Fredag den 29. august 1943 – Tyskerne erklærer militær undtagelsestilstand.

Dagene op til den 29. august var på alle måder dramatiske. Hvor den 29. august ikke bar præg af store optøjer i Aarhus, var den dramatisk på andre måder og især nogle af de ledende skikkelser skulle stå overfor et stort koordineringsarbejde.

Værnemagten på tilbagetog

Foruden det faktum, at befolkningen i løbet af sommeren 1943 havde fået nok, lå modet til endelig at gå på gaden og byde tyskerne trods også deri, at tyskerne havde lidt alvorlige nederlag på både Øst- og Middelhavsfronten. Oven i det indledte de allierede operation Gomorrah den 24. juli. De store brandbombardementer havde stort set jævnet Hamborg med jorden.

Svigtende resultater betød, at troen på tysk nederlag blomstrede op. For Modstandsbevægelsen var det en oplagt mulighed for at optrappe sabotageaktiviteten og bekæmpe forhandlings- og samarbejdspolitikken yderligere, hvilket de blandt andet gjorde her i Aarhus med flere sabotager i August alene end i alle måneder forinden.

Et ultimatum

Tyskerne havde på ingen måde behov for yderligere problemer. Hitler var svært utilfreds med den drejning situationen havde taget i Danmark og kaldte den tyske rigsbefuldmægtigede Dr. Werner Best hjem til en irettesættelse. Med sig tilbage fik Best en række ultimative krav som han fremlagde for regeringen. Blandt kravene var det især dødsstraffen, som regeringen ikke kunne acceptere, hvorefter den gik af.

Besættelsesmuseet.

Borgmesteren anholdes

Tyskernes svar blev at indføre militær undtagelsestilstand den 29. august. De krav den danske regering havde afvist blev ligeledes øjeblikkeligt indført.

I Aarhus startede dagen med, at borgmester Einar Stecher Christensen blev afhentet i sit sommerhus kl. 4:30 om morgenen af en tysk officer og nogle soldater. Hans hustru, der kunne observere det hele, spurgte bekymret om hun fik sin mand at se igen. Svaret var kort og kontant. Det kom an på om borgmesteren var fornuftig. Herfra gik turen ind til den tyske kommandantur på Østergades hotel, hvor Stecher Christensen mødte politimester Einar Hoeck, der var blevet afhentet på samme vis.

Efter at være blevet gjort bekendt med undtagelsestilstanden og de tyske krav, opråbet til befolkningen fra den øverstkommanderende tyske myndighed i byen og de nye arbejdsforhold blev de begge løsladt. De havde under protest accepteret de nye arbejdsforhold.

Opråbet fra den tyske Standortältester. Besættelsesmuseet.

Anholdelse af prominente skikkelser

Det var imidlertid ikke kun Stecher Christensen og Hoeck der blev anholdt. Professorerne Blinkenberg, Frandsen, Stender Petersen og Blatt, overbibliotekar Carl Thomsen, landstingsmedlem Malchau, redaktør fra Aarhus Amtstidende Martin og lærer Grønborg var ligeledes blevet anholdt. Herudover havde tyskerne forsøgt, at anholde folketingsmedlem Otto Kier, der dog ikke var hjemme. Han blev senere anholdt og sat sammen med de ovenstående.

Der var tale om en decideret gidseltagning og borgmesteren kunne ikke få at vide, hvorfor de pågældende personer var anholdt. De blev indkvarteret på Sømandshjemmet på havnen, hvor de hensad i flere dage før de første blev løsladt. Resten blev ført til Horserødlejren, hvor de atter sad lang tid, før de blev løsladt.

En gruppe af de anholdte. Fra venstre Redaktør Jakob Martin, Professor Stender Pedersen, Professor Blatt og lærer Grønborg. Besættelsesmuseet.

Fra venstre Redaktør Jakob Martin, Professor Stender Pedersen, Professor Blatt og lærer Grønborg.

Spærretiden giver logistiske udfordringer

Grundet den af tyskerne indførte spærretid kunne ingen der kom med toget til Aarhus komme fra banegården efter kl.20. Politiet var sig klar over, at dette ville udgøre et problem og tog derfor kontakt til den tyske bykommandant Major Kruse, der gjorde en undtagelse og lod politiet eskortere alle der ankom til Aarhus hjem.

Man valgte derfor at tage kontakt til sporvejsdirektøren, der indvilligede i at stille trambusser til rådighed. Herefter henvendte politiet sig på rutebilremisen på Dollerupvej, hvor der var tre chauffører, der endnu ikke var taget hjem fra arbejde. Der blev straks gjort tre rutebiler klar og kl.20.30 stod de klar på Banegårdspladsen. Indtil kl. 01.30 blev 325 rejsende kørt til deres bopæl. Havde det ikke været for politiet havde de måtte vente på banegården indtil kl. 06.00 om morgenen.

Politimester Ejnar Hoeck fortalte efter besættelsen, at det fortrinsvis var store logistiske udfordringer, der kom til at definere hans 29. august. Besættelsesmuseet.

Tyske vagtposter overalt

Det var tydeligt, at den militære undtagelsestilstand havde udløst en hel anden militær undtagelsestilstand. I alle hovedgaderne var de tyske patruljer opstillet med korte mellemrum. De var bevæbnede med pistoler, geværer, maskinpistoler og håndgranater.

Foran hovedbanegården var der opstillet talrige vagtposter såvel som en maskingeværsrede. Bevægede man sig rundt i byen blev man ved hver enkelt vagtpost råbt an med et højt ”halt”, samtidig med at man blev belyst med en stærk lommelygte og et skydevåben. Herefter skulle man hurtigst muligt finde sine papirer frem.

Den tyske maskingeværspost ved banegården den 29. august 1943. Besættelsesmuseet.

Lovovertrædelser kunne få store konsekvenser

Trods tyskernes massive patruljering var der alligevel enkelte der skulle prøve lykken på dagen. Kl. 15.20 blev to mænd indbragt til politistationen. De var blevet anholdt af civilklædte tyskere for at omdele kommunistiske skrifter.

Sagen blev herefter både taget op i det danske retssystem og Luftwaffes krigsret her i byen. Under behandlingen af sagen i krigsretten gjorde dommeren det klart, at i al fald den ene af de to mænd havde gjort sig skyldig i ”begunstigelse af fjenden”, for hvilket straffen var døden. Til mandens held var der en overbetjent fra det danske sikkerhedspoliti tilstede, der kunne meddele dommeren, at sagen allerede var under behandling af de danske myndigheder, hvilket blev fundet tilfredsstillende. Luftwaffes Krigsret lod sagen gå videre ved den danske domstol.

Den 11. oktober 1943 blev manden idømt 30 dages hæfte. Hvad han har tænkte kan man kun forestille sig, men sagen viser på bedste vis, at den linje der fra tysk side var lagt for dagen efter augustoprørene var markant anderledes og hårdere.

Denne linje skulle få uoverskuelige konsekvenser for en lang række danskere, der skulle ende i fængsel, i KZ-lejre eller endda betale med livet. Man var gået ind i besættelsens anden fase, hvor vold, lovløshed, sabotager, schalburgtager, likvideringer og clearingdrab skulle sætte dagsordenen. Befolkningen havde budt besættelsesmagten trods, og en ild var for alvor tændt hos dem der havde viljen og modet.

 

Lørdag den 28.08.1943 – Forhandlinger skal sikre ro

Dagen efter det for alvor var ved at gå galt var politipatruljerne tidligt på gaden. Politiet skulle ikke risikere noget og patruljerede derfor især ved de gader, der i dagene forinden havde været særligt plaget af opløb. Allerede før vagtskiftet med natholdet var morgenpatruljen ude og sikre, at der var ro i gaderne.

Det var tydeligt, at politiet ikke ville risikere noget og allerhelst så, at de kunne stoppe opløbene inden de overhovedet begyndte.

En anmodning til bykommandanten

I et forsøg på netop dette tog politimester Ejnar Hoeck kontakt til bykommandanten Major Kruse. Gårsdagens mange anholdelser og optøjer var problematiske, men yderligere besværet blev situationen af de tyske soldaters ageren.

Hoeck havde ved selvsyn observeret, hvordan en tysk motorpatrulje provokerede ved sin optræden, idet den pludselig uden grund standsede op for at gøre klar til skydning, hvorved folk flygtede ind i opgange og porte, kun for at komme til stede, da patruljen atter kørte afsted.

Politimesteren henvendte sig derfor til Major Kruse og henstillede indtrængende til ham, at lade de tyske patruljer vise sig så lidt som muligt og udvise tilbageholdenhed. Alternativt, indskærpede Hoeck, ville han trække politiet bort fra gaderne og lade lovløsheden råde.

Dette stillede selvsagt bykommandanten i en besværlig position. På den ene side var det i tyskernes interesse, at der herskede ro og orden i gaderne. Skulle de selv opretholde den ville det uden tvivl ende mere voldeligt, end hvis politiet tog sig af optøjerne. Omvendt var det ufordelagtigt for majoren, at lade værnemagten fremstå svag i en sådan forhandlingssituation, ikke mindst overfor sine overordnede, herunder General von Hanneken, der måske endda kunne anse det som landsforræderi at værnemagten skulle lade sig diktere af politiet under de givne omstændigheder.

Major Kruse var for Hoeck heldigvis en pragmatisk mand og havde i øvrigt et ganske udmærket forhold med de forskellige ledende instanser i byen. Han ønskede først og fremmest, at der var ro på gemytterne, og at Aarhus for så vidt muligt var et fredeligt sted, hvor de tyske soldater kunne være i fred og ro.

Han meddelte derfor politimesteren, at han ville efterkomme hans ønske, og at han i øvrigt allerede dagen forinden havde instrueret soldaterne lignende. Langt hen ad dagen skulle der af samme årsag også være forholdsvis roligt fra de tyske soldaters side af.

– Politimester Ejnar Hoeck i spidsen for en gruppe politifolk i forbindelse med politiets genindtrædelsesparade d. 13. maj 1945. Besættelsesmuseet.

Hærværk er også et protestmiddel

Desto mere blev politiet overrasket da der op ad morgenen var et større opløb ved Produktionsforeningens Brødfabrik i Studsgade. Her var der samlet en del mennesker i anledning af, at der fra fabrikken blev udleveret brød.

Samtidig med optøjerne ved brødfabrikken begyndte en regulær hærværksaktion.  På Vestergade, Volden og fiskerihavnen fik en række butikker ruderne knust. Det skulle tage politiet to timer at få skabt sig et overblik og få ro på gemytterne. Nok var der ro fra tysk side af, men det havde ikke stoppet civilbefolkningen.

– Optøjer i forbindelse med augustoprørene på Banegårdspladsen. Besættelsesmuseet.

Det største antal af anholdelser hidtil

Politiet var imidlertid ved at være rutinerede ud i at opløse opløbene. Da der kl.15:20 var samlet et større opløb ved lokomotivremisen på Sonnesgade gjorde politiet kort proces. På gaden var der samlet mellem 400 og 500 personer, mens der foran indgangen til remisen stod 45 mænd.

Politiet kom til stedet i deres patruljevogne og steg ud. Da folkemængden blev opmærksomme på politiet, gjorde de pludselig front mod betjentene, der var i voldsomt undertal, og stormede hen mod dem. Den ledende overbetjent gjorde det eneste han kunne og bad alle trække deres stave og slå løs på folkemængden.

Om det var regnen af slag der faldt over dem der deltog i opløbet eller en anden faktor der var udslagsgivende, er uvist, men i løbet af 25 minutter vendte betjentene tilbage til politistationen. Med sig bragte de alle 45 mænd, der havde stået ved indgangen til Lokomotivremisen. Det var det største antal anholdte på en gang i augustdagene, fire mere end det samlede antal fra dagen før.

Efterdønninger fra gårsdagens begivenheder

Gårsdagens begivenheder ved Høegh Guldbergsgades kaserne havde enten sat dybere spor i de tyske soldater end først antaget, eller også brugte de tyske officerer anledningen til at vise deres magt.

Kl. 20:15 blev der meddelt til politistationen, at der var forsamlet et større opløb ude foran kasernen. De samme betjente, der havde måtte trække stavene mod civilbefolkningen for blot fem tider siden, måtte atter afsted.

Da de ankom, blev de mødt af ganske få mennesker der stod i deres gadedøre. Der havde tilsyneladende ikke været skyggen af et opløb. En tysk løjtnant henvendte sig til betjentene og anmodede om, at alle vinduer i huskarreen, hvorfra der aftenen forinden var blevet affyret skud mod kasernen skulle lukkes, ligesom mørklægningsgardinerne i lejlighederne skulle trækkes ned til trods for at der ikke var lys i lejlighederne. Løjtnanten blev gjort bekendt med, at det ikke var befalet i Danmark at mørklægge vinduer, hvor der ikke var lys, hvortil han svarede at han hermed befalede det.

Politiet efterkom hans anmodning og samtlige vinduer blev lukket og mørklagt. Samtidig havde tyskerne opsat flere maskingeværsreder i de omkringliggende gader. Skulle der ske noget, ville de kunne besvare ilden øjeblikkeligt. Politiet kunne imidlertid være tilfredse med, at værnemagten faktisk efterkom Major Kruses befaling og ikke aktivt opsøgte konflikten med tæskehold og lignende som dagene forinden.

– Tysk cykelpatrulje. Det var ulovligt at fotografere tyske soldater, og det forekommer, at fotografen forsøger at skjule sin handling. Besættelsesmuseet.

Det skulle jo ske

Der var lys at spore for enden af tunnelen. En dag uden skud og større sammenstød mellem civilbefolkningen og de tyske soldater var snart slut. Kl.21.20 modtog politistationen desværre det telefonopkald de mok mindst af alt havde håbet på.

På hjørnet af Gerlachsgade og Trepkasgade var der blevet skudt på et par unge mænd. Politiet hastede til stedet, men fandt hverken opløb eller medlemmer af den tyske værnemagt. De to unge mænd blev kørt til behandling på kommunehospitalet.

Politiet var på bar bund indtil de på stedet blev oplyst, at yderligere en var blevet ramt af skud. Det drejede sig om en ung kvinde på 19 år, der havde fået et skudsår i hovedet, men straks herefter, formodentlig i chok, havde begivet sig hjem.

– Bevæbnet tysk soldat visiterer civil dansk mand under augustoprørene. Besættelsesmuseet.

Betjentene henvendte sig straks i hjemmet, hvor de traf den tilskadekomne. De bad hende følge med til stationen, hvorfra hun blev bragt til kommunehospitalet for at få foretaget en røntgenfotografering.

Her forklarede den unge kvinde, at en tysk patrulje var kommet kørende. Idet den passerede Gerlachsgade, åbnede den ild ned ad gaden, hvorved hun blev ramt. Der havde ikke været sammenstimlen eller nogen som helst provokation mod værnemagten og episoden var præcis den slags både politimester Hoeck og Bykommandant Major Kruse ville undgå.

Atter afmønstring på stationen

Betjentene vendte kort over midnat tilbage til politistationen og kunne se tilbage på en dag, der havde budt på lidt af hvert. Politimesterens anmodning havde langt hen ad vejen båret frugt, men Kruses befaling var i sidste ende ikke nok og sagesløse civile var atter tæt på at miste livet til tysk geværild.

I morgen kan du læse sidste indlæg i serien om augustoprørene i Aarhus, hvor vi for denne gang afrunder den måned der var med til at ændre besættelsens karakter fuldstændig.

 

Fredag den 27.08.1943 – Tyske soldater i panservogne

Oven på de mange optøjer og sammenstød den 26. august var Aarhus lang tid om at komme til sig selv. Det synes, at de eneste der var oppe fra morgenstunden var byens politi, der til gengæld patruljerede byen nidkært og flittigt.

Hver gang betjentene vendte tilbage fra deres patruljer var meldingen dog den samme. Alt åndede fred og ro. Det var som om at gårsdagens begivenheder havde efterladt alle parter udmattet.

Den knuste rude hos Urmager Frandsen

Det eneste der var værd at rapportere, var at butiksruden hos Guldsmede- og Urmagerforretningen på Vestergade Nr. 15 var blevet knust med en sten. Hullet i ruden var så stort at politiet var nødsaget til at beslaglægge alle udstillede varer. De kunne ikke få fat på butikkens indehaver, Hans Andersen Frandsen, og frygtede, at folk ville benytte sig af muligheden for at gå på rov.

Hans Andersen Frandsen var imidlertid ikke en hvilken som helst urmager. Han var Overgruppefører i DNSAP og en del af Schalburgkorpsets Landstorm. Det er derfor heller ikke utænkeligt, at hans politiske ståsted blev udslagsgivende og resulterede i den hærværk, der blev begået mod hans forretning.

Urmager Frandsen skulle senere lide en værre skæbne end at få sin butiksrude knust. Den 26. april 1945 kort før kl.18:00 blev han likvideret med tre pistolskud på Aaboulevarden. Det viste sig siden, at han havde arbejdet som stikker for Gestapo. Hvem der præcis foretog likvideringen er i dag uvist, men likvideringsgruppen der stod bag var ledet af Einar ”Leif” Sørensen. Selv samme Sørensen var en del af politiet indtil han gik under jorden og deltog i modstandsarbejdet.

Folk stimlet sammen om den likviderede Urmager Frandsen den 26. april 1945. Besættelsesmuseet.

Stavene trækkes

Den ro som morgenen var præget af skulle imidlertid ikke var ved. Kl.12.45 vendte en af politiets patruljevogne tilbage til stationen og kun melde, at der havde været skyderi på Thorvaldsensgade ved Aaboulevarden. Det viste sig, at der havde været optræk til opløb, og at værnemagten atter havde grebet til deres skydevåben. Byen var ved at vågne op.

Herfra gik det som dagen forinden. Der var sammenstimlen over hele byen og politiet var travlt optaget med at forsøge at få spredt de protesterende masser der ofte bestod af mange hundrede mennesker. Lykkedes det dem ikke var alternativet, at tyskerne greb til våben, noget der ikke var ønskeligt for nogen parter og resulterede i panik og kaos.

Politiet gik derfor også hårdere til værks end dagen forinden. Højtalervognen synes ikke nok mere, og stavene blev ofte trukket for at få stoppet opløbene. Ligeledes begyndte politiet at foretage en del anholdelser af folk, der ikke gjorde, som de bad dem om. 13 arbejdere fra DSB blev anholdt under et opløb foran Centralværkstedets Portnerhus, da de modsat resten af opløbet ikke ville fjerne sig da politiet ankom. Dette var endda ikke et enestående tilfælde. Spændingsfeltet mellem befolkningen, besættelsesmagten og politiet viste sig atter fra sin mest absurde side.

Yderligere afspærringer

For at dæmme op for de mange konfrontationer valgte politiet med afsæt i gårdsdagens afspærring af Bruunsgade at spærre et af de område, hvor opløbene havde været flest og farligst. Det var tydeligt, at man måtte gøre noget for at undgå de mange sammenstød, der altovervejende resulterede i sårede danskere. En mand blev bragt til kommunehospitalet, hvor han blev behandlet for et skudsår i låret. To andre blev bragt til amtssygehuset. Den ene blev behandlet for et bajonetstik i ansigtet, den anden var blevet ramt af skud i nakken.

Afspærringerne skulle virke præventivt. Det var simpelthen blevet for farligt at konfrontere værnemagtens soldater, der tydeligvis var kampberedte. Helt galt var det ved at gå da en forsamling på 500 mennesker ved Friheden blev omringet af kampklare tyske soldater og panservogne. Folkemassen gik i panik og havde blot én tysk soldat åbnet ild mod menneskemængden kunne konsekvenserne have været uoverskuelige.

Politiet valgt at spærre Sønder Alle fra hjørnet af Søndergade og til Fredensgade, Østergade fra hjørnet af Søndergade til Fredensgade og Amaliegade. Ved hver afspærring blev der posteret vagter.

Befolkningen på flugt under augustoprøret. Besættelsesmuseet.

Vi indsætter kampvognene

Kl. 21:45 måtte politiet tage ned på Kaserneboulevarden til hvad der skulle blive dagens sidste opgave. Herfra var det blevet meddelt, at der blev skudt kraftigt mod værnemagtens kaserne og autopark på Høegh-Guldbergs Gade. Værnemagten havde i mellemtiden sporet sig ind på, hvilke vinduer skuddene kom fra og var begyndt at besvare ilden. De havde omringet hele karreen der var omgivet af Kaserneboulevarden, Høegh-Guldbergs Gade, Fyensgade og Ny Munkegade.

Da situationens alvor ikke var til at tage fejl af henvendte politiet sig straks på kasernen. En tysk oberst forklarede politiet, at tyskerne ville besætte ejendommen og lade kampvogne og kanoner skyde den sønder og sammen. Obersten ville ikke finde sig i at hans kaserne og soldater blev beskudt.

Politiet indvilligede selvsagt i at gøre, hvad der måtte gøres for at undgå katastrofen. Man undersøgte ejendommen, men hvem end der havde beskudt tyskerne var sluppet væk. Man opsatte derfor vagtposter, der skulle blive til man fik fat på den mistænkte.

Tysk militærkolonne på hjørnet af Kaserneboulevarden og Ny Munkegade. I baggrunden ses Høegh Guldbergsgades Kaserne i baggrunden. Besættelsesmuseet.

Gårsdagens anholdte

Foruden at være travlt beskæftiget med at forsøge at genskabe ro og orden i byen i løbet af den 27. havde politiet også en travlt med at få styr på, hvem, hvor mange og hvorfor folk var blevet anholdt den 26. Det viste sig, at flere af dem der var blevet anholdt af værnemagten var blevet afhørt op til ti gange og var gået på vand og brød. De var blevet indkvarteret i Oliemøllens administrationsbygning, hvor de var blevet tildelt feltsenge. Alle var de blevet udsat for forskellige grader af vold. En var blevet banket af flere soldater over flere omgange, mens en anden var blevet grebet af to tyske soldater og med en maskinpistol var blevet ført ind i administrationsbygningen, hvorefter de slog cigaretten ud af munden på ham og kaldte ham ”Schweinhund”. Fælles for dem alle var at de først blev løsladt den 27. omkring kl.19.00 da politiet havde dannet sig et overblik over situationen og i øvrigt ikke kunne få oplyst, hvad værnemagten havde tænkt sig at sigte dem for.

Endnu en dag med massive konfrontationer

Endnu en dag under augustoprøret var gået. Det var en dag, der atter havde budt på alvorlige sammenstød og faretruende situationer for alle parter. Til alles held lykkedes det politiet at genoprette ro og orden og omkring midnat var byen som den havde været i de tidlige morgentimer: rolig.

Følg med igen i morgen, hvor du kan få et indblik i nogle af de mange begivenheder der skete den 28. august 1943, dagen før undtagelsestilstanden.

Torsdag den 26.08.1943 – Oprør på Bruunsgade

I kølvandet på dødsdommen mod den danske modstandsmand Poul Edvin Kjær Sørensen, der var afsagt ved den tyske krigsret i Aarhus, den 25. august, var luften tyk  af vrede i byen. Allerede aftenen inden var løbesedler hastigt blevet omdelt. Overskriften var ”Dødsdomme afsagt Aarhus” og blevet opfulgt af en klokkeklar opfordring:

Borgere i Aarhus! I Harmedirrende Protest over denne Dødsdom nedlægger vi i Morgen Arbejdet i hele Aarhus. Alle Borgere, Erhvervsdrivende, Haandværkere, Arbejdere og Intellektuelle maa i Enighed slutte op i denne Manifestation; ingen maa i denne Sag unddrage sig sin Borgerpligt, men yde sit Bidrag i den nationale Kamp.

Budskabet var klart. Nu skulle byens borgere for alvor på gaden. Nu skulle kampen stå og nu skulle besættelsesmagten forstå, at nok var nok.

Befolkningen er gået på gaden. Besættelsesmuseet.

Nyheden om dødsdommen blev udslagsgivende for at oprøret for alvor brød ud. Den 26.08.1943 indledtes strejken kl.8:00 på Aarhus Oliefabrik, hvor Sørensens far arbejdede. Strejken spredte sig hurtigt til havnearbejderne, værftsarbejderne, Sabroe, Frichs og en lang række andre aarhusianske fabrikker og produktionsvirksomheder.

Musik for fulde gardiner

Tyskerne svarede på en provokerende facon. Den øverstbefalende for de tyske tropper i Danmark, General Hermann von Hanneken, fandt det passende at understrege tyskernes magt ved at sende et marchorkester igennem byen. Bykommandant Major Kruse advarede om, at det ikke ville føre noget godt med sig, og var modstander af ideen. Von Hanneken ville dog ikke høre noget om det og undskyldte sig blandt andet med at marchøvelsen var planlagt flere dage i forvejen.

Befolkningen opfattede begivenheden nøjagtigt som Major Kruse havde forudset. Strejkevirksomheden fortsatte, men blev nu suppleret af en lang række opløb i hele byen. En tysk lastvognskolonne på 50 fartøjer blev omringet af folk og politiet måtte tilkaldes som vagter indtil kolonnen var færdig med at gøre holdt.

Politimesterens bekendtgørelse, der blev udsendt om eftermiddagen i håb om at skabe ro. Besættelsesmuseet.

Kl. 10.50 blev en gruppe politibetjente sendt til Rytterstenen på Nørrebrogade. Herfra skulle de ledsage marchorkesteret rundt omkring i byen og ned til Oliefabrikkens Havnefabrik. Det viste sig, at antallet af betjente var mangelfuldt. Orkesterets tur medførte sammenstimlen, herunder ved Sct. Pauls Kirkeplads, hvor der var forsamlet 1000 hujende og råbende mennesker, og ved stabskvarteret på Bruunsgade. Politiet var derfor nødsaget til at sende yderligere betjente på gaden, ligesom en del betjente blev kaldt øjeblikkeligt hjem fra Aalborg.

Orkesterets  rute: Nørrebrogade, Nørregade, Guldsmedgade, Lille Torv, Borgporten, St. Torv, Sct. Clemens Torv, Søndergade, Ryesgade, Banegaardspladsen, Bruunsgade, Sct. Pauls Kirkeplads, Odensegade, Svendborgvej og Svendborgrampen

Optøjerne på Bruunsgade

Optøjerne rundt i byen var generelt voldsomme, men de fleste steder lykkedes det politiet at få genoprettet roen. På Bruunsgade sporedes der imidlertid en stærk ophidselse blandt tyskerne. Politiet nåede ikke at få dæmpet gemytterne i tide og de tyske soldater åbnede herefter ild mod civilbefolkningen, efterfulgt af anholdelser. Flere personer blev slæbt med ind på de tyske beslaglæggelser på gaden, og fik der en hård medfart, ligesom flere blev såret af tyskernes skud.

Tysk maskingeværsrede ved Banegårdspladsen under Augustoprøret 1943. Besættelsesmuseet.

Den tilstedeværende øverstbefalende betjent fik ordre til at trække sig tilbage til stationen fordi tyskerne tilsyneladende ville foretage patruljeringen selv. Kort efter modtog stationen imidlertid et opkald. Tyskerne havde ikke tænkt sig at patruljere alligevel og meddelte i øvrigt, at Bruunsgade skulle ryddes øjeblikkeligt, da man ellers ville åbne ild mod befolkningen igen.

Det lykkedes betjentene at få tilkaldt en højtalervogn og få den protesterende befolkning til at forlade Bruunsgade inden der skete yderligere katastrofer. Herefter blev Bruunsgade afspærret for alle uden ærinde.

Stormøde i Folkets hus

For de hårdtarbejdende betjente var dagen dog langt fra slut. Optøjerne på Bruunsgade var nærmest ikke afsluttede før der kl.16 fra tysk side kom en melding om, at den var helt gal i Amaliegade. Værnemagten følte sig truede af en større menneskemængde, og de tyske soldater var rasende over den manglende respekt.

Da politiet ankom, var der dog forholdsvist roligt og det lykkedes atter ved hjælp af højtalervognen at få de fleste borgere til at gå fra stedet. Alligevel lykkedes det 1200 mennesker med magt at trænge ind i Folkets Hus i Amaliegade og afholdt et stort møde. Der blev holdt flere taler og mødet blev afsluttet med Der er et yndigt Land, et leve Danmark og et leve kongen til stor begejstring og jubel. Forsamlingen lovede herefter at gå stille og roligt fra stedet.

Næppe var menneskemængden  kommet uden for døren før der udbrød kaos. Tyskerne for løs på den store gruppe der tog til genmæle. Resultatet blev at folk vedblev at gå rundt i gaderne til stor provokation for værnemagtens soldater der gang på gang overfaldt grupper.  Det var kun med nød og næppe, at politiet lykkedes med at få genoprettet ro og orden.

 

Optøjerne fortsætter

Sammenstødene mellem befolkningen og værnemagten fortsatte dagen ud. Selv foran den tyske kommandantur i Østergade samledes store menneskemængder. Som aftenen skred frem, blev det politiets arbejde yderligere besværliggjort.

Østergades Hotel, hvor både det tyske Standortkommandantur og Wehrmachtsheim lå. Her blev optøjerne blandt andet dæmpet med kampklare tyske patruljer, der blev indsat mod befolkningen. Billedet er fra dagene omkring augustoprørene. Besættelsesmuseet.

Hen ad aftenen samledes folk i området omkring de Mezas vej, Frederiks allé og sidegaderne i mindre klynger. Tyskerne fulgte trop og begyndte at patruljere rundt i mindre grupper der de facto fungerede som tæskehold.

Civilbefolkningen løb rundt i gaderne og tyskerne affyrede deres våben efter dem, hvis det da ikke lykkedes dem at få fat på dem.

På Lille Torv havde der i løbet af dagen også været livlig aktivitet, hvor blandt andet 25 tyske soldater havde opholdt sig ude foran en lejlighed, hvor der var blevet sat et engelsk flag i vinduet. Hen mod kl. 21.15 var en mand og hans kammerat uheldigvis blevet standset af 9 tyske soldater. Da det gik op for dem, at de skulle agere boksepuder, flygtede de. De tyske soldater trak pistolerne og skød efter den ene, der søgte tilflugt i en opgang. Tyskerne fangede ham imidlertid og manden, der tilsyneladende ikke havde deltaget i nogen optøjer, blev tæsket med blandt andet pistolkolber.

Tyske soldater på Fiskergade. Besættelsesmuseet.

Den slags overfald skete flere gange i løbet af aftenen. Så man en gruppe tyske soldater gjorde man klogt i at holde sig på afstand.

Afmønstring på stationen

For betjentene havde dagen været en lang. Kl. 1.00 var der ro i gaderne, og de betjente der var mødt ind kl.6.00 om morgenen kunne dimitteres og for at få noget søvn. For en sikkerheds skyld valgte man stadig at beholde en stor styrke til disposition.

For dem alle havde dagen utvivlsomt været en voldsom oplevelse. Betjentene havde flere gange måtte ty til vold mod deres egne medborgere og arbejdede hele tiden i spændingsfeltet mellem befolkningen og værnemagten. Dagen var dog  kun begyndelsen og i morgen kan du atter læse med, hvor du kan læse om begivenhederne den 27. august.

 

 

 

August 1943 – Sammenstød i luften

August 1943 blev en af de mest skelsættende måneder under besættelsen. Det var her store dele af befolkningen bød besættelsesmagten trods, regeringen gik af i protest og den tyske linje blev langt hårdere og mere nådesløs end i de første år af besættelsen.

I blandt andet Esbjerg, Odense og Aalborg gik det i løbet af måneden vildt for sig og hverdagen bød på sabotager, vold, provokationer og opstand. Hidtil har historien været, at Aarhus i den henseende slap nådigt, men nye arkivstudier har vist at Aarhus ikke var en undtagelse, og at august i høj grad blev på voldens præmisser her i byen.

Vores spændende fund fortæller blandt andet historien om en by, der i hele august er præget af en anspændt atmosfære, hævntørst, nervøsitet, frygt og kaos. Især dagene op til undtagelsestilstanden og regeringens afgang den 29. august var byen på den anden ende.

Derfor vil du fra den 26.-28. august kunne læse døgnrapporter der giver et indblik i en befolkning, der havde fået nok, og en besættelsesmagt der ikke var blege for at tage til genmæle for at genoprette orden.

En måned i sabotørernes kløer
August skulle først og fremmest blive en måned, hvor den kommunistiske modstandsbevægelse og især Samsinggruppen gjorde sit til at bekæmpe besættelsesmagtens tyranni. Faktisk blev August 1943 den måned under besættelsen, hvor der skete næstflest sabotager i Aarhus. Det var den måned, hvor det for alvor tog fart og de forskellige modstandsgrupper begik intet mindre end 26 sabotager, svarende til næsten det samlede antal af sabotager der var begået siden sabotagernes begyndelse i maj 1942.

01.08.1943: Risskov Lufttørringsvaskeri, Enebærvej/Tulipanvej, Risskov
08.08.1943: DSBs 30 tons hjælpekran
08.08.1943: Lokomotiv, Remisen, Sonnesgade
10.08.1943: Ib Nielsens Maskinsnedkeri, Lystrupvej, Risskov
10.08.1943: Tysk barak ved Brendstrupgaard
10.08.1943: F. Bülow & Co. A/S, Trøjborgvej 8
11.08.1943: N. C. Mikkelsens Modelsnedkeri, Knudrisgade 33
11.08.1943: Tysk depot, Østergade 25
11.08.1943: Aarhus Yachtværft, Lystbådehavnen
11.08.1943: R. M. Iversens Sadelmagerværksted, Studsgade 15
11.08.1943: Tysk godsvogn på Østbaneterrænet
13.08.1943: Transformerstation ved Langelandsgades Kaserne
15.08.1943: Højspændingsmaster i Universitetsparken
15.08.1943: Jydsk Telefon Aktieselskabs fordelercentral, Sct. Pauls Gade/Skt. Pauls Kirkeplads
15.08.1943: D.N.S.A.P’s kiosk og kontor, Aaboulevarden 59
15.08.1943: Den Østjydske Længdebane
18.08.1943: F. Bülow & Co. A/S, Trøjborgvej 8
18.08.1943: Missionshotellet Tabor, Åbyhøj
18.08.1943: Tysk Barak, Viby
20.08.1943: Transformerstationer i Hasle og på Søren Frichs Vej
22.08.1943: Thomassens Autoværksted, Højbjerg
25.08.1943: Transformator, Lystbådehavnen
26.08.1943: N.C. Mikkelsens Modelsnedkeri, Knudrisgade 33
26.08.1943: Chr. Ni. Winthers Tømrer- og Snedkerværksteder, Mindegade 6
26.08.1943: Tysk administrationsbygning, A/S Aarhus Oliefabrik, M.P. Bruunsgade 27
28.08.1943: Rosenvangsskolen, Rosenvangs Allé 49, Viby

Hjælp fra englænderne

Midlerne til sabotagerne var samtidig af hidtil uset styrke og karakter. Special Operations Executive (SOE), der var sat i verden ”for at sætte Europa i brand”, som den britiske Premierminister Winston Churchill udtrykte det, leverede sprængstoffer til modstandslommer rundt i Europa. Dette kom blandt andet Samsinggruppen til gode, der i løbet af aftenen og natten den 10.-11. august foretog ikke mindre end otte sabotager, herunder flere, der var rettet direkte mod værnemagten.

Samsinggruppen nåede under besættelsen at udføre over 50 sabotageaktioner i Aarhus, men blev arresteret den 30. juni 1944 og siden deporteret til lejre i Tyskland. Her resterne af de tyske barakker de sprang den 10.08.1943. Besættelsesmuseet.

Foruden de mange sabotager, var mage daglige provokationer, overfald, tyverier og magtdemonstrationer fra både dansk og tysk side med til at skabe spændinger. Det var ikke et spørgsmål om, men hvornår bægeret ville flyde over.

Benzin på bålet

Da aarhusianske Poul Edvin Kjær Sørensen blev anholdt den 18. august. Han blev fragtet til Aarhus, og dømt til døden ved den tyske krigsret i en beslaglagt lejlighed på Sønder Allé den 25. august.

I løbet af aftenen spredte nyheden om sig som en steppebrand og den første tyske dødsdom i Danmark, bragte for alvor sindene i kog. Allerede dagen efter indledtes der strejker mange stedet i byen. I spidsen gik Aarhus Oliemølle, hvor Sørensens far arbejdede.

Hele august havde fagbevægelsen, ført an ved socialdemokraten Leonhard Hansen, forsøgt at undgå arbejdsnedlæggelser, men besættelsesmagtens forsøg på at opretholde ro og orden ved at demonstrere deres magt til fulde blev for meget for byens borgere.

Politiet forsøgte i dagene at sikre ro og orden, men nåede ofte ikke frem før sammenstødene var i fuld gang og slukkede reelt set flere ildebrande end de forhindrede.

Bekendtgørelse fra Politimester Einar Hoeck, der advarer om de konsekvenser sammenstimlen kunne have. Besættelsesmuseet.

Ordensmagten på overarbejde

Som måneden gik på hæld måtte ordensmagten flere gange trække stavene mod civilbefolkningen for at få opløst både store og små opløb. Politiet arbejdede på højtryk i forsøget på at følge med de mange konflikter og samtidig var de under et voldsomt politisk pres. Dels fik politiet i skarpe vendinger fra den tyske bykommandant Major Kruse besked på at få styr på optøjerne, dels frygtede man fra politiets side, hvad værnemagtens repressalier ville være, hvis man ikke fik tøjlet befolkningens vrede. Tilstanden var lovløs, kaotisk og hævntørsten var at spore fra alle sider.

Politibetjente ude på march under fredeligere omstændigheder end dem der mødte dem under Augustoprørene 1943. Besættelsesmuseet.

Ingen er sikre

Hverken den tyske byledelse eller de tyske soldater var tilfredse med den drejning måneden havde taget og det var tydeligt, at nerverne sad uden på tøjet. Sammenstødene mellem tyske soldater og danske civile fortsatte med at tage til. Da bølgerne gik højest var det et rent lotteri om de tyske soldater holdt sig til slagsmål eller trak deres skydevåben mod civilbefolkningen, der heller ikke holdt sig tilbage når det kom til at opsøge konfrontationen.

En tysk soldat i undertal. Utryg ved situationen står han klar til at afsikre sin pistol. Besættelsesmuseet.

Et ægtepar slap med skrækken da de blev overfaldet og væltet af deres cykler af en flok tyske soldater. Deres råb om hjælp sendte utroligvis soldaterne på flugt, et held, der sjældent var ofrene forundt. Oftest var overfaldene fra tysk side voldelige, og ofte lykkedes det dem samtidig at stikke af fra gerningsstedet. Ved et umotiveret overfald på en dansk mand, nægtede en tysk soldat foran flere tyske officerer at legitimere sig over for det danske politi, der valgte at tage rapport og gå videre til den tyske kommando, der dog ikke ville gøre mere ved sagen.  Noget tyder altså på, at den orden de tyske officerer havde søgt at opretholde blandt deres egne i de første besættelsesår i denne måned blandt visse var blevet afløst af et voldens fripas – man havde fra tysk side fået nok.

Efterspillet

Den nærmest lovløse tilstand stoppede ikke trods undtagelsestilstandens indførelse. Et godt stykke ind i september fortsatte de mere voldsomme overfald, inden der atter faldt mere ro på.

Bekendtgørelse fra de tyske myndigheder i byen med de udstedte forholdsregler til befolkningen. Besættelsesmuseet.

Danske kvinder med deres tyske kærester blev forsat antastet og truet med klipning, og soldaternes svar på tiltale var fortsat ofte vold. Den 2. september blev en mand såret da han blev skudt i hovedet af tyske soldater, der havde bedt ham flytte sig fra Ringgadebroen. Den ældre herre med dårlig hørelse var sig ikke bevidst om, at man ikke måtte gøre ophold på broen.

Hvor man tidligere havde set, at de tyske soldater havde bedt ham flytte sig eller havde tilkaldt det danske politi, lå efterdønningerne af oprørets måned stadig luften. En hverdag som før august 1943 kunne ikke komme på tale igen. Voldsspiralen fortsatte og den mere afstumpede og brutale vold var kommet for at blive.

Følg med på søndag, hvor du kan læse den første af i alt tre døgnrapporter om dagene op til den 29. august.

 

 

De tyske soldater i Aarhus

Under besættelsen var der en stor til- og frastrømning af tyske soldater i Aarhus. Nogle opholdt her sig kun i ganske kort tid, mens andre var her i længere perioder. Både luftvåbnet, krigsmarinen og hæren varetog  centrale funktioner for at opretholde den tyske besættelse af Aarhus.


Tyske soldater kører ind i Aarhus den 9. april 1940. (Besættelsesmuseet)

De tidlige år

Allerede kort tid efter besættelsen blev de første tyske tropper beordret til Aarhus. Soldaterne havde forskellige funktioner og årsagerne til at de var i Aarhus varierede. Langt de fleste var kun i Aarhus på lånt tid, men der var også instanser, der lå i byen i størstedelen af krigen. En af disse var det tyske luftforsvar. De meldte allerede deres ankomst den 10 april, hvor de bad om indkvartering til 300 mand og fik kontorlokaler på Hotel Regina. Herfra koordinerede de luftforsvaret af Aarhus og siden hele Danmark. På samme måde var Krigsmarinen en fast bestanddel af besættelsestidens Aarhus. Under besættelsen var havnen som oftest fyldt med tyske skibe. Både mineryddere, torpedobåde og følgeskibe til konvojer var en fast bestanddel af skibene i havnen.

Tyske krigsskibe og spærreballoner i Aarhus havn. (Besættelsesmuseet)

Hvor luftwaffe og krigsmarinen havde forskellige militære funktioner brugte hæren derimod fortrinsvis byen til indkvartering af tropper, der skulle genopstilles eller uddannes. En af de divisioner der under besættelsen havde soldater i byen var 269. Infanteri Division, der blev beordret til Danmark kort efter luftwaffe var blevet indkvarteret i Aarhus. Divisionen havde deltaget i invasionen af Polen, Belgien og Frankrig og skulle nu udføre sikringsopgaver i Danmark. Fra juni 1940 til marts 1941 lå divisionens artilleriregiment på Vester Allé Kaserne. Her fik de et tiltrængt afbræk fra fronten, og kunne forberede sig på nye opgaver. I juni 1941 forlod de atter byen for at deltage i angrebet på Sovjetunionen. Det var dog ikke sidste gang aarhusianerne skulle stifte bekendtskab med infanteriet. Allerede i december 1942 blev de forlagt til Norge og kom derfor atter igennem Aarhus.


Tysk maskingeværspost foran hovedbanegården. Billedet er taget under oprørene den 29. august 1943. (Besættelsesmuseet)

Aarhus som transithavn

Årsagen hertil var at Aarhus havn fra efteråret 1942 blev udskibningshavn for de tyske troppetransporter til og fra Norge. Aarhus blev dermed transitby for mange tyske soldater. Ved krigens afslutning stod der ca. 400.000 tyske soldater i Norge, og selvom alle ikke nødvendigvis kom gennem Aarhus var der ingen tvivl om, at Aarhus var et trafikalt knudepunkt for tyskerne, der på ugentlig basis sejlede tropper frem og tilbage. De tyske soldater på gennemrejse opholdte sig ofte ikke mere end nogle dage eller uger i Aarhus, men ikke desto mindre fyldte de i bybilledet.

Selv soldater fra det berygtede Waffen-SS kom igennem Aarhus. Dette blev blandt andet bemærket i en spionagerapport fra december 1944, der kunne konstatere at de var gået i land og marcherede ud mod tyske barakker på Skanderborgvej. Disse tropper var ofte på vej på orlov eller til genopstilling og kom direkte fra den finske front.


Troppetransportskibet Monte Rosa sejlede mange tyske soldater frem og tilbage mellem Aarhus og Norge. Her ses det fotograferet fra KFK’s Silo i juni 1944.(Besættelsesmuseet)

Den tyske tilstedeværelse i byen

Den øgede tyske tilstedeværelse i byen fik mærkbare konsekvenser på mere end en måde. Tyskerne begyndte i stigende grad at beslaglægge alt de kunne komme i nærheden af bygninger. Beboelsesejendomme, hoteller, forsamlingshuse, sygehuse og skoler blev alle taget i brug som besættelsen skred frem. Langt de fleste beslaglæggelser skulle bruges til indkvartering af tropper, men det rakte ikke. Tyskerne opførte derfor også et stort antal barakker forskellige steder i byen.

Beslaglæggelserne tog hårdt på bygningerne og ikke mindst skolerne måtte lide under en hårdhændet tysk behandling. De tyske soldater begik hærværk, stjal inventar og brugte reoler, stole og katedre som brændsel. Hvad bevæggrundene for deres opførsel var er ikke entydigt, og årsagerne er til en vis grad lige så forskellige som soldaterne var mange. Fælles for soldaterne var, at de kom til et stort set fredeligt paradis sammenlignet med fronten. Visse af disse havde imidlertid svært ved at løsrive sig fra fronten, hvilket netop kom til udtryk på blandt andet skolerne, men også ude i byrummet.

Østergades Hotel blev i efteråret 1942 beslaglagt. Det fungerede som soldaterhjem og hovedkvarter for den tyske ortskommandantur. (Besættelsesmuseet)

Sammenstød og samkvem med civilbefolkningen

Den betragtelige og massive tyske tilstedeværelse førte til gnidninger og sammenstød mellem danske civile og tyske soldater. Vold, hærværk, symbolsk modstand og uskyldige drillerier var alle sammen elementer i det daglige liv mellem soldaterne og aarhusianerne. Reaktionerne fra både dansk og tysk side var vidt forskellige. Hos statsadvokaten for særlige anliggender, der fungerede som bindeled mellem det danske politi og de tyske militærinstanser i sager, der involverede besættelsesmagten og civile danskere, blev der i dens fireårige levetid oprettet 1664 sager i Aarhus.

Antallet af sager fortæller dog kun den halve historie. Dels stoppede statsadvokaten for særlige anliggender med at fungere i juli 1944, dels var det langt fra alle sammenstød, der endte på deres bord. Som besættelsen skred frem var det dog tydeligt, at sammenstødenes karakter blev mere afstumpede og voldelige.

Bevæbnet tysk soldat under augustoprørene ved rådhuset. (Besættelsesmuseet)

Samtidig var det dog langt fra alle tyske soldater, der endte i sammenstød med civilbefolkningen. De fleste forsøgte at få det bedste ud af deres ophold i Aarhus. De vidste, at de levede i byen på lånt tid og at fronttjenesten lå lige om hjørnet. Visse tyske soldater fik endda gode relationer til danske familier om end langt de fleste levede med at der var en kølig distance mellem dem selv og den danske befolkning.

Tysk troppetransport ved Aarhus Banegård. (Besættelsesmuseet)

De tyske soldater i den nye udstilling

I forbindelse med den nye udstilling på Besættelsesmuseet arbejder vi meget med historierne om de tyske soldater. For tiden arbejder vi blandt andet på at skaffe flere dagbøger og soldaterbreve hjem fra tyske soldater, der var stationerede i Aarhus under besættelsen.

Vi vil gerne fortælle de spændende og indsigtsfulde historier om de tyske soldater i Aarhus. De rummer alle følelser lige fra vrede, had og kærlighed til svigt, afmagt og tryghed. De handler om mennesker der begår forbrydelser og om mennesker der bliver sat i ualmindelige positioner i en ualmindelig tid.
Det er Aarhus set fra besættelsesmagtens vinkel og det er Aarhus set fra neden, hvor den enkelte soldat også kommer til orde. Du kan følge med her på bloggen, hvor vi løbende deler den nyeste viden på området og historier om besættelsestiden i Aarhus.