De tyske troppetransporter til Norge

Siden besættelsen har det har været  kendt, at Aarhus havn fra oktober 1942 blev en vigtig udskibningshavn for de tyske troppetransporter til Norge. Men hvor mange soldater blev der sejlet mellem Aarhus og Norge? Og hvor mange konvojer sejlede der ud fra Aarhus?

Detaljerne om de tyske udskibninger til Norge har siden besættelsen været omgærdet af mystik. Det skyldes ikke mindst, at besættelsesmagten holdt kortene tæt ind til kroppen. Havnen blev bevogtet nidkært og alle Krigsmarinens dokumenter blev hemmeligstemplet. For et par år siden skete der dog et mindre gennembrud på området.

Spioner på havnen

En række spionagerapporter åbnede døren til tyskernes aktiviteter på klem. Modstandsbevægelsen havde skaffet sig vigtig viden om havnemiljøet, og det var lykkedes dem at producere nogle ganske detaljerede rapporter om nogle af de tyske ind- og udsejlinger i Aarhus.

Det banebrydende materiale gav os et indblik i Værnemagtens aktiviteter på havnen, og dækkede endda hele 1944 og frem til befrielsen. Vigtigst af alt underbyggede rapporterne tesen om Aarhus havns store betydning for tyskerne.

Notater om hvilke skibe der sejlede ind og ud af havnen og sporadiske oversigter over hvor mange, og hvilke soldater der var på gennemrejse i Aarhus tegnede et billede af en Krigsmarine, der havde travlt med at sejle soldater og gods til Norge, Finland, Letland, Polen og Tyskland.

Tyske skibe i havnen. Fotografiet er taget fra Rådhustårnet i 1942. (Besættelsesmuseet)

På opdagelse i arkiverne

Spionagerapporterne gav os blod på tanden og vi begyndte derfor at finkæmme både danske og tyske arkiver for materiale om den tyske Krigsmarines aktiviteter i Aarhus. Vi ledte især efter oversigter over sejladserne, der måske kunne skabe et samlet overblik over de tyske troppesejladser fra Aarhus. På det tyske Bundesarkivs militærarkiv i Freiburg faldt vi over et materiale, som vi vidste potentielt kunne kaste lys over omfanget af tyske troppetransporter til Norge.

Da tyskerne gjorde Aarhus til deres primære transithavn til Norge blev der oprettet et særskilt tjenestested, der skulle overse de mange troppetransporter. Det var dette tjenestesteds krigsdagbog vi var faldet over.

Selv kaldte de dagbogen for Kriegstagebuch der Kriegsmarinedienststelle Kopenhagen, Zweigstelle Aarhus (red. Krigsdagbogen for Krigsmarinens afdeling i Aarhus). Dagbøgerne dækkede perioden fra oktober 1942 til februar 1945, og selvom vi ikke kunne vide nøjagtigt, hvad materialet indeholdt antydede titlen på dagbogen, at vi måske kunne få besvaret nogle af vores mange spørgsmål om den tyske tilstedeværelse i Aarhus.

Forsiden på den tyske krigsdagbog. (Besættelsesmuseet)

Koordinering forud for transporterne

I starten af oktober 1942 kom afdelingens leder, Kapitänleutnant Freidrich Wilhelm Lübke til Aarhus for at iværksætte de kommende troppetransporter.

I løbet af måneden koordinerede han med hjælp fra blandt andet havnekommandenten fra Aalborg, Korvettenkapitän Blauert, sejlplanerne og strukturen omkring de mange kommende transporter. Det primære formål var at få fragtet soldater og gods videre til Norge, Finland, Tyskland, Polen og Letland. Det ambitiøse projekt krævede dog hjælp fra flere kanter.

Krigsmarinens andre skibes arbejde var en forudsætning for, at man i det hele taget kunne sejle tropper til og fra Norge. Blokadebrydere, mineryddere, forpostbåde og sikringsskibe fungerede alle individuelt, men samtidig som en samlet enhed der skulle sikre de tyske troppetransporter såvel som krigsskibe fri adgang og støtte i de forskellige farvande.

På land tog bykommandanten i Aarhus, Major Carl-Hans Kruse, fat i Aarhus kommune for at få anvist en byggeplads til en stor gennemgangslejr bestående af murstensbarakker. Han bad samtidig om indkvartering til 3300 soldater, der foruden de tropper der allerede var tilstede, skulle ligge fast i byen.

Resultatet blev, at både Læssøesgades, Samsøgades, og Nørrebrogades skole blev beslaglagt af besættelsesmagten. Det viste sig imidlertid ikke at være nok.
Da gymnastiksalene på Samsøgades skole midlertidigt blev afsat til de gennemrejsende soldater beslaglagde tyskerne også gymnastiksalene på Fjordgades skole og den ene gymnastiksal på Marselisborg Gymnasium.

Troppetransporterne fik altså væsentlig betydning for antallet af tyske beslaglæggelser og nyopførsler.

Dør på Læssøesgades Skole efter befrielsen. Mest fremtrædende er jernkorset, men ser man godt efter finder man også en vis utilfredshed med ledelsen gennem små udsagn som Tot über Göring og Adolf von Stalin såvel som det mere ikoniske udtryk Heim ins Reich. (Besættelsesmuseet)

Protester og forsøg på forhandlinger fra kommunens side var forgæves. Man fandt tyskernes krav uoverskueligt store og den voksende tyske tilstedeværelse problematisk.

For tyskerne derimod faldt alt på plads og den 18.10.1942 sejlede det første store godsskib under det nye tjenestested mod Norge. Disse kom krigen igennem til at fylde mindst lige så meget som troppetransporterne og forsynede Værnemagten med materiel og brændsel og forplejning på østfronten og i Norge, ligesom der også blev fragtet flæsk, sukker og andet gods til Tyskland.

De første troppetransporter

Med alt på plads kunne værnemagten iværksætte deres første transporter. Den 22.10.1942 sejlede skibene MS Lappland og MS Telde mod Oslo med 1528 mand og 19 køretøjer. Med sig havde de Sperrbrecher nr 131 og to forpostbåde, der fungerede som sikringsskibe i konvojen.

Nogle få af de tyske Sperrbrechere i Aarhus. Oversat betyder navnet blokadebrydere, men i praksis fungerede skibene som stifindere gennem minefelterne og var derfor afgørende for at sikre de mange soldater på troppetransporterne. (Besættelsesmuseet)

Den 28.10.1942 vendte skibene tilbage fra Oslo og begyndte straks af- og pålæsning. Hvad og hvor meget skibene i troppetransporterne medbragte til Aarhus fremgår ikke af dagbøgerne før oktober 1943.

Den første transport blev startskuddet til et helt fast indslag i den aarhusianske dagligdag under besættelsen. Allerede dagen efter MS Lappland og MS Telde var sejlet i havn, var de atter sejlet afsted igen.

Men selvom troppetransporterne var præget af den rutine, som den slags logistik nu kræver for at fungere effektivt, hændte det da også, at Lübke havde noget særligt at nedfælde i krigsdagbogen.

Belgierne

I november 1942 fik man på Krigsmarinens tjenestested en melding om, at der var et antal tilfangetagne belgiere på vej til Aarhus. Det blev anført i dagbogen, at der i Luftwaffes gennemgangslejr i Büchen, eller DULAG Büchen, var blevet konstateret, at belgierne var slemt inficerede med lus.

Ikke desto mindre forsatte man med at fragte belgierne mod Aarhus, hvor de skulle videre til Norge, formodentlig for at udføre fangearbejde for det tyske statslige entreprenørforetagende Organisation Todt.

Op imod 150.000 mennesker af forskellig nationalitet blev fragtet til Norge som Krigsfanger, politiske fanger, og tvangsarbejder mellem 1941-1945. Hvor mange der blev fragtet igennem Aarhus vides ikke. Langt de fleste fanger kom fra Østeuropa og Balken og mange af disse blev sejlet via Stettin. På billedet ses to tidligere sovjetiske krigsfanger efter befrielsen. (Besættelsesmuseet)

Lusene var dog reelt det mindste af besættelsesmagtens problemer med belgierne. Da belgierne ankom til Aarhus formåede de og den danske civilbefolkning at få kontakt med hinanden. Ifølge dagbogen lykkedes det belgierne at forbrødre sig med den indfødte befolkning, hvilket gjorde dem svære at kontrollere, uden at det dog nærmere anførtes, hvad det indebar i de tyske skrivelser.

Men går man i den daværende fuldmægtige for byrådet Keld Jardes arkiv finder man et brev skrevet på vegne af belgierne. Her takker de og beder borgmester Einar Stecher Christensen være forvisset om, at den modtagelse og støtte de havde fået af befolkningen, havde været et stor moralsk støtte.

Vrede hos Transportkommandanturen

Transportkommandanturen i Aarhus var utilfredse og befalede, at alle fanger i fremtiden skulle lastes direkte fra tog til skib. Tyskerne stod i en svær situation. I Danmark var der andre spilleregler end i resten af Europa. De kunne ikke bare behandle deres fanger som de ville og løsningen blev derfor at forsøge, at undgå al kontakt mellem fangerne og lokalbefolkningen.

Det skulle dog ikke lykkedes for dem. I starten af 1943 vandt byen og 250 ukrainske piger hinandens hjerter. Befolkningen støttede pigerne med blandt andet cigaretter og mad. De ukrainske piger var internerede på Fjordsgades skole inden de skulle videre til Norge, men det lykkedes dem, at smugle en række små notater ud til en dansk russisk mand, der siden blev anholdt. Notaterne fortalte blandt andet om, at pigerne sultede, og at nogle af dem blev anbragt i en kold arrest og derved blev alvorligt syge.

Senere samme år kom nordmanden Inge Marie Jensen igennem Aarhus. Hun var blandt de ca. 2.400 norske fanger, der blev transporteret via Aarhus i 1943-1944. Inge Marie huskede den aarhusianske lokalbefolknings venlighed så godt, at hun siden donerede en stor samling figurer hun havde lavet efter sin tid som fange i koncentrationslejren Ravensbrück.

Museets tidligere udstilling om Inge Marie Jensen Ravensbrücks rædsler. (Besættelsesmuseet)

De mange aflusninger

Alle skibene måtte med jævne mellemrum afluses, det var nemlig ikke kun fangerne der medbragte lus og andet utøj. I december 1942 var det endda så galt, at man måtte tage skibet MS Monte Rosa ud af drift indtil man kunne få desinficeret hele skibet.

MS Monte Rosa var et af de mest brugte tyske skibe til troppetransporterne. Inden krigsudbruddet var skibet en del af det nazistiske Kraft durch Freude program, der blandt andet skulle sikre billige ferier til hele befolkningen og derved promovere det nazistiske projekt. Her ses det på vej ud af Aarhus havn i 1944. (Besættelsesmuseet)

Skibet var overrendt af lus og man måtte tage hårde midler i brug. Det foreslåede gas man skulle bruge havde man imidlertid ikke på lager i Aarhus, og man måtte derfor bestille det i Hamborg og væbne sig med tålmodighed. I mere end en uge var skibet ude af drift indtil man fra Hamborg modtog pesticidet Cyklon B, der i dag mest af alt er kendt som det middel man brugte til at gasse jøder og andre uønskede med i udryddelseslejrene. Efter skibet var blevet gasset måtte det udluftes i tre dage inden besætningen atter kunne genoptage transporterne.

Oktober 1943

Som krigen skred frem gik antallet af troppetransporter kun en vej Fra oktober 1943 voksede antallet af og størrelsen på troppetransporterne voldsomt.

Tysk troppetransport og militærorkester på banegården. De fleste troppetransporter kom med tog til godsbaneterrænet og gik derfra. Datoen er ukendt. (Besættelsesmuseet)

Allerede i december 1943 skulle man dog opleve den måned med det største antal soldater, der blev sejlet til og fra Norge. I alt blev der fragtet 59.176 tropper mellem Aarhus og Norge, et tal der står tilbage som vidnesbyrd om, hvor vigtig en transitby Aarhus var for tyskernes indsats i Norge og Finland.

Ser vi tallene i et større perspektiv taler de endda et endnu tydeligere sprog. Mellem oktober 1943 og februar 1945, en periode på et år og fire måneder blev der fragtet 544.433 tropper, kvinder og civile. Langt de fleste af disse var soldater af forskellig karakter, mens antallet af civile kun beløb sig til 84 for perioden.

Troppeskib i havnen. Over havneterrænet ses spærreballoner, der skulle beskytte havn og skibe fra fjendtlige angreb. (Besættelsesmuseet)

Daglige sejladser

Det krævede to store konvojer med mellem tre og fire troppeskibe og alle de relevante sikringsskibe der arbejdede i døgndrift. Når først skibene var tømt blev det lastet øjeblikkeligt og udskibet så hurtigt som muligt. For hele dagbogens løbetid løb det op i 817 konvojer med enten gods, tropper eller begge dele, svarende til næsten en konvoj dagligt, der enten sejlede fra eller lagde til i Aarhus havn.

Tallene er dog stadig blot en del af historien. Medtaget i dagbogens opgørelser er ikke de mange lazaretskibe, der kom til Aarhus med sårede soldater fra østfronten. Til netop det åbner spionagerapporterne til gengæld døren til fortiden på klem.

Nogen egentlig oversigt over, hvor mange krigsfanger der blev fragtet gennem byen rummer dagbøgerne heller ikke. Tilsyneladende var det ikke det specifikke tjenestesteds opgave at føre fast dagbog for de områder eller også var antallet ikke større end, at de blev medtaget i den samlede optælling af tropper.

Det videre arbejde

Ikke desto mindre har materialet fra den tyske Krigsmarine vist sig væsentlig for vores forståelse af den tyske tilstedeværelse og det tyske arbejde i Aarhus. Arbejdet med den omfangsrige dagbog er dog for længst ikke afsluttet. For hvert spørgsmål materialet besvarer, rejser der sig et nyt. Flere af spørgsmålene kræver supplerende materiale, men der er ingen tvivl om, at Krigsmarinens dagbog fra Aarhus har givet os et klarere indblik i, hvordan den nazistiske besættelsesmagt opererede fra Danmarks næststørste by.

I den nye udstilling vil vi præsentere publikum for den nye viden vi får om besættelsesmagten. Indtil da kan du følge med her på bloggen, hvor vi løbende vil fortælle om de nyeste arkivfund, og hvordan de bidrager, underbygger eller forandrer historien om Aarhus under besættelsen.

Dagene op til den 29. august var på alle måder dramatiske. Hvor den 29. august ikke bar præg af store optøjer i Aarhus, var den dramatisk på andre måder og især nogle af de ledende skikkelser skulle stå overfor et stort koordineringsarbejde.

Værnemagten på tilbagetog

Foruden det faktum, at befolkningen i løbet af sommeren 1943 havde fået nok, lå modet til endelig at gå på gaden og byde tyskerne trods også deri, at tyskerne havde lidt alvorlige nederlag på både Øst- og Middelhavsfronten. Oven i det indledte de allierede operation Gomorrah den 24. juli. De store brandbombardementer havde stort set jævnet Hamborg med jorden.

Svigtende resultater betød, at troen på tysk nederlag blomstrede op. For Modstandsbevægelsen var det en oplagt mulighed for at optrappe sabotageaktiviteten og bekæmpe forhandlings- og samarbejdspolitikken yderligere, hvilket de blandt andet gjorde her i Aarhus med flere sabotager i August alene end i alle måneder forinden.

Et ultimatum

Tyskerne havde på ingen måde behov for yderligere problemer. Hitler var svært utilfreds med den drejning situationen havde taget i Danmark og kaldte den tyske rigsbefuldmægtigede Dr. Werner Best hjem til en irettesættelse. Med sig tilbage fik Best en række ultimative krav som han fremlagde for regeringen. Blandt kravene var det især dødsstraffen, som regeringen ikke kunne acceptere, hvorefter den gik af.

Besættelsesmuseet.

Borgmesteren anholdes

Tyskernes svar blev at indføre militær undtagelsestilstand den 29. august. De krav den danske regering havde afvist blev ligeledes øjeblikkeligt indført.

I Aarhus startede dagen med, at borgmester Einar Stecher Christensen blev afhentet i sit sommerhus kl. 4:30 om morgenen af en tysk officer og nogle soldater. Hans hustru, der kunne observere det hele, spurgte bekymret om hun fik sin mand at se igen. Svaret var kort og kontant. Det kom an på om borgmesteren var fornuftig. Herfra gik turen ind til den tyske kommandantur på Østergades hotel, hvor Stecher Christensen mødte politimester Einar Hoeck, der var blevet afhentet på samme vis.

Efter at være blevet gjort bekendt med undtagelsestilstanden og de tyske krav, opråbet til befolkningen fra den øverstkommanderende tyske myndighed i byen og de nye arbejdsforhold blev de begge løsladt. De havde under protest accepteret de nye arbejdsforhold.

Opråbet fra den tyske Standortältester. Besættelsesmuseet.

Anholdelse af prominente skikkelser

Det var imidlertid ikke kun Stecher Christensen og Hoeck der blev anholdt. Professorerne Blinkenberg, Frandsen, Stender Petersen og Blatt, overbibliotekar Carl Thomsen, landstingsmedlem Malchau, redaktør fra Aarhus Amtstidende Martin og lærer Grønborg var ligeledes blevet anholdt. Herudover havde tyskerne forsøgt, at anholde folketingsmedlem Otto Kier, der dog ikke var hjemme. Han blev senere anholdt og sat sammen med de ovenstående.

Der var tale om en decideret gidseltagning og borgmesteren kunne ikke få at vide, hvorfor de pågældende personer var anholdt. De blev indkvarteret på Sømandshjemmet på havnen, hvor de hensad i flere dage før de første blev løsladt. Resten blev ført til Horserødlejren, hvor de atter sad lang tid, før de blev løsladt.

En gruppe af de anholdte. Fra venstre Redaktør Jakob Martin, Professor Stender Pedersen, Professor Blatt og lærer Grønborg. Besættelsesmuseet.

Fra venstre Redaktør Jakob Martin, Professor Stender Pedersen, Professor Blatt og lærer Grønborg.

Spærretiden giver logistiske udfordringer

Grundet den af tyskerne indførte spærretid kunne ingen der kom med toget til Aarhus komme fra banegården efter kl.20. Politiet var sig klar over, at dette ville udgøre et problem og tog derfor kontakt til den tyske bykommandant Major Kruse, der gjorde en undtagelse og lod politiet eskortere alle der ankom til Aarhus hjem.

Man valgte derfor at tage kontakt til sporvejsdirektøren, der indvilligede i at stille trambusser til rådighed. Herefter henvendte politiet sig på rutebilremisen på Dollerupvej, hvor der var tre chauffører, der endnu ikke var taget hjem fra arbejde. Der blev straks gjort tre rutebiler klar og kl.20.30 stod de klar på Banegårdspladsen. Indtil kl. 01.30 blev 325 rejsende kørt til deres bopæl. Havde det ikke været for politiet havde de måtte vente på banegården indtil kl. 06.00 om morgenen.

Politimester Ejnar Hoeck fortalte efter besættelsen, at det fortrinsvis var store logistiske udfordringer, der kom til at definere hans 29. august. Besættelsesmuseet.

Tyske vagtposter overalt

Det var tydeligt, at den militære undtagelsestilstand havde udløst en hel anden militær undtagelsestilstand. I alle hovedgaderne var de tyske patruljer opstillet med korte mellemrum. De var bevæbnede med pistoler, geværer, maskinpistoler og håndgranater.

Foran hovedbanegården var der opstillet talrige vagtposter såvel som en maskingeværsrede. Bevægede man sig rundt i byen blev man ved hver enkelt vagtpost råbt an med et højt ”halt”, samtidig med at man blev belyst med en stærk lommelygte og et skydevåben. Herefter skulle man hurtigst muligt finde sine papirer frem.

Den tyske maskingeværspost ved banegården den 29. august 1943. Besættelsesmuseet.

Lovovertrædelser kunne få store konsekvenser

Trods tyskernes massive patruljering var der alligevel enkelte der skulle prøve lykken på dagen. Kl. 15.20 blev to mænd indbragt til politistationen. De var blevet anholdt af civilklædte tyskere for at omdele kommunistiske skrifter.

Sagen blev herefter både taget op i det danske retssystem og Luftwaffes krigsret her i byen. Under behandlingen af sagen i krigsretten gjorde dommeren det klart, at i al fald den ene af de to mænd havde gjort sig skyldig i ”begunstigelse af fjenden”, for hvilket straffen var døden. Til mandens held var der en overbetjent fra det danske sikkerhedspoliti tilstede, der kunne meddele dommeren, at sagen allerede var under behandling af de danske myndigheder, hvilket blev fundet tilfredsstillende. Luftwaffes Krigsret lod sagen gå videre ved den danske domstol.

Den 11. oktober 1943 blev manden idømt 30 dages hæfte. Hvad han har tænkte kan man kun forestille sig, men sagen viser på bedste vis, at den linje der fra tysk side var lagt for dagen efter augustoprørene var markant anderledes og hårdere.

Denne linje skulle få uoverskuelige konsekvenser for en lang række danskere, der skulle ende i fængsel, i KZ-lejre eller endda betale med livet. Man var gået ind i besættelsens anden fase, hvor vold, lovløshed, sabotager, schalburgtager, likvideringer og clearingdrab skulle sætte dagsordenen. Befolkningen havde budt besættelsesmagten trods, og en ild var for alvor tændt hos dem der havde viljen og modet.

Dagen efter det for alvor var ved at gå galt var politipatruljerne tidligt på gaden. Politiet skulle ikke risikere noget og patruljerede derfor især ved de gader, der i dagene forinden havde været særligt plaget af opløb. Allerede før vagtskiftet med natholdet var morgenpatruljen ude og sikre, at der var ro i gaderne.

Det var tydeligt, at politiet ikke ville risikere noget og allerhelst så, at de kunne stoppe opløbene inden de overhovedet begyndte.

En anmodning til bykommandanten

I et forsøg på netop dette tog politimester Ejnar Hoeck kontakt til bykommandanten Major Kruse. Gårsdagens mange anholdelser og optøjer var problematiske, men yderligere besværet blev situationen af de tyske soldaters ageren.

Hoeck havde ved selvsyn observeret, hvordan en tysk motorpatrulje provokerede ved sin optræden, idet den pludselig uden grund standsede op for at gøre klar til skydning, hvorved folk flygtede ind i opgange og porte, kun for at komme til stede, da patruljen atter kørte afsted.

Politimesteren henvendte sig derfor til Major Kruse og henstillede indtrængende til ham, at lade de tyske patruljer vise sig så lidt som muligt og udvise tilbageholdenhed. Alternativt, indskærpede Hoeck, ville han trække politiet bort fra gaderne og lade lovløsheden råde.

Dette stillede selvsagt bykommandanten i en besværlig position. På den ene side var det i tyskernes interesse, at der herskede ro og orden i gaderne. Skulle de selv opretholde den ville det uden tvivl ende mere voldeligt, end hvis politiet tog sig af optøjerne. Omvendt var det ufordelagtigt for majoren, at lade værnemagten fremstå svag i en sådan forhandlingssituation, ikke mindst overfor sine overordnede, herunder General von Hanneken, der måske endda kunne anse det som landsforræderi at værnemagten skulle lade sig diktere af politiet under de givne omstændigheder.

Major Kruse var for Hoeck heldigvis en pragmatisk mand og havde i øvrigt et ganske udmærket forhold med de forskellige ledende instanser i byen. Han ønskede først og fremmest, at der var ro på gemytterne, og at Aarhus for så vidt muligt var et fredeligt sted, hvor de tyske soldater kunne være i fred og ro.

Han meddelte derfor politimesteren, at han ville efterkomme hans ønske, og at han i øvrigt allerede dagen forinden havde instrueret soldaterne lignende. Langt hen ad dagen skulle der af samme årsag også være forholdsvis roligt fra de tyske soldaters side af.

– Politimester Ejnar Hoeck i spidsen for en gruppe politifolk i forbindelse med politiets genindtrædelsesparade d. 13. maj 1945. Besættelsesmuseet.

Hærværk er også et protestmiddel

Desto mere blev politiet overrasket da der op ad morgenen var et større opløb ved Produktionsforeningens Brødfabrik i Studsgade. Her var der samlet en del mennesker i anledning af, at der fra fabrikken blev udleveret brød.

Samtidig med optøjerne ved brødfabrikken begyndte en regulær hærværksaktion.  På Vestergade, Volden og fiskerihavnen fik en række butikker ruderne knust. Det skulle tage politiet to timer at få skabt sig et overblik og få ro på gemytterne. Nok var der ro fra tysk side af, men det havde ikke stoppet civilbefolkningen.

– Optøjer i forbindelse med augustoprørene på Banegårdspladsen. Besættelsesmuseet.

Det største antal af anholdelser hidtil

Politiet var imidlertid ved at være rutinerede ud i at opløse opløbene. Da der kl.15:20 var samlet et større opløb ved lokomotivremisen på Sonnesgade gjorde politiet kort proces. På gaden var der samlet mellem 400 og 500 personer, mens der foran indgangen til remisen stod 45 mænd.

Politiet kom til stedet i deres patruljevogne og steg ud. Da folkemængden blev opmærksomme på politiet, gjorde de pludselig front mod betjentene, der var i voldsomt undertal, og stormede hen mod dem. Den ledende overbetjent gjorde det eneste han kunne og bad alle trække deres stave og slå løs på folkemængden.

Om det var regnen af slag der faldt over dem der deltog i opløbet eller en anden faktor der var udslagsgivende, er uvist, men i løbet af 25 minutter vendte betjentene tilbage til politistationen. Med sig bragte de alle 45 mænd, der havde stået ved indgangen til Lokomotivremisen. Det var det største antal anholdte på en gang i augustdagene, fire mere end det samlede antal fra dagen før.

Efterdønninger fra gårsdagens begivenheder

Gårsdagens begivenheder ved Høegh Guldbergsgades kaserne havde enten sat dybere spor i de tyske soldater end først antaget, eller også brugte de tyske officerer anledningen til at vise deres magt.

Kl. 20:15 blev der meddelt til politistationen, at der var forsamlet et større opløb ude foran kasernen. De samme betjente, der havde måtte trække stavene mod civilbefolkningen for blot fem tider siden, måtte atter afsted.

Da de ankom, blev de mødt af ganske få mennesker der stod i deres gadedøre. Der havde tilsyneladende ikke været skyggen af et opløb. En tysk løjtnant henvendte sig til betjentene og anmodede om, at alle vinduer i huskarreen, hvorfra der aftenen forinden var blevet affyret skud mod kasernen skulle lukkes, ligesom mørklægningsgardinerne i lejlighederne skulle trækkes ned til trods for at der ikke var lys i lejlighederne. Løjtnanten blev gjort bekendt med, at det ikke var befalet i Danmark at mørklægge vinduer, hvor der ikke var lys, hvortil han svarede at han hermed befalede det.

Politiet efterkom hans anmodning og samtlige vinduer blev lukket og mørklagt. Samtidig havde tyskerne opsat flere maskingeværsreder i de omkringliggende gader. Skulle der ske noget, ville de kunne besvare ilden øjeblikkeligt. Politiet kunne imidlertid være tilfredse med, at værnemagten faktisk efterkom Major Kruses befaling og ikke aktivt opsøgte konflikten med tæskehold og lignende som dagene forinden.

– Tysk cykelpatrulje. Det var ulovligt at fotografere tyske soldater, og det forekommer, at fotografen forsøger at skjule sin handling. Besættelsesmuseet.

Det skulle jo ske

Der var lys at spore for enden af tunnelen. En dag uden skud og større sammenstød mellem civilbefolkningen og de tyske soldater var snart slut. Kl.21.20 modtog politistationen desværre det telefonopkald de mok mindst af alt havde håbet på.

På hjørnet af Gerlachsgade og Trepkasgade var der blevet skudt på et par unge mænd. Politiet hastede til stedet, men fandt hverken opløb eller medlemmer af den tyske værnemagt. De to unge mænd blev kørt til behandling på kommunehospitalet.

Politiet var på bar bund indtil de på stedet blev oplyst, at yderligere en var blevet ramt af skud. Det drejede sig om en ung kvinde på 19 år, der havde fået et skudsår i hovedet, men straks herefter, formodentlig i chok, havde begivet sig hjem.

– Bevæbnet tysk soldat visiterer civil dansk mand under augustoprørene. Besættelsesmuseet.

Betjentene henvendte sig straks i hjemmet, hvor de traf den tilskadekomne. De bad hende følge med til stationen, hvorfra hun blev bragt til kommunehospitalet for at få foretaget en røntgenfotografering.

Her forklarede den unge kvinde, at en tysk patrulje var kommet kørende. Idet den passerede Gerlachsgade, åbnede den ild ned ad gaden, hvorved hun blev ramt. Der havde ikke været sammenstimlen eller nogen som helst provokation mod værnemagten og episoden var præcis den slags både politimester Hoeck og Bykommandant Major Kruse ville undgå.

Atter afmønstring på stationen

Betjentene vendte kort over midnat tilbage til politistationen og kunne se tilbage på en dag, der havde budt på lidt af hvert. Politimesterens anmodning havde langt hen ad vejen båret frugt, men Kruses befaling var i sidste ende ikke nok og sagesløse civile var atter tæt på at miste livet til tysk geværild.

I morgen kan du læse sidste indlæg i serien om augustoprørene i Aarhus, hvor vi for denne gang afrunder den måned der var med til at ændre besættelsens karakter fuldstændig.

Oven på de mange optøjer og sammenstød den 26. august var Aarhus lang tid om at komme til sig selv. Det synes, at de eneste der var oppe fra morgenstunden var byens politi, der til gengæld patruljerede byen nidkært og flittigt.

Hver gang betjentene vendte tilbage fra deres patruljer var meldingen dog den samme. Alt åndede fred og ro. Det var som om at gårsdagens begivenheder havde efterladt alle parter udmattet.

Den knuste rude hos Urmager Frandsen

Det eneste der var værd at rapportere, var at butiksruden hos Guldsmede- og Urmagerforretningen på Vestergade Nr. 15 var blevet knust med en sten. Hullet i ruden var så stort at politiet var nødsaget til at beslaglægge alle udstillede varer. De kunne ikke få fat på butikkens indehaver, Hans Andersen Frandsen, og frygtede, at folk ville benytte sig af muligheden for at gå på rov.

Hans Andersen Frandsen var imidlertid ikke en hvilken som helst urmager. Han var Overgruppefører i DNSAP og en del af Schalburgkorpsets Landstorm. Det er derfor heller ikke utænkeligt, at hans politiske ståsted blev udslagsgivende og resulterede i den hærværk, der blev begået mod hans forretning.

Urmager Frandsen skulle senere lide en værre skæbne end at få sin butiksrude knust. Den 26. april 1945 kort før kl.18:00 blev han likvideret med tre pistolskud på Aaboulevarden. Det viste sig siden, at han havde arbejdet som stikker for Gestapo. Hvem der præcis foretog likvideringen er i dag uvist, men likvideringsgruppen der stod bag var ledet af Einar ”Leif” Sørensen. Selv samme Sørensen var en del af politiet indtil han gik under jorden og deltog i modstandsarbejdet.

Folk stimlet sammen om den likviderede Urmager Frandsen den 26. april 1945. Besættelsesmuseet.

Stavene trækkes

Den ro som morgenen var præget af skulle imidlertid ikke var ved. Kl.12.45 vendte en af politiets patruljevogne tilbage til stationen og kun melde, at der havde været skyderi på Thorvaldsensgade ved Aaboulevarden. Det viste sig, at der havde været optræk til opløb, og at værnemagten atter havde grebet til deres skydevåben. Byen var ved at vågne op.

Herfra gik det som dagen forinden. Der var sammenstimlen over hele byen og politiet var travlt optaget med at forsøge at få spredt de protesterende masser der ofte bestod af mange hundrede mennesker. Lykkedes det dem ikke var alternativet, at tyskerne greb til våben, noget der ikke var ønskeligt for nogen parter og resulterede i panik og kaos.

Politiet gik derfor også hårdere til værks end dagen forinden. Højtalervognen synes ikke nok mere, og stavene blev ofte trukket for at få stoppet opløbene. Ligeledes begyndte politiet at foretage en del anholdelser af folk, der ikke gjorde, som de bad dem om. 13 arbejdere fra DSB blev anholdt under et opløb foran Centralværkstedets Portnerhus, da de modsat resten af opløbet ikke ville fjerne sig da politiet ankom. Dette var endda ikke et enestående tilfælde. Spændingsfeltet mellem befolkningen, besættelsesmagten og politiet viste sig atter fra sin mest absurde side.

Yderligere afspærringer

For at dæmme op for de mange konfrontationer valgte politiet med afsæt i gårdsdagens afspærring af Bruunsgade at spærre et af de område, hvor opløbene havde været flest og farligst. Det var tydeligt, at man måtte gøre noget for at undgå de mange sammenstød, der altovervejende resulterede i sårede danskere. En mand blev bragt til kommunehospitalet, hvor han blev behandlet for et skudsår i låret. To andre blev bragt til amtssygehuset. Den ene blev behandlet for et bajonetstik i ansigtet, den anden var blevet ramt af skud i nakken.

Afspærringerne skulle virke præventivt. Det var simpelthen blevet for farligt at konfrontere værnemagtens soldater, der tydeligvis var kampberedte. Helt galt var det ved at gå da en forsamling på 500 mennesker ved Friheden blev omringet af kampklare tyske soldater og panservogne. Folkemassen gik i panik og havde blot én tysk soldat åbnet ild mod menneskemængden kunne konsekvenserne have været uoverskuelige.

Politiet valgt at spærre Sønder Alle fra hjørnet af Søndergade og til Fredensgade, Østergade fra hjørnet af Søndergade til Fredensgade og Amaliegade. Ved hver afspærring blev der posteret vagter.

Befolkningen på flugt under augustoprøret. Besættelsesmuseet.

Vi indsætter kampvognene

Kl. 21:45 måtte politiet tage ned på Kaserneboulevarden til hvad der skulle blive dagens sidste opgave. Herfra var det blevet meddelt, at der blev skudt kraftigt mod værnemagtens kaserne og autopark på Høegh-Guldbergs Gade. Værnemagten havde i mellemtiden sporet sig ind på, hvilke vinduer skuddene kom fra og var begyndt at besvare ilden. De havde omringet hele karreen der var omgivet af Kaserneboulevarden, Høegh-Guldbergs Gade, Fyensgade og Ny Munkegade.

Da situationens alvor ikke var til at tage fejl af henvendte politiet sig straks på kasernen. En tysk oberst forklarede politiet, at tyskerne ville besætte ejendommen og lade kampvogne og kanoner skyde den sønder og sammen. Obersten ville ikke finde sig i at hans kaserne og soldater blev beskudt.

Politiet indvilligede selvsagt i at gøre, hvad der måtte gøres for at undgå katastrofen. Man undersøgte ejendommen, men hvem end der havde beskudt tyskerne var sluppet væk. Man opsatte derfor vagtposter, der skulle blive til man fik fat på den mistænkte.

Tysk militærkolonne på hjørnet af Kaserneboulevarden og Ny Munkegade. I baggrunden ses Høegh Guldbergsgades Kaserne i baggrunden. Besættelsesmuseet.

Gårsdagens anholdte

Foruden at være travlt beskæftiget med at forsøge at genskabe ro og orden i byen i løbet af den 27. havde politiet også en travlt med at få styr på, hvem, hvor mange og hvorfor folk var blevet anholdt den 26. Det viste sig, at flere af dem der var blevet anholdt af værnemagten var blevet afhørt op til ti gange og var gået på vand og brød. De var blevet indkvarteret i Oliemøllens administrationsbygning, hvor de var blevet tildelt feltsenge. Alle var de blevet udsat for forskellige grader af vold. En var blevet banket af flere soldater over flere omgange, mens en anden var blevet grebet af to tyske soldater og med en maskinpistol var blevet ført ind i administrationsbygningen, hvorefter de slog cigaretten ud af munden på ham og kaldte ham ”Schweinhund”. Fælles for dem alle var at de først blev løsladt den 27. omkring kl.19.00 da politiet havde dannet sig et overblik over situationen og i øvrigt ikke kunne få oplyst, hvad værnemagten havde tænkt sig at sigte dem for.

Endnu en dag med massive konfrontationer

Endnu en dag under augustoprøret var gået. Det var en dag, der atter havde budt på alvorlige sammenstød og faretruende situationer for alle parter. Til alles held lykkedes det politiet at genoprette ro og orden og omkring midnat var byen som den havde været i de tidlige morgentimer: rolig.

Følg med igen i morgen, hvor du kan få et indblik i nogle af de mange begivenheder der skete den 28. august 1943, dagen før undtagelsestilstanden.