Aarhus Sporveje ramt af katastrofe

Frivillig i Den Gamle By John E. Nielsen fortæller her om en katastrofe, der ramte Aarhus Sporveje for 75 år siden. John er tidligere buschauffør og bivognsfører ved Aarhus Sporveje. Den Gamle By nyder godt af Johns store viden om den aarhusianske sporvogns- og bustrafik.


Aarhus Sporveje blev for 75 år siden ramt af den største katastrofe i selskabets historie, da den berygtede Petergruppe slog til natten mellem den 21. og 22. august 1944.

Lidt over midnat trængte en flok revolverbevæbnede mænd ind i Aarhus Sporvejes remise på Dalgas Avenue, hvor nattevagten og rengøringspersonalet fik besked om at forsvinde, hvis de ikke ville ryge en tur i luften. Herefter placerede mændene nogle bomber i remisen, der blev detoneret.

Eksplosionen var så kraftig, at dele røg helt over i administrationsbygningen, hvor sporvejsdirektør Falk også havde sin bolig.

Alle 25 sporvogne, 21 bivogne og 14 opklodsede trambusser samt værkstedet i remisen blev sprængt i luften. Alt gik op i flammer med undtagelse af en enkelt bivogn og en tårnvogn, der stod uden for. Bivognen er senere bygget om til en slippevogn, som stadig kan ses på Sporvejsmuseet Skjoldenæsholm.

Nu stod Århus Sporveje tilbage med blot 17 trambusser, som stod i garagen på Dollerupvej og en bunke forvredet jern på Dalgas Avenue.

Alt blev sat ind for at genoprette driften. Trambusserne der stod i garagen på Dollerupvej, kom til at trække det store læs, med alle de vanskeligheder der fulgte med.  Det var ikke muligt at låne sporvogne, hverken fra København eller Odense, da sporvidden ikke var den samme som i Aarhus. De muligheder, der var for at låne busser strandede blandt andet på mangel på dæk. Det samme var tilfældet for de Trolleybusser, som det en overgang var muligt at låne fra NESA. Desuden krævede det også, at der skulle ændres på ledningsnettet.

Det blev en svær tid for Aarhus Sporveje, hvor der ingen sporvogne var. Nogle af de fastansatte blev sat til at rydde op efter schalburgtagen, andre fik midlertidig job andre steder i kommunen. Ud over det var en katastrofe for sporvejene, var det også for de løst ansatte. De blev fyret, men nogle af dem fik ansættelse igen efter krigen.

Sporvejsudvalget skulle se nærmere på gerningsstedet, efter at sprængningen var sker. Her deltog direktør Juel-Hansen, værkstedbestyrer Møller og overværkmester Lund, der alle var fra Københavns Sporveje. De undersøgte sammen resterne af de nedbrændte sporvogne og mente, at det var teknisk muligt at genopbygge 12 motorvogne og 12 bivogne. Direktør Juel-Hansen tilbød, at Københavns Sporveje var villig til at tegne en moderne sporvogn, med alle de tekniske fremskridt der skulle til i Århus. Den 27. september 1944 lykkedes det at få undervognsrester fra en motor og bivogn sendt til København til genopbygning.

Den 25. september 1944 var der ved forhandlinger mellem Aarhus Sporveje, Scandia i Randers og Frichs fabrikker. Her vedtog parterne en arbejdsfordeling om genopbygningen, efter tegninger som Københavns Sporveje leverede. Frichs skulle rette 11 undervogne til motor og bivogne, 10 motorer skulle omvikles af Titan i København.

Hvad var Scandias opgave? Allerede den gang diskuterede man om sporvognene skulle nedlægges. Det skete ikke af den simple grund, at det ikke var muligt at anskaffe det nødvendige antal nye busser, inden for overskuelig tid.

11 måneder efter schalburgtagen kørte der atter sporvogne i Aarhus. Aarhus Sporveje fik 12 genopbyggede/nye sporvogne og bivogne, og byens borgere modtog dem med blomster og hurraråb.

Interview med en vognstyrer – 10 år efter.
I anledning af Aarhus Sporvejes 50 års jubilæum ti år efter ulykken, gav vognstyrer Søren Christensen, kaldt Tykke Søren, den 7. juli 1954 et interview til avisen Demokraten:

”De oplevede schalburgtagen der ødelagde næsten alt materialet?”

”Ja vi var lige gået i seng den aften, da vi hørte knaldene og stod op og trak gardinet op. Der er ikke noget, sagde jeg. Jo, der er ild sagde mor (Laura hans Kone). Jeg bedømte det til at være tyskernes barakker ved stranden, men min søn mente, at det var det store briketlager ved Assensgade.

Min kone tog frakken på og gik ned på gaden. Et øjeblik efter kom hun grædefærdig op og fortalte, at det var remisen.  Jeg blev lidt lang i ansigtet, fortæller Søren, vores søn tog ned for at høre, hvad der var sket, han kom hjem og fortalte, at det hele var væk og at brandvæsnet og politiet var dernede.

På vej til remisen næste morgen mødte jeg en kollega, der havde en mægtig fart på. Du behøver ikke at skynde dig, sagde jeg, det hele er brændt! Han troede ikke rigtigt på mig. Han blev ved med at trække sit ur frem og sige, at vi skulle skynde os, ellers nåede han ikke at køre den første vogn frem til tiden. Det behøver du ikke at bekymre dig om, sagde jeg, der bliver ingen kørsel i dag. Men han ville ikke tro på det. Han blev ved med at stoppe op og spørge mig, om jeg lavede grin med ham. Nej, hvad fornøjelse skulle jeg ha’ af det sagde jeg.”

Søren Christensen forsætter med at fortælle:
”Dage efter schalburgtagen stod en del sporvognsfolk henne ved stakittet ved skoven uden for den nedbrændte remise. Mens vi var samlet der, så vi pludselig en tysk bil komme kørende hen mod os. En tysk officer sprang ud og præsenterede sig for direktør Falk, idet han sagde, at han kom fra sikkerhedspolitiet.

Direktør Falk vendte sig langsomt imod ham OG SAGDE:
Ja, det er en ringe sikkerhed, I kan give os her!

Og direktør Falk vendte derpå ryggen til tyskeren, der hurtigt forsvandt efter den salut.
Vi var lige ved at råbe hurra!” Slutter Søren Christensen.

(Fotografen er ukendt, hvis ikke andet er anført.)

 

 

Skriv et svar