Juleaften o hvor er du sød, så skal alle folk ha’ sagogrød

Som Anden Verdenskrig skred frem blev varemanglen og rationeringen mere omfattende. Krigen havde medført et sammenbrud af verdenshandlen, hvilket betød, at import af vare var ekstremt begrænset.

Kolonialvarer, såsom sukker, kaffe, chokolade, appelsiner osv., måtte man pludselige kigge langt efter, og de varer, man kunne købe, kostede næsten dobbeltpris.

At julen var genstand for mange bekymringer og spekulationer kan derfor ikke overraske – for hvordan fejrer man jul, når der er mangel på alt?

Heldigvis var bøger, blade og aviser fulde af gode erstatnings- og sparerråd til landets borgere om, hvordan man klarede alt fra julemad til julegaver.

Julemad og varemangel

Det var i forvejen vanskeligt at få husholdningen til at køre rundt, og at få rationeringsmærkerne til at stemme overens med husstandens behov – juletiden gjorde det ikke lettere. I Aarhus-avisen Demokraten blev husmødrenes udfordringer ved juletid beskrevet således:

Vi tæller Rationeringsmærkerne endnu engang. Vi haaber at kunne faa lidt fra til Julebagningen; men det ser sløjt ud med Beholdningen. Kan vi ikke knibe et eller andet Sted? – Det var nu rart, om vi kunne bage lidt Smaakager, f. Eks. Vaniliekranse – av! Opskriften siger ½ kg Mel og ½ kg Margarine – en saga blott!” (dec. 1942)

Aarhusianske RENA tilbød en kemisk løsning på mangelsituationen i juletiden. (Hjemmet, 1942)

Svesker, rosiner, chokolade og andre eksotiske varer forsvandt næsten helt fra butikkerne. Derfor var danskerne nødt til at finde på erstatninger, så man stadig kunne tilfredsstille familien og – i hvert fald nogenlunde – lave de gode gamle juleopskrifter.

Men hvordan laver man f.eks. et godt julebrød, når det er vanskeligt at skaffe sukat og rosiner? Løsningen skulle findes i køkkenhaven og blev kaldt rabarberrosiner.

Rabarberrosiner
Rabarber skylles, flækkes paa langs 2-4 Gange og skæres i smaa Terninger.
Til 1 Kg. Rabarber beregnes:
300-500 g. Sukker.5 g. Citronsyre.1 g. Benzoesyre.
Sukker, Citronsyre og Benzoesyre blandes grundigt, og Rabarberne neddrysses lagvist med Blandingen, som henstaar til næste Dag.
Bemærk Saften skal staa over ”Rosinerne”.

I det hele taget var julebagning vanskeligt. Hvedemel, sukker, smør og margarine var alt sammen rationeret. I Aarhus havde man heldigvis Frøken Gottlieb Hansen, som under Besættelsen afholdt kurser for husmødrene i, hvordan man kunne klare sig med en beskeden husholdning. Her er hendes bud på en billig

honningkage:

Billig Honningkage
250 g. Sirup eller Kunsthonning, ½ kg. Rugsigtemel eller Hvedemel, ½ kg Havregryn og ½ kg Bygmel, 1 Liter Kærnemælk, 2 Æg, 4 Topskefulde Natron, 1 Tskf. Nelliker,   2 Tskf. Kanel (eller erstatningskanel), 1 Tskf. Allehånd,
1 Tskf. Ingefær (eller erstatningsingefær),
½ kg Puddersukker, Rabarberrosiner.
Sirup eller Honning varmes op, til det er flydende, irøres derefter Kærnemælk og sammenpiskede Æg. Mel, Natron og Krydderier sigtes sammen og røres i Dejen skiftevis med Havregrynene. Rababerrosiner vendes i lidt af Melet og røres i til sidst.Bages i Bradepande ved jævn varme i ¾-1 Time.
Kagen bliver bedre af at ligge i 8-14 Dage, saa det er ikke saa meget for tidligt at bage den nu.

Desværre må man jo tænke sig til chokoladeovertrækket.

Juleaften er fyldt med traditioner. Vi fylder maverne med dejlig julemad, og der er klare forventninger til, hvad denne mad består af – om end det varierer lidt fra husstand til husstand. Men risengrød, risalamande og selvfølgelig en masse julegodter, kan da ikke undværes. Og ligesådan tænkte man da også under besættelsen.

Desværre var både ris og fløde mangelvarer. Ris var stort set udgået af markedet i 1942, så i mange danske hjem, kunne man blive nødt til at stille sig tilfreds med f.eks. sagogrød eller havegrød i stedet for risengrøden. Og som dessert juleaften måtte det gå an med en ”Byg á l’amande” – ifølge avisens madplan i december 1942.

Juleknaset må heller ikke mangle. Heldigvis kunne man i avisen finde en opskrift på marcipanerstatning, som kunne klares med selv den mest beskedne husholdning.

Marcipanerstatning

Hertil kan man simpelthen bruge en melet, godt dampet Kartoffel, der moses fint ud og æltes op med sigtet Flormelis, til det bliver som smeltet Dejg. Mandelessensen tilsættes efter smag, og der formes forskellige Smaastykker heraf. (dec. 1942)

Man kan have sin tvivl om, hvor stor begejstring denne marcipan har vagt i de små hjem. Men heldigvis står, den kære, Kirsten Hüttemeier altid klar med en god opskrift, for som hun skriver i 1945: ”Lidt Kræs skal der frem!

Dejlig billig Konfekt
50 g Smør, 1 Spsk. Sirup (Maltsirup), 100 g Puddersukker,  100 g Havregryn, Smør, Sukker og Sirup smeltes i en Gryde. Grynene røres i, og med 2 Teskeer sættes Guffet i smaa Toppe paa en smurt Bageplade for at tørre. Naar de har staaet nogle Minutter et koldt Sted, tages de af Pladen med en Kniv og serveres.
De smager herligt og er lavet i Løbet af Nul-Komma-Fem.

Hjemmelavede julegaver

Julegaver var også forbundet med store bekymringer. I damebladet Mønster Tidende blev det beskrevet således:

 ”Julegaver er – i Aar mere end nogen Sinde – et Problem, der sikkert trykker mange Mennesker. Julen er jo dyr nok i Forvejen, og der er meget faa Penge at raade over. Med andre Ord, Fantasien og Opfindsomheden maa mobiliseres særlig kraftigt, hvis man skal klare sig. For der er jo alligevel noget trist ved slet ingen Ting at skænke bort. […] De fleste voksne er da heldigvis saadan indstillede, at de bliver lige saa rørte over en lille Gave, der har kostet mere Ulejlighed end Penge, som de vilde bliver over noget kostbart færdigkøbt. Vi er jo alle i samme Baad. Med Børnene er Vanskeligere; de smaa Hjerner begriber ikke saa let, at der ikke kan købes ind som sædvanlig; de venter, og de glæder sig, og de er saa svære at skuffe.” (dec. 1942)

Heldigvis var der mange gode råd og idéer til hjemmelavede julegaver i de danske dameblade. Her er idéer til julegaver til hele familien.

Måske nogle af dem kunne bruges i dag?

Hvad med at lave tøj og sengetøj til datterens dukke? Brug de stof- og granrester, som alligevel er for små til, at de kan bruges til andet. En ekstra fin detalje er, at brodere dukkens navn på sengetøjet – det er den slags, som gør lykke hos en mindreårig dukke-moder.

En hjemmelavet dukkeseng. (Mønster Tidende, 15. december 1942)

Til sønnen kan man lave en legevogn ud af en tom cigarkasse, hvorpå der monteres fire halve garntrisser som hjul. Kassen bliver gjort festlig med en gang maling eller tapetrester, som klippes i figurer og limes på.

Hjemmelavet legevogn af cigarkasse.  (Mønster Tidende, 15. december 1942)

Manden skal da heller ikke snydes for en hjemmelavet julegave. Den fingrefærdige husmoder kan heldigvis bruge sine stofrester til at lave en patchwork toiletrulle-holder eller en æske til kraveknapperne – som han jo aldrig kan finde. Til æsken skal man bare bruge en tom og rengjort crème-bøtte. Den lakeres i festlige farver og på låget males små kraveknapper. Ovenpå limes en forknap som håndtag og bøtten fyldes til randen med kraveknapper.

Æske til forknapper lavet en en crème-bøtte. (Mønster Tidende, 15. december 1942)

Den gode veninde kunne man jo overraske med en træsko. Ganske vist i den allermindste størrelse – ifølge Mønster Tidende kan de nemlig købes for en rimelig pris i alle trævareforretninger. Alle veninderne fra syklubben får man til at skrive deres navne derpå med blyant, som man senere trækker op med tusch. Og så kan man jo dekorere skoen med lidt blomstermotiver. Som prikken over i’et kan man komme lidt hjemmelavet konfekt ned i skoen. ”saa kan De tro, det er en nydelig Gave.”

En træsko med godter og autografer.  (Mønster Tidende, 15. december 1942)

Ej heller at forglemme sin moder og svigermoder. Til dem kan man lave den yndigste lille tændstiks-hylde. Hertil skal bruges en tom osteæske, hvor de to dele – æsken og låget – skæres til, så de ikke er så dybe. Dernæst betrækkes de to dele med en stump mønstret voksdug og limes sammen. I toppen montres en gardinring, så hylden kan hænges op.

Voilà, så er julegaverne på plads.

Tændstiks-hylde af osteæske. (Hjemmet, 8. december 1942)

Hjerternes fest

På trods af hårde tider, krig og varemangel blev det alligevel jul i de små danske hjem. Når man læser i aviserne og magasinerne fra besættelsen, er det helt gennemgående, at man var bestemt ved, at julen skulle blive god og hyggelig, for: ”hvor der er Hjertevarme, er der Julestemning”.

Et budskab som stadig er vigtigt at huske på i dag, når julestresset raser.

Og mon ikke også nogle enkelte af de gode gamle opskrifter på julemad og hjemmelavede julegaver kunne fortjene en renæssance?

De frivillige på Besættelsesmuseet

Besættelsesmuseet er beriget med en stor forening af frivillige. De bidrager hver og en med et stort stykke arbejde, et altid godt humør og en kæmpe viden om besættelsestiden – enkelte kan endda dele ud af egne erindringer fra tiden.

At lave et nyt museum, er et omfattende arbejde. Derfor er motiverede frivillige en forudsætning for, at projektet overhovedet kan lykkes. De frivillige på Besættelsesmuseet hjælper til i arbejdet med registrering og klargøring af museumsgenstande, rundvisninger, undervisning i skoler og meget mere.

Da Besættelsesmuseet lukkede i 2018 og skulle tømmes, for at gøre plads til renovation, mødte en stor flok frivillige op og sørgede for at ALT blev pakket ned og flyttet på rekordtid.

Vi er dybt afhængige af de frivilliges arbejdskraft – uden dem ville åbningen af det nye Besættelsesmuseum have lange udsigter.

Helle og Niels er frivillige på Besættelsesmuseet. Her ses de sammen med historiker, Maria Juul, igang med at registrere et croquis-maleri af storstikkeren, Grethe Bartram, til museets samling.

I denne artikel vil vi gerne synliggøre vores frivillige, som gør en stille men uundværlige indsats på Besættelsesmuseet. I de følgende afsnit fortæller to af museets frivillige, Anne-Birthe og Niels, om deres arbejde på Besættelsesmuseet.

Anne-Birthe arbejder med registrering og genstandshåndtering

I foråret 2018 fik jeg mulighed for at blive frivillig på Besættelsesmuseet. Når man som jeg gennem flere år har haft en stor interesse for Anden Verdenskrig, er det en gave at få lov til at arbejde med denne del af historien, hvor man også får genstande fra tiden i hænderne.

Anne-Birthe har arbejdet som sygeplejerske. Hun har flere års erfaring med registreringsarbejde fra både museums- og arkivverdenen.

Før vi kan registrere, har vores historikere udvalgt genstandene og lagt informationer om dem frem til os. At arbejde med at registrere genstande betyder, at genstandene skal fotograferes, måles, registreres på computeren og pakkes. Vi er instrueret i, hvordan man omgås genstandene korrekt med handsker og bruger det nensomme greb, når de historiske genstande flyttes og håndteres.

Den direkte kontakt med genstandene kan sommetider gøre, at hårene rejser sig på armene. Det sætter mange tanker i gang om, hvad de personer, som har haft genstandene, har været igennem. Og hvorfor de har gemt genstande, som andre måske ville have kasseret.

Vi arbejder sammen to og to. Og det er vigtigt at vi har et godt samarbejde, hvilket gør at det hele glider meget nemmere. Og jeg er så heldig at have en fantastisk samarbejdspartner i Sverre, som er meget vidende på området. Han har oplevet krigen, hvilket jeg ikke har, så der falder mange guldkorn af fra ham, som jeg kan suge til mig. Og så er det jo et tillægsgode, at vi snakker og griner godt sammen.

Jeg er fuld af beundring for vores historikere, som altid har tid til en snak, hvis vi har brug for det. Maria, som er den person, der direkte arbejder med os frivillige, sørger for at alt ligger parat til os, når vi kommer. Vi kan altid ringe til hende, hvis vi er i tvivl, og vi føler ikke, vi er til ulejlighed, når vi gør det. Hun møder os altid med et stort smil og venlighed.

Faktisk føler jeg, at vores frivillige arbejde bliver rigtig godt modtaget. Et andet tillægsgode er, at vi lige nu er placeret i Den Gamle By, som det er dejligt at gå rundt i.

Niels formidler for folkeskoleklasser

Jeg blev pensioneret i 2016. I 2017 blev jeg ansat som frivillig på besættelsesmuseet. Som efterkrigsbarn – årgang 1951- har perioden 1939 – 1945 altid interesseret mig, så det er derfor utroligt spændende at være tilknyttet Besættelsesmuseet og være med til de mangeartede opgaver, der er følge af renovering og fornyelse af museet.

Niels har arbejdet ved Aarhus Kommune som chefkonsulent. Foruden sit arbejde på museet, har han spillet en stor rolle i projektet “Krigens sidste stemmer”.

Mens museet er under ombygning kan der ikke tilbydes rundvisninger eller besøg på museet. I stedet tilbydes skolerne, at museets guider kommer ud på skolerne og fortælle om Danmark under besættelsen.

Jeg har siden museet blev lukket været ude adskillige gange. Hver gang har det været en yderst positiv oplevelse. Museet anbefaler, at det er fra 6. klassetrin og opefter. Første gang skulle jeg stå overfor en 8.klasse. Selvom formidling i forsamlinger af forskellige størrelse har været en del af mit aktive arbejdsliv, var jeg alligevel meget spændt. Måske lå der lidt fordomme inde bag hjernebarken og lurede: ”Ukoncentrerede teenagere, der overhovedet ikke gider høre om noget, der ligger så mange år tilbage.”

Men de fordomme blev i særdeleshed gjort til skamme. Denne og alle efterfølgende gange har jeg kun mødt disciplinerede, interesserede, lyttende og spørgende unge mennesker, der gør formidling af stoffet til en oplevelse i sig selv.

En af de store oplevelser, jeg har haft, var, da jeg var ude på Skæring Skole sammen med en af de sidste frivillige, der har oplevet besættelsen. Poul er født den 9. april og blev 13 år i 1940. At se og høre Poul, der trods sin alder er frisk og rørig og stod ret op og ned under hele foredraget, kan man kun blive ydmyg og rørt over. Vi delte foredraget på den måde at han fortalte om sine personlige oplevelser under besættelsen på Fyn, hvorefter jeg tog over og fortalte om, hvad der skete i Aarhus. Der er ingen tvivl om, at Pouls autenticitet fastholdt vores unge publikum. Den autenticitet må vi andre ”årsunger” så kompensere for ved at fortællingen bliver så levende som muligt – men altid sandfærdig!

Som det formentlig er fremgået, har besøgene på de forskellige skoler i Østjylland indtil nu været en ren fornøjelse.

Oplevelsen af personfortællinger

Praktikforløb med tests af formidlingsidéer
af Johanne Christensen

I august 2018 startede en ny praktikant i et praktikforløb på Besættelsesmuseet. Johanne studerer Oplevelsesøkonomi på sin Kandidat ved Aarhus Universitet. Dertil har hun en baggrund som Bachelor i Kunsthistorie og Museumsstudier. Under praktikforløbet er Johannes opgave, at udvikle og afprøve tests og brugerundersøgelser, som skal være med til at optimere museets formidling i de nye udstillinger.

Johanne Christensen, på sin kontorplads i Den Gamle By

Johanne interviewer gæsterne i Den Gamle By, uanset vind og vejr.

I dette blogindlæg fortæller Johanne om de metoder hun arbejder med, når der laves brugerundersøgelser med prototyper til udviklingen af udstillingselementer.

Persona-elementet
Hovedopgaven i min praktik er at undersøge en udstillingsidé om et persona-element i Besættelsesmuseets nye udstilling, som åbner i foråret 2020. Persona-elementet skal være gennemgående i hele museet, men stadig fungere uafhængigt af den øvrige udstilling. Det foregår således, at gæsten ved indgangen får udleveret et legitimationskort med én bestemt persona-fortælling. Det kan f.eks. være en modstandsmand, en husmor eller en politimand. Igennem museet vil du som gæst støde på nogle kortlæserstationer, hvorpå du kan lægge dit legitimationskort. Herved udløses dit personas fortælling. Du får et unikt indblik i et menneskets umiddelbare tanker, handlinger og oplevelser i hans eller hendes samtid. Gæsten introduceres for datidens både store og små dilemmaer, lige fra varemangel og rationering til likvideringer og landsforræderi.

Sådan forestiller vi os, at Besættelsesmuseets fremtidige kortaflæserstationer eventuelt kommer til at se ud.

Min opgave er at undersøge brugervenligheden af dette formidlingselement ud fra et oplevelsesøkonomisk perspektiv. De næste afsnit giver eksempler på, hvordan jeg arbejder mig frem til indsigter i gæstens perspektiv, og overfører dette til produktudviklingen af persona-elementet.

Oplevelsesøkonomi og ny museologi
Kandidaten i Oplevelsesøkonomi er en relativ ny uddannelse, da den blev oprettet i 2007 på Aarhus Universitet. Kort fortalt handler det om, at skabe merværdi for mennesket gennem oplevelser. Det gøres ved at udfordre, udvikle og undersøge forskellige kulturelle praksisser. De redskaber, vi arbejder med, kommer fra fag som antropologi, design, entreprenørskab, kommunikation og marketing.

I kraft af min baggrund i Kunsthistorie og Museologiske Studier retter jeg mit praktikforløb mod en kobling mellem museumsarbejdet og Oplevelsesøkonomi. Når jeg tester formidlingsideer, er mit udgangspunkt hele tiden museumsgæstens oplevelse. Mit formål er, at skabe brugervenlighed for gæsten, og forstå og undersøge gæstens adfærd og præferencer til det spændende museumsbesøg.

Håndskrevet illustration af mine refleksioner over min designproces som praktikant hos Besættelsesmuseet.

Anskuelsen af det spændende museumsbesøg har ændret sig markant de seneste årtier. Museerne har som vidensinstitutioner udviklet sig i takt med ny teknologi. Denne udvikling kendes som Ny Museologi og hænger uomtvisteligt sammen med designarbejdet i udstillingsopbygning.

Udviklingen i Ny Museologi betyder, at viden sker i en konstant interaktion med museumsgæsten. Museet holder fast i de fysiske rammer i udstillingsopsætningen, men gør det i relation til det mere teknologiske og digitale design. Samtidig anvendes teknologier heri til at skabe en aktiv deltagelse for museumsgæsten. Det kan eksempelvis anses i tilknytning til mit praktikforløb, hvor jeg tester, hvordan de digitale kortaflæserstationer kan være med til at igangsætte refleksioner og aktivitet hos gæsterne.

Den sociale deltagelse og brugervenlighed er hermed designets formål i vidensinstitutioner i dag. Det er i denne kobling af det fysiske rums design og det faglige indhold, at jeg undersøger brugervenligheden i Besættelsesmuseets formidlingsoplevelser.

Test af formidlingsformer
Jeg arbejder med 5 temaer, som skal udvikles indenfor persona-elementet: Koncept og identifikation, abstraktionsniveau, formidlingsform, formidlingsindhold og visualisering. Temaerne tager alle udgangspunkt i museumsgæstens møde med persona-elementet.

Først og fremmest skal det undersøges hvorvidt hver af de seks digitale stationer skal formidles med tekst, højtlæsning eller begge dele. Ved testen af dette har jeg udarbejdet to prototyper, som er analog ”klippe-klister” papirudgaver af, hvordan kortaflæserstationerne kunne se ud.

Prototyperne, som ses på billederne nedenfor, er to modsætninger, hvoraf den ene form baseres på mulighederne for tekst og højtlæsning, og den anden på fotos og højtlæsning. Min bevæggrund for at dele prototypen op i de to modsætninger er, at skarpt opdelte tests i udsnit, typisk giver de mest tydelige svar.

Analog prototype, som fremhæver konkrete formidlings virkemidler. Disse fotos er udelukkende forbeholdt tests, og skal ikke anvendes til persona-elementet eller anses som en del af de fiktive personfortællinger.

Prototypen som arbejdsredskab er her anvendt på 3 måder; som repræsentationer for en idé, dernæst som repræsentation for opdelte aspekter af idéen, og prototypen kan derved bruges som kickstarter for en materiel diskussion. En formidlingsform kan dermed testes, før man har det færdigudviklede produkt. Dette afhænger dog af, at prototypens indhold kan efterligne digitale skærmes forestillede indhold. Heldigvis vil de museumsgæster, som jeg interviewer, gerne være med til at bruge fantasien og forestille sig alle de muligheder og funktioner, som kan ses ud fra et stykke illustreret papir.

Den næste klippe-klister-prototype, jeg tester, er anvendelse og forståelsen af en mulig ”Vidste du…”-funktion i de fremtidige kortaflæserstationer. Her vil jeg anvende en kobling af observationer og spørgsmål til gæsten for at undersøge, hvorvidt indholdet rent faktisk bruges og huskes i overensstemmelse med funktionerne. Prototypen nedenfor indeholder; et følelsesbetonet brev, ”Vidste du…” med mange tal-fakta og to kontekst-fotos.

Endnu et eksempel på en analog prototype. Disse fotos er igen udelukkende anvendt til testen, og er derfor ikke tilpasset indholdet.

Prototypen er brugt til kvantitativt at undersøge, hvad museumsgæsten foretrækker af disse tre dele, hvis de f.eks. skulle vide mere om KZ-lejrer. Under mine samtaler med museumsgæster, udtrykte de fleste, at de gerne ville have det følelsesbetonede brev fremvist på en skræm; altså den personlige beretning. Dog gerne suppleret med fotos og ”Vidste du…”-funktionen. Derved kan vi arbejde videre med, at mange gæster foretrækker den personlige beretning som primær fortælling. Samtidig ser de gerne dette understøttet af kort og præcis fakta og originale fotos. Det leder desuden op til en overvejelse om, hvorvidt det skal være muligt for gæsterne selv at vælge, hvordan de får deres viden. F.eks. om fakta-bokse skal være obligatoriske eller en valgfri funktion i elementet.

Desuden blev prototypen brugt som et materielt springbræt til at tale om digitale stationer mere generelt. Museumsgæsterne, jeg interviewede, udtrykte et ønske om, at kunne trykke sig ind på mere og mere opdagelse af ny viden. Muligheden for overblikket ved illustrationer var også populært. Sidst, men ikke mindst, blev også personfortællinger via digitale skærme rost højt, og det var endda uden en intro til persona-elementet.

Workshop som kvalitativ kvalificering
Med et behov for at undersøge mere dybdegående omkring oplevelsen af persona-elementet organiserede jeg 2 workshops på 2 timer; en for det faglige personale, og en for eksterne interesserede deltagere. Begge gange med 7-8 deltagere.

Formålet med workshoppen var at undersøge, hvordan refleksion, identifikation og forståelse skete ved få et legitimationskort udleveret, og derefter følge en personfortælling. Under workshoppen var det min opgave, at observere deltagernes adfærd omkring de opstillede aktiviteter. På baggrund af dette afsluttedes workshoppen med en åben debat, hvor deltagerne fik mulighed for, at komme med konstruktiv kritik og udviklingsforslag til persona-elementet.

Fotos fra opstillingen til workshoppen. Hvert bord indeholder små konkrete opgaver, som skal hjælpe til refleksion og forståelse af de virkemidler vi anvender i persona-elementet.

Et eksempel på workshoppens anvendelighed som metode er, at deltagerne udtrykker, hvad de synes er interessant, irrelevant, let forståeligt eller for svært. Det betyder, at vi i udviklingen af elementet får en tydelig retning at gå efter, så vi kan lave den bedst mulige formidling. Workshoppen som test viste, hvad deltagerne reagerede på og italesatte, og derved hvad der er det væsentligste at arbejde videre med. Diskussionerne fik især synliggjort en udfordring i at formidle balancen mellem drama og det daglige, og heri balancen mellem det følelsesmæssige og det historiske fakta.

Hensigten i persona-elementet, er blandt andet konfrontationen med et dilemma, som gæsten skal tage stilling til undervejs. Dilemmaerne vil være baseret på virkelige begivenheder, men formidlet via et fiktivt persona. Under workshoppen blev der sat spørgsmålstegn ved, hvordan dette formidles mest levende og informationsrigt. Hvordan formidler man autenticiteten i en dramatiseret fortælling? Det er netop dette, som en diskussion under workshoppen kan være med til at afklare. Ved at stå over for dilemmaet medførtes en nysgerrighed omkring de virkelig hændelser under besættelsen. Workshop-deltagerne følte desuden at de fik ”indblik i en selv”, når de stod over for et valg mellem det moralske rigtige og konsekvenserne heraf. Dermed har diskussion om dilemmaet under workshoppen været med til at tydeliggøre de væsentligste aspekter ved denne formidling.

I det nye Besættelsesmuseum bliver der lagt vægt på den sociale oplevelse, hvor dialog og refleksion er i centrum for gæstens oplevelse.

Den overordnede konklusion fra workshoppen var, at oplevelsen ikke kan standardiseres. Hver især får man sit eget individuelle udbytte af en persona, afhængigt af hvilke erfaringer, man selv kommer med som gæst. Vi kan som formidlere af elementet derved fokuserer på, at udvikle rammerne omkring den individuelle identifikation og refleksion. Konkluderende var alle deltagere til begge workshops meget positive overfor persona-elementet som formidlingsform.

Dette er et eksempel på en station i workshoppen, hvor deltagerne selv skulle matche fotos og historier. Den fik positiv feedback, som formidlingsvirkemiddel.

Den sidste del af praktikforløbet
Under mit praktikforløb har jeg erfaret, at Oplevelsesøkonomi som faglighed kan supplere udstillingsarbejdet med kvalifikationer af idéer både i teori og praksis. Faget er særdeles anvendeligt under processens idéstadie, hvor form og deltaljer udvikles og besluttes. Når man vil formidle en hel masse og involvere museumsgæsten, er Oplevelsesøkonomiske designmetoder med til at sikre brugervenligheden i formidlingen.

Med denne bevidsthed arbejder jeg i den sidste del af mit praktikforløb videre med prototyper til undersøgelser af både form og indhold ved persona-elementet. Eksempelvis har jeg fået sammensat en ordliste, som kan klarlægge hvilke begreber fra perioden, som er mere eller mindre forståelige for Hr. og Fru Danmark. Således kan Besættelsesmuseet arbejde videre med at imødekomme dette i formidlingen, uden at gå på kompromis med periodens autenticitet. Derudover arbejder jeg videre med observationer af museumsgæster, når de bevæger sig rundt blandt skilte, digitale skærme og museumsgenstande. Mit formål er fortsat undersøgelsen af, hvordan vi sikrer det mest spændende og reflekterende museumsbesøg for gæsterne.

Til slut vil jeg sige et stort tak til de mange museumsgæster i Den Gamle By og de frivillige, som har bidraget med deres tid og observationer til mine undersøgelser.

 

Henvisninger
Dalsgaard, Peter; Dindler, Christian & Eriksson, Eva. (2008): Designing for participation in public knowledge institutions i: Proceedings of the 5th Nordic conference on Human-computer interaction: building bridges, NordiCHI ’08

Lim, Youn-Kyung; Stolerman, EriK & Tenenberg, Josh. (2008): The Anatomy of Prototypes: Prototypes as Filters, Prototypes as Manifestations of Design Ideas. i: ACM Transactions on Computer-Human Interaction, Vol. 15, No. 2, Article 7.

Genstande fra Helvede

Et Smugkig i Besættelsesmuseets Samling 

I perioden 1941-45 blev omtrent 300 aarhusianere deporteret til kz-lejre og tugthuse både inden- og uden for Danmarks grænser. Efter deres ophold i lejrene bragte mange fanger forskellige genstande med sig hjem. I dag er mange af disse genstande endt i Besættelsesmuseets samling. De fortæller hver især en historie om savnet, afmagten og frygten, som prægede fangskabet. I dette blogindlæg diskuteres nogle af de overvejelser, der opstår når Besættelsesmuseet skal udvælge og formidle de genstande, som gemmer på særligt personfølsomme og ubehagelige historier om aarhusianerne i kz-lejre.

Skitsetegning fra de sidste dage i Neuengamme, april 1945. Blandt Besættelsesmuseets arkivalier har vi en stor samling af skitsetegninger, lavet af Victor Glysing Jensen under sit ophold i kz-lejren Neuengamme. De danske og norske fanger var fortrinsvist placeret i ”Stenbygningen”, som der refereres til nederst på tegningen. (Besættelsesmuseet)

Vores personlige ejendele repræsenterer hvem vi er og associeres ofte til bestemte minder. Men hvad sker der når disse private ejendele og minder pludseligt bliver til offentligt eje; når de kommer på museum og bliver en del af vores fælles kulturarv? Hvordan kan museer dele det enkelte individs traumer og glæder og kan nutidens mennesker overhovedet relatere til minder om kz-lejre, tortur og menneskelig nedbrydelse?

Tavshed og Skam
I bogen Selv Stjernerne Frøs fortæller den aarhusianske fotograf Børge Venge (1918-2012) om erindringerne fra livet i kz-lejren. Forfatteren og initiativtageren bag erindringsbogen, Knud Esmann, skriver således i forordet:

Resten af livet martredes han ved rædslen for ikke at blive troet af familie, venner og alle andre, hvis han fortalte, hvad han havde oplevet. […] Angsten for at blive afvist og latterliggjort, lå som et låg over kz-lejr erfaringerne. […] Da vi lavede aftalen om erindringsbogen, tøvede han med at sige ja til mit gentagne forslag. Afvisningen blev ikke mildnet snarere skærpet med tiden. Det stod på i årevis. Tæppet var sænket, og derved skulle det blive. […] Da han endelig brød sin selvpålagte tavshed […], skete det ud fra troen på, at alle har ret til at blive hørt, uanset hvem og hvor mange, der har magten.”

Portræt af Børge Venge. Tegnet af russisk medfange under opholdet i kz-lejren Sachsenhausen. (Besættelsesmuseet)

Dette citat viser netop dobbeltheden i, at historier kan være både sårbare, forbundet med skam og ønskes skjult, men også at der er et behov for at få dem fortalt. Igennem kz-fangernes erindringer, souvenirers og efterbearbejdelser kan vi måske forsøge at forstå fortiden – eller endnu vigtigere, at lære af den?

Følsomme Genstande

Ifølge den amerikanske museolog og museumsinspektør, Nina Simon, har iscenesættelsen af genstande en direkte sammenhæng med gæstens opfattelse af en udstillings budskab. Dvs. at genstande kan tillægges en social rolle, når de formidles. Denne sociale rolle kan eksistere i flere former:

  • Personlige genstande, som har en tydelig historie bag sig, og f.eks. refererer til et bestemt minde, person eller periode.
  • Aktive genstande, som indbyder til aktivitet og samtale ved at opfordre til fysisk handling eller som tiltrækker opmærksomhed ved selv at være fysiske.
  • Provokerende genstande, som kan frastøde, chokere eller overraske og derved lede til debat.
  • Relationelle genstande, som inviterer folk til at socialisere med hinanden, eller som skaber tilknytning mellem genstanden og gæsten.

Kort og godt er sociale genstande altså objekter, som igangsætter en reaktion hos museumsgæsten og derved indbyder til indlevelse og refleksion. En og samme genstand kan dog høre under flere kategorier. Det afgøres udelukkende af, hvordan formidleren iscenesætter genstanden. At håndtere sociale genstande medfører derfor et stort ansvar fra formidlerens side, og det kræver at vi nøje overvejer genstandens potentiale og præcist hvilken historie den skal fortælle. Det giver formidleren en stor magt ift. at bestemme, hvilket budskab gæsten skal have med fra sit museumsbesøg.

Illustration af grundideerne til formidlingen i den nye udstilling på Besættelsesmuseet, som åbner i foråret 2020. I udstillingen lægges der stor vægt på personfortalte beretninger, hvor mennesket er i centrum. Dette afspejles ligeledes i udvælgelsen af de genstande, som skal indgå i udstillingen. (Besættelsesmuseet)

I Besættelsesmuseets kommende udstilling om Aarhusianere i kz-lejre arbejder vi med genstande, som både kan anses som personlige, provokerende og relationelle. F.eks. en genstand som, i kraft af sin direkte tilknytning til en bestemt person, kan chokere, men også skabe indlevelse. Det lyder umiddelbart som en selvmodsigelse, men man kan argumentere for, at historiefortællingen om kz-lejrene har indpodet sig så dybt i vores kollektive erindring, at alene ordet ”kz” giver associationer til udryddelseslejre, sult og tortur. Genstandenes ophav antænder dermed i sig selv følelser, associationer og refleksion. Derfor placerer vi denne unikke genstandsgruppe under en ny kategori: følsomme genstande.

Børges Maleri
Året er 1943 og den nygifte, aarhusianske amatørfotograf, Børge Venge, føres fra sit hjem i Guldsmedegade af Gestapo. Anklagen lyder på ”Hetz mod det Stortyske Rige”. Venge har fotograferet de store tyske militærskibe og straffen herfor var arbejdsfængsel. Venge sendes først til Frøslevlejren, derefter til kz-lejren Sachsenhausen og til sidst til kz-lejren Neuengamme. Han kom hjem i foråret 1945 med De Hvide Busser. Da Børge vendte hjem havde han dette maleri med sig.

(Besættelsesmuseet)

Kunstneren bag var Venges medfange og ven, som gik under pseudonymet H. Dorn. Det er et bestillingsarbejde udført i kz-lejren Sachsenhausen. Det udtrykker, hvordan kunstneren forestillede sig, at et hjem i Århus ville se ud. Dorn var schweizer og døde i lejren. Helt udsædvanligt fik Venge lov til at hænge maleriet op i barakken under sit ophold. Det var således det første han så om morgenen, når han vågnede og det sidste han så om aftenen, når han gik i seng. Maleriet var et forsøg på at dulme hjemveen og savnet til familien. Det var en flugt fra den uhyrlige virkelighed han nu befandt sig i. Men da han kom hjem og atter fik hægt maleriet op, syntes han alligevel ikke, at farverne var helt rigtige; det havde været en illusion, som nu havde mistet sin betydning. Derfor gav han maleriet videre til sin ældre broder.

At finde trøst i et motiv, der i så liden grad minder om Aarhus, afslører hvor desperat Venge har været efter, at få en flugt fra den virkelighed han befandt sig i. Et så desperat forsøg på at dulme savn og hjemve vækker empati. Det fortæller os noget om de håb og drømme, som gav fangerne mod på at fortsætte kampen for livet i en ellers håbløs tilværelse. Ligeledes fortæller det os noget om kammeratskabet og sammenholdet, som Venge oplevede i kz-lejren. Det fortæller os noget om den uretfærdighed og tilfældighed, der herskede og som kunne være afgørende for liv og død – Venge kom hjem, men Dorn døde i lejren, hvorfor? Sidst men ikke mindst fortæller maleriet os en del om manden, Børge Venge. En mand som bevarede sin interesse for kunst og skønhed, selv i de mest uhyggelige omgivelser, en mand som helt usædvanligt formåede at få Blokbestyrerens tilladelse til, at hænge maleriet op i lejren.

Formidlingen af dette maleri kræver, at vi forsøger at forstå Børge Venge ud fra hans daværende livsverden. Maleriet fortjener ikke at blive udstillet som et smukt kunststykke eller som en kz-souvenir. For Venge har maleriet udelukkende haft en betydning under opholdet i lejren. Det har været et overlevelsesredskab og det er dén historie vi vil belyse.

Byttevare og taknemmelighedsgaver
Umiddelbart efter Værnemagtens internering af Kommunisterne i sommeren 1941, organiserede de danske myndigheder hjælp til kz-fanger. Hjælpen bestod bl.a. i levnedsmiddel- og tøjpakker til fager i fængsler, tugthuse og kz-lejre. I takt med den stigende internering fra 29. august 1943 og interneringen af politikfolk og grænsegendarmer i 1944, kom hjælpepakkerne til at omfatte omkring 6000 fanger. Forsendelsen af 2-3 pakker pr. mand pr. måned foregik via Dansk Røde Kors.

(Besættelsesmuseet)

Dette bestik har været benyttet af Erik Hansen (1917-1997) under hans ophold i kz-lejren Neuengamme. Hansen var arkitekt i Skive og kurér for Toldstrup. Han gik under dæknavnet Knold i sit arbejde for modstandsbevægelsens modtagegruppe i Nordjylland. Hansen blev arresteret i foråret 1944, indsat i Vestre Fængsel og deporteret til Neuengamme. Han kom hjem med De Hvide Busser i april 1945.

Bestikket er fremstillet af en sovjetisk krigs- og medfange og blev givet til Hansen i bytte for cigaretter, som han havde fra Røde Kors Pakkerne. Selvom denne historie egentlig ikke har en kobling til Aarhus er den et klassisk eksempel på, hvordan danske kz-fanger har benyttet Røde Kors Pakkerne. Denne historie taler egentlig ikke til vores følelser. Den illustrerer mest af alt en historie om Røde Kors Pakkerne som en valuta i kz-lejrene.

Kammen, som ses nedenfor, har tilhørt Carl G. Munch Hansen (1910-?), som var politibetjent i Aarhus. Munch Hansen blev tilfangetaget og interneret i Buchenwald i september 1944. Den er fremstillet af en medfange – en sigøjner – og givet som tak for, at Munch Hansen havde delt sin mad fra Røde Kors Pakkerne med ham.

(Besættelsesmuseet)

Med denne historie er kammen ikke længere bare et redskab, men et symbol på fællesskab og sammenhold, på trods hårde levevilkår og forskellig nationalitet – en alliance. Derudover understøtter kammens historie, at Røde Kors Pakkerne virkelig var en central del af de Skandinaviske kz-fangers vilkår og overlevelse i lejrene.

Tilsammen illustrerer de to genstande, at livet i kz-lejrene både var præget af sammenhold og medmenneskelighed, men også at der var opbygget et kommercielt system for at sikre det enkelte individs vilkår og overlevelse. De viser også, at Røde Kors Pakkerne ikke kun var livsbevarende, men også fungerede som byttevarer i lejrene. I dette tilfælde kan man altså se, at det ikke kun er valget af genstande og historier, som er vigtigt ift. det budskab vi søger at formidle. Det er i høj grad også fravalget af genstande, som er med til at tegne et sandfærdigt billedet af livet i kz-lejrene.

Leos Fangedragt
Den 13. januar 1944 trængte Gestapo ind i tandtekniker Leo Kæraa (1905-2003) og hans hustru Doris’ villa i Risskov. Gestapo åbnede ild mod døren til det værelse, hvor parret opholdte sig sammen med deres 7 årige søn. Doris Kæraa, der stod nærmest døren blev ramt og dræbt på stedet. Leo Kæraa overlevede et maveskud, men blev ført bort af Gestapo. Anklagen lød på, at Kæraa skulle have givet nedskutte flyvere og faldskærmsmænd logi i sin praksis. Han blev først indsat i Vestre Fængsel i København, dernæst sendt til Frøslevlejren og siden deporteret til kz-lejren Neuengamme.

Leo Kæraas fangefoto fra Frøslevlejren, hvor han sad fanget inden han blev sendt videre til kz-lejren Neuengamme. (Besættelsesmuseet)

Fangedragten, som Leo Kæraa hjembragte fra Neuengamme, er i dag en del af Besættelsesmuseets samling. På jakken ses fangenummeret og resterne fra den røde trekant, som markerede at han var politisk fange.

(Besættelsesmuseet)

Fangedragten er ganske enestående, fordi den står så stærkt i sit fysiske udtryk. Den skaber indlevelse med det samme og får alle, der ser på den, til at stoppe op og reflektere. Går man i detaljen gemmer der sig et hav af historier. Det elendige materiale, som dragten er lavet af fortæller i sig selv en historie om inhumane forhold og frihedsberøvelse. Fangenummeret, fortæller en historie om frarøvelsen af den enkelte fanges identitet og den røde trekant er en fortælling om kriminaliseringen af minoritetsgrupper og opponenter. Endnu en faktor, som gør netop denne genstand særligt følsom er, at beklædningsdele er noget af det mest kropsnære som vi mennesker beskæftiger sig med. Når noget så normalt som en trøje og et par bukser bliver knyttet til noget så uhyggeligt som kz-lejre, kan det ikke undgå at skabe en reaktion.

Håndtering af Følsomme Genstande
Disse genstande er få eksempler på de mange spændende og kuriøse genstande, som gemmer sig i Besættelsesmuseets samling.

Der findes desværre ingen faste retningslinjer for, hvordan man skal håndtere sådanne følsomme genstande. Det skyldes at hver genstand er lige så unik, som historierne og personerne bag dem. I nogle tilfælde må vi lade genstanden tale for sig selv, andre gange er det alene historien bag genstanden, som gør den interessant. Vigtigheden ligger i, at vi altid formidler genstanden ud fra dens egen kontekst. Hvis vi tillægger genstande elementer fra nutidens synspunkter, risikerer vi at tolke på genstanden, og dermed gøre den til noget den ikke er. Kun ved at være tro mod genstadens samtid sikrer vi den mest autentiske forståelse af historien og håndterer den personfølsomme fortælling mest respektfuldt.

Der er mange spændende genstande fra kz-lejrene i Besættelsesmuseets samling. Vi er i øjeblikket i gang med en større gennemgang og registreringsproces, så genstandene kan blive klar til åbningen af det nye museum. Håndteringen af genstandene kræver stor forsigtighed, derfor bruges altid handsker.

Henvisninger
Esmann, Knud (2014) Selv Stjernerne Frøs: Børge Venge – en Skæbnefortælling, Forlaget Ådalen.

Simon, Nina (2010) The Participatory Museum.

Besat af Befrielsen

4. maj-arrangement hos Besættelsesmuseet og Kvindemuseet

 

Befrielsen blev fejret i Mathilde Fibigers Have

I anledningen af den 73. årsdag for Danmarks befrielse afholdte Besættelsesmuseet og Kvindemuseet, traditionen tro, en befrielsesfest d. 4. maj 2018.

Besættelsesbazar i Mathilde Fibigers Have. Der var solskin og højt humør, da Besættelsesmuseet og Kvindemuseet bød velkommen til befrielsesfest.

Fredag viste sig at blive en herlig solskinsdag. I Mathilde Fibigers Have havde Besættelsesmuseet og Kvindemuseet tilrettelagt en besættelsesbazar med boder og aktiviteter. Der var bl.a. mulighed for at købe forfriskninger, kigge i dameblade og opskriftsbøger fra 1940’erne samt røre ved genstande fra Besættelsesmuseets samling. De første gæster blev mødt velkomne kl 16.00 og festen blev kl 20.30 rundet af med befrielsesbudskabet og fællessang med ”En lærke letted’”.

Dagen igennem sørgede Nik Ukkles for autentisk jazz og swingmusik afspillet på originale lakplader.

Eftermiddagen var spækket med aktiviteter, som alle stod i besættelsestidens tegn. Gæsterne blev budt på krisekage, som er lavet ganske uden smør, og fra kl. 18.00 holdt suppekøkkenet åbnet for alle sulte sjæle.

Fra det rygende nødbluskomfur, midt på pladsen, kunne man få serveret en stærk, kulsort kop Richs erstatningskaffe, serveret i madamblåkander. For gæsterne var dette enten et fornøjeligt gensyn eller en, mere eller mindre, underholdende førstegangsoplevelse. Omkring komfuret blev der delt anekdoter om billedkortene i Richs pakkerne, som børnene samlede på, eller om bedstefaren, der efter krigen, ikke længere fandt smagen af kaffe bitter nok og derfor foretrak Richs frem for ægte kaffe. Gentagene gange lød citatet ”Det er Richs der driks, men det er Danmarks der dur”, som et minde fra fortiden, der blev genfundet ved synet af de kulørte pakker og den egenartede smag.

Udskænkningen af erstatningskaffe af en af museets frivillige. Nødbluskomfuret var et populært samlingssted da det ved aftenstide blev køligt på pladsen.

To gange i løbet af eftermiddagen var det muligt at købe sig plads på en af Århus Historiers byvandringer anført af historiker, Doron Haahr. Byvandringerne satte fokus på interessante og begivenhedsrige nedslagspunkter i besættelsestidens Århus. Desuden kunne gæsterne få et smugkig ind på besættelsesmuseet, som ellers er lukket indtil 2020, grundet en omfattende renovering. Her viste, museumsinspektør, Søren Tange Rasmussen rundt i de autentiske, uformidlede lokaler og fortalte om de planer, museet har for den nye udstilling.

Befrielsen blev også markeret med en række oplæg om Århus under besættelsen og efterkrigstiden. Søren Tange Rasmussen, talte bl.a. om befrielsen og inspirerede tilhørerne til at tænke over, hvad besættelsestiden betyder for vores liv og samfund i dag. Oplæggene stod tillige i kvindernes tegn, da der ved de følgende oplæg blev fortalt om den aarhusianske storstikker, Grethe Bartram, som blev dømt for at have stukket 53 af sine landsmænd. Desuden fortalte Kvindemuseets museumsleder Merete Ipsen om efterkrigstidens behandling af de såkaldte tyskertøser i perspektiv til organiseret kriminalitet mod kvinder i moderne krigsførelse.

Søren Tange Rasmussen fortæller om befrielsens forløb med både højdepunkter og skyggesider.

Er fejring af befrielsen stadig relevant i dag?

Fejringen af befrielsen giver anledning til refleksion: Vi kan spørge os selv om det overhovedet er relevant at fejre befrielsen den dag i dag? Er det ikke efterhånden et udateret emne, som er erstattet af mere aktuelle forhold, såsom terrortruslen og flygtningekrisen? Når de deltagene ved befrielsesfesten blev adspurgt, hvorfor vi skal blive ved med at mindes og fejre befrielsen, blev det enstemmig og resolut påpeget, at vi må og skal huske, hvad der skete dengang, så det aldrig sker igen.

Danmarks befrielse er i dag, for mange, et symbol på sammenhold og selvopofrelse. Den opfordrer os til at mindes og ære de der kæmpede for at bevare de værdier, vi næsten tager forgivet i dag: Demokrati og frihed. Når man talte med gæsterne i Mathilde Fibigers Have d. 4. maj 2018, lød det således:

Jeg vil gerne ære og udtrykke min taknemmelig for de mænd og kvinder, som gav deres liv for at skabe det samfund vi har i dag

Vi skal sætte pris på det de gjorde dengang og værne om den fred de skabte. Vi er heldige i Danmark, når man ser på al den ufred, der stadig er i verden omkring os.” 

Det var et rørende øjeblik, da pladsen fyldtes med fællessang. Uopfordret rejste de fleste gæster sig, da tonerne til ”En lærke letted’” blev slået an.

I mange danske hjem markeres befrielsen med lys i vinduerne. For nogle markerer lysene, at der ikke længere er noget at frygte. For andre er lysene til ære for dem, der satte livet på spil eller symboliserer en særlig person. Flere af de fremmødte fortalte, at befrielsesfesten d. 4. maj er blevet en tradition. Her samles generationer om det fælles formål: At mindes, glædes og få mere viden.

Et besættelsesmuseum uden museum

Besættelsesmuseet og Kvindemuseet er meget taknemmelige for det store fremmøde af glade og engagerede folk fra alle aldersgrupper. Det var glædeligt, at så mange var villige til at dele deres historier med museet. Arrangementet d. 4. maj er Besættelsesmuseets største årlige begivenhed, hvor vi bestræber os på at bryde rammerne for den traditionelle museumsformidling og i stedet skabe et socialt rum, hvor det er muligt at smage, lugte, høre og røre.

Kvindemuseets Café stod for traditionelt suppekøkken om aftenen. Der blev hygget og snakket omkring de små borde i haven.

I foråret 2020 åbner Besættelsesmuseets nye udstillinger. Vi har i øjeblikket til huse i Den Gamle By, men desværre uden udstillinger. De næste to år vil vi stå for flere arrangementer i Århus byrum om besættelsestiden. Følg os på vores hjemmeside eller Facebook og bliv orienteret om, hvad vi laver og hvor du kan finde os.

Vi er naturligvis tilbage med endnu en befrielsesfest i Mathilde Fibigers Have lørdag d. 4. maj 2019 – så sæt allerede nu kryds i kalenderen.