Da politiet blev taget – Operation Möve

Om formiddagen 19. september 1944 genlød gaderne af støvletramp. Nysgerrige aarhusianere kunne følge med i, hvordan tyske politisoldater tog opstilling ved vejkryds og på byens pladser. I Mejlgade blev politistationen omringet, og da klokken slog elleve begyndte luftvarselssirenerne at hyle. Det var signalet til, at ”Operation Möwe” kunne gå i gang. Svært bevæbnede tyske soldater trængte hurtigt ind i politistationen, hvor de rettede våbnene mod de overraskede aarhusianske politifolk.

Politistationen i Mejlgade/Domkirke Plads fotograferet kort efter befrielsen i maj 1945.  (Besættelsesmuseet)

Politiet interneret

Operation Möwe (Måge) var kodeordet for den landsdækkende aktion, der have til hensigt at sætte det danske politi ud af funktion. Ca. 2000 af i alt 8000 danske betjente og politiansatte blev interneret med henblik på deportation til Tyskland. Baggrunden for aktionen var, at politiet nu endegyldigt havde udspillet sin rolle som brugbart værktøj for besættelsesmagten. Politiet havde bl.a. nægtet at stille mandskab til rådighed for tyskerne i forbindelse med diverse bevogtningsopgaver. Samtidigt havde tyskerne mistanke om, at modstandsbevægelsen havde infiltreret det danske politi på en række områder. Mindst ligeså vigtigt var det, at tyskerne nu så de danske politifolk som en potentiel sikkerhedsrisiko. Mistroen bryggede på erfaringer fra den franske hovedstad, Paris, hvor det ellers så tysk-loyale franske politi havde skiftet side og var faldet tyskerne i ryggen. Man frygtede ganske enkelt, at noget lignende ville ske, hvis det kom til en allieret inversion af Danmark.

Samarbejde med besættelsesmagten

Det danske politi havde ellers i lang tid, i tyskernes øjne, ydet en udmærket indsats i bekæmpelsen af illegal virksomhed, og i sommeren 1941 havde de, på tyskernes forlangende, arresterede hundredevis af danske kommunister.

Samarbejdet mellem det danske politi og besættelsesmagten var resultatet af den særlige samarbejdspolitik, som de danske politikere førte indtil august 1943 og som fortsatte under lidt andre former frem til befrielsen. Regeringen pålagde politiet at opklare forbrydelser begået mod besættelsesmagtens interesser, ligesom det var politiets pligt at finde frem til de personer, som begav sig af med at producere og distribuere illegale skrifter og blade.

Aarhus Politi var også underlagt disse bestemmelser og deltog i arrestationerne af ledende aarhusianske kommunister, bl.a. byrådsmedlem Thomas Dyhr Christensen (1883-1952), der senere blev deporteret til koncentrationslejren Stutthof i det nuværende Polen.

Overassistent Viggo Emil Hansen (1901-1944) Foto: Privateje

I efteråret 1942 arresterede Aarhus Politi overassistent ved Aarhus Kommune, Viggo Emil Hansen (1901-1944), der var under mistanke for at drive redaktion og trykkeri for en række illegale blade, herunder ”Frit Danmark”. Den ellers konservative overassistent blev idømt en fem måneders fængselsstraf ved byretten i Aarhus for produktion og distribution af kommunistisk propaganda. En række andre personer blev dømt, og for en kort periode lykkedes det Aarhus Politi at sætte en stopper for bladproduktionen i byen. Efter at have afsonet sin straf, fortsatte Hansen sit illegale arbejde. I februar 1944 blev han atter arresteret, men denne gang af Gestapo, der kendte til Hansens aktiviteter fra dansk politi. Viggo Emil Hansen døde i tysk koncentrationslejr i november 1944.

Aarhus politi deltog også aktivt i optrævlingen af de første sabotagegrupper, herunder den såkaldte Gunnar Gram-gruppe. I september 1942 havde gruppen forsøgt at ødelægge et skrædderi, der reparerede uniformer for tyskerne. Politimester Einar Hoeck (1891-1970) indrykkede en annonce i Aarhus-aviserne, hvor der blev udlovet en dusør på 1000 kr. for oplysninger, der kunne føre til opklaringen af den stedfundne brandstiftelse. Den senere så berygtede stikker, Grethe Bartram (1924-2017), angav herefter sin storebrors gruppe til Aarhus Politi, der hurtigt fandt frem til de fleste af Gunnar Gram-gruppens medlemmer. Brandstiftelsens politiske dimension fik tyskerne til at kræve, at afsoningen skulle finde sted i tyske tugthuse.

En svær balance

Det at være politiansat under besættelsen var en kompliceret sag. Foruden kravet om samarbejde med besættelsesmagten, skulle betjentene også forholde sig til et væld af cirkulærer, særlig forordninger, særlove og krisebestemmelser, der ikke ligefrem gjorde dem populære hos befolkningen. Her kan f.eks.  nævnes kontrol med mørklægning og legitimationskort, men også håndhævning af de mange bestemmelser i forhold til hamstring, rationering osv. Derudover var det også politiet, der skulle håndhæve de upopulære udgangsforbud i forbindelse med spærretid.

I sommeren 1941 indførtes legitimationskort i det meste af Jylland for alle personer over 15 år, der færdedes i det offentlige rum. (Besættelsesmuseet)

Rigtig svært blev det, når det kom til sikring af almindelig tryghed og lov og orden i samfundet, hvor politiet ofte blev tvunget til at gå tyskerens ærinde. Dette afspejles tydeligt i de mere end 1600 sager fra Aarhus Købstad, hvor politi og besættelsesmagten skulle afgøre, hvad der skulle ske med borgere, der havde været i karambolage med tyskerne. Her ses det tydeligt, hvor magtesløse politiet var, når det kom til at opklare overfald og overgreb begået af tyske soldater. Helt anderledes let gik det, når det var tyskerne, der var den forurettede part.

Der er massevis af sager, hvor Aarhus Politi blev tvunget til at arrestere borgere, der havde optrådt fornærmende overfor tyskerne på den ene eller anden måde. Var fornærmelsen politisk motiveret kunne konsekvenserne være vidtrækkende og ende med deportation. I småtingsafdelingen blev fornærmende udtalelser overfor danske kvinder i selskab med tyskere takseret til 14 dages fængsel.

I sommermånederne og august 1943 opstod der i Aarhus folkestrejke og oprørslignende tilstande. Politiet gjorde en ihærdig indsats for at lægge en dæmper på urolighederne gennem et væld af forbud. I sidste ende måtte politiet rykke ud og bryde oprøret med magt, fordi man frygtede, at tyskerne ellers ville åbne ild. Befolkningen havde kun ringe forståelse for politiets ageren, og mange opfattede det som om, at politiet stod skulder ved skulder med besættelsesmagten.

Optøjer i Amaliegade, august 1943. (Besættelsesmuseet)

Politimester Hoeck var dybt bekymret og frygtede, at alle disse forhold ville gøre uoprettelig skade på politiets omdømme og føre til tab af borgernes tillid. Mange politifolk delte deres chefs bekymring og fandt det tillige ydmygende, at man så ofte måtte gå besættelsesmagtens ærinde. Betjentene håndterede den svære balancegang forskelligt. Nogle valgte at følge ordrene blindt, mens andre begyndte at ”sjuske” på jobbet eller direkte modarbejde tyskerne – især når det kom til sager, der antog politiske dimensioner.

Andre valgte side og fik kontakt med illegale kredse, der havde hårdt brug for kontakter hos politiet, bl.a. til fremstilling af falske papirer af den ene eller anden art. Andre engagerede sig i sabotagearbejdet. Mest kendte er betjentene Einar Sørensen (1914-1945) og Henrik W. Platou (1918-1945), som påtog sig frihedskampens nok tungeste job, nemlig stikkerlikvideringerne. Allerede fra 1943 havde de to betjente samarbejdet med den kommunistiske sabotage-gruppe, Samsing-Gruppen, som i perioder var meget aktive på Aarhus Havn.

Som i andre dele af det danske samfund fandtes enkelte, som var overbevidste nazister. En af dem var kriminalassistent Peder Sandhøj, som arbejdede for det tyske sikkerhedspoliti. Han blev likvideret af modstandsbevægelsen 12. august 1944.

I tyske koncentrationslejre

Efter at tyskerne havde afvæbnet Aarhus Politi blev kolonnen af betjente og politiansatte sat til at marchere fra politistationen i Mejlgade til den tyskbesatte kaserne i Vester Allé. De talte lidt mere end 100 mand, hvilket svarede til ca. en tredjedel af den samlede aarhusianske politistyrke.

Betjentene overnattede på kasernens høloft, og om morgenen den 20. september blev en mindre gruppe ældre og ledende politifolk løsladt. Ingen kvindelige politiansatte var blandt de internerede.

I dagene efter den 19. september 1944 blev de 2000 internerede politifolk fra hele landet sendt afsted til Tyskland. 109 af dem tilhørte politiet i Aarhus og blev i kreaturvogne fragtet til den nyoprettede fangelejr Frøslev, hvorfra de blev sendt videre til koncentrationslejren Neuengamme, som ligger lidt sydvest for Hamborg. Politifolkene var fanger i her i ca. 14 dage, inden de blev sendt videre til deres endelige bestemmelsessted, KL-Buchenwald ved Weimar i Thüringen.

I de tyske lejre stiftede politiet bekendtskab med kz-systemets mange rædsler – med dets udmagrende arbejde, tilfældig vold, sult og sygdomme.

Koncentrationslejren Buchenwald ved Weimar. (Frihedsmuseet)

De danske politifolk havde i modsætning til de øvrige fanger et stærkt fællesskab, hvilket formentligt forbedrede deres chancer for at overleve. Måske endnu mere afgørende var det, at de danske fanger modtog ekstra madrationer via Røde Kors. På trods af det mistede ca. 90 politifolk livet i de tyske lejre. Fem af dem tilhørte Aarhus Politi.

Lovløshed

Hvad sker der med et mørklagt samfund præget af varemangel, når den eneste politimyndighed er det tyske sikkerhedspoliti?

Den kriminelle foretagsomhed eksploderede. Det blev nærmest umuligt for ordentlige folk at færdes i fred i byen efter mørkets frembrud, hvor gaderne hurtigt befolkedes af skumle sortbørshandlere og overfaldsmænd. Unge kvinder blev advaret mod at opholde sig i offentlige beskyttelsesrum, og aviserne proklamerede, at folk skulle holde vinduer og døre lukkede. Samtidigt bragte aviserne en fast spalte – ”Gabestokken”, hvor der blev advaret mod kendte lovovertrædere med navn og adresse.

For at dæmme op for den værste lovløshed oprettede flere bykvarterer egne vagtværn, og snart efter fik kommunen tilladelse fra staten til at oprette et eget vagtværn. Byvagten, som det blev kaldt af aarhusianerne, talte ca. 150 mand, som hver var bevæbnet med en fløjte og en gummiknippel.

Det fortælles, at Byvagten normalt ordnede mindre sager med ”et par på skrinet”, og at de på den vis fik lagt en dæmper på de mindre seriøse slynglers aktiviteter. Men på trods af denne fremgangsmåde noterede byvagten i de otte måneder, den eksisterede, intet mindre end 6.491 lovovertrædelser, hvoraf mange var grove lovovertrædelser som f.eks. ”revolver-hold-ups”, vold og overfald. Der blev desuden begået 55 drab, der ofte kunne tilskrives den krig, som modstandsfolkene og Gestapo udkæmpede i byens gader.

Medlemmer af Aarhus Byvagt foran rådhuset. I den korte periode, byvagten fungerede registrerede de ca. 6500 lovovertrædelser. (Besættelsesmuseet)

 

Politiet og freden

Siden 1943 havde modstandsbevægelsen indsamlet oplysninger om personer, man mente var landsforrædere og skulle stilles til ansvar, når krigen var forbi. Frihedsrådets arrestationsudvalg havde for Aarhus udarbejdet et arrestationskatalog med navne og adresser ca. 1500 personer.

Stemningen i foråret 1945 var hadsk og mange var klar over, at opgørets time snart var forestående. Overalt i det befriede Europa skete der, i kølvandet på det tyske sammenbrud, en uhyggelig lynjustits, hvor de befriede befolkninger tog hævn for den tyske undertrykkelse ved at lade det gå ud over kollaboratørerne, dvs. værnemagerne, tyskerpigerne, stikkerne osv.

I Danmark ønskede modstandsbevægelsen at undgå den slags, og i Aarhus fik modstandsbevægelsen kontakt til de betjente, der var gået under jorden efter politiet internering. Kriminalassistent Niels Laursen (1889-1946) havde arbejdet på at organisere de ”underjordiske” betjente i en særlig politigruppe, der skulle træde i funktion, når freden kom. Formålet var at dæmme op for de værste uroligheder og sørge for nogenlunde ro og orden. Det var lykkedes Laursen at organisere 163 betjente ud af de ca. 200, der havde undgået interneringen.

I foråret 1945 blev de 163 betjente fordelt blandt fire såkaldte militære ventegrupper, hvis samlede styrke var på ca. 2000 mand. Politifolkene var udset til at spille en væsentlig rolle i forbindelse med internereingen af de personer, man mistænkte for at have haft for tætte relationer til besættelsesmagten.

Det lå i kortene, at de skulle lægge en dæmper på befolkningens hævntrang, men også sørge for, at arrestationerne forgik efter bogen, dvs. uden overdreven magtanvendelse fra modstandsbevægelsens side.

Politifolk og frihedskæmpere rykker ud. Aaboulevarden maj 1945. (Besættelsesmuseet)

Det kom alligevel til klipning og ydmygelser af tyskerpigerne, ligesom der også forekom tilfælde, hvor personer blev udsat for unødvendig vold i forbindelse med anholdelse. På trods af det må man konkludere, at Niels Laursens politigruppe var med til at sikre, at freden i Aarhus kom til at forløbe nogenlunde ordnet, dvs. uden et stort antal vilkårlige voldshandlinger og overgreb.

Efterspil

Efter befrielsen ventede et enormt opklaringsarbejde fra den politiløse tid. Hertil kom selve retsopgøret, hvor politiet skulle opklare forbrydelser, der kunne være begået flere år tidligere og hvor mange af vidnerne var døde eller forsvundet. Det blev en kompliceret proces, der kom til at lægge beslag på især kriminalpolitiets ressourcer langt ind i 1950’erne. Alt dette arbejde skulle varetages af en politistyrke, hvoraf en tredjedel af betjentene havde været i koncentrationslejr og led af eftervirkningerne heraf.

Der var hårdt brug for alt mandskab, og mange af de deporterede betjente var tilbage i tjenesten med udgangen af maj 1945. Efterfølgende søgte ca. 70 betjente om sygeorlov, ligesom flere fik anerkendt kz-syndrom og måtte opgive tjenesten helt.

Da Aarhus Politi officielt genoptog sit virke d. 13. maj 1945 kunne politimester Hoeck og hans folk glæde sig over, at befolkningen hilste dem velkommen tilbage med betydelig entusiasme. Med undtagelse af nogle få opportunistiske kriminelle ønskede ingen at leve i et samfund uden politi.

Politimester Ejnar Hoeck i spidsen for en gruppe politifolk i forbindelse med politiets genindtrædelsesparade d. 13. maj 1945. (Besættelsesmuseet)

 

Skriv et svar