Fredag den 29. august 1943 – Tyskerne erklærer militær undtagelsestilstand.

Dagene op til den 29. august var på alle måder dramatiske. Hvor den 29. august ikke bar præg af store optøjer i Aarhus, var den dramatisk på andre måder og især nogle af de ledende skikkelser skulle stå overfor et stort koordineringsarbejde.

Værnemagten på tilbagetog

Foruden det faktum, at befolkningen i løbet af sommeren 1943 havde fået nok, lå modet til endelig at gå på gaden og byde tyskerne trods også deri, at tyskerne havde lidt alvorlige nederlag på både Øst- og Middelhavsfronten. Oven i det indledte de allierede operation Gomorrah den 24. juli. De store brandbombardementer havde stort set jævnet Hamborg med jorden.

Svigtende resultater betød, at troen på tysk nederlag blomstrede op. For Modstandsbevægelsen var det en oplagt mulighed for at optrappe sabotageaktiviteten og bekæmpe forhandlings- og samarbejdspolitikken yderligere, hvilket de blandt andet gjorde her i Aarhus med flere sabotager i August alene end i alle måneder forinden.

Et ultimatum

Tyskerne havde på ingen måde behov for yderligere problemer. Hitler var svært utilfreds med den drejning situationen havde taget i Danmark og kaldte den tyske rigsbefuldmægtigede Dr. Werner Best hjem til en irettesættelse. Med sig tilbage fik Best en række ultimative krav som han fremlagde for regeringen. Blandt kravene var det især dødsstraffen, som regeringen ikke kunne acceptere, hvorefter den gik af.

Besættelsesmuseet.

Borgmesteren anholdes

Tyskernes svar blev at indføre militær undtagelsestilstand den 29. august. De krav den danske regering havde afvist blev ligeledes øjeblikkeligt indført.

I Aarhus startede dagen med, at borgmester Einar Stecher Christensen blev afhentet i sit sommerhus kl. 4:30 om morgenen af en tysk officer og nogle soldater. Hans hustru, der kunne observere det hele, spurgte bekymret om hun fik sin mand at se igen. Svaret var kort og kontant. Det kom an på om borgmesteren var fornuftig. Herfra gik turen ind til den tyske kommandantur på Østergades hotel, hvor Stecher Christensen mødte politimester Einar Hoeck, der var blevet afhentet på samme vis.

Efter at være blevet gjort bekendt med undtagelsestilstanden og de tyske krav, opråbet til befolkningen fra den øverstkommanderende tyske myndighed i byen og de nye arbejdsforhold blev de begge løsladt. De havde under protest accepteret de nye arbejdsforhold.

Opråbet fra den tyske Standortältester. Besættelsesmuseet.

Anholdelse af prominente skikkelser

Det var imidlertid ikke kun Stecher Christensen og Hoeck der blev anholdt. Professorerne Blinkenberg, Frandsen, Stender Petersen og Blatt, overbibliotekar Carl Thomsen, landstingsmedlem Malchau, redaktør fra Aarhus Amtstidende Martin og lærer Grønborg var ligeledes blevet anholdt. Herudover havde tyskerne forsøgt, at anholde folketingsmedlem Otto Kier, der dog ikke var hjemme. Han blev senere anholdt og sat sammen med de ovenstående.

Der var tale om en decideret gidseltagning og borgmesteren kunne ikke få at vide, hvorfor de pågældende personer var anholdt. De blev indkvarteret på Sømandshjemmet på havnen, hvor de hensad i flere dage før de første blev løsladt. Resten blev ført til Horserødlejren, hvor de atter sad lang tid, før de blev løsladt.

En gruppe af de anholdte. Fra venstre Redaktør Jakob Martin, Professor Stender Pedersen, Professor Blatt og lærer Grønborg. Besættelsesmuseet.

Fra venstre Redaktør Jakob Martin, Professor Stender Pedersen, Professor Blatt og lærer Grønborg.

Spærretiden giver logistiske udfordringer

Grundet den af tyskerne indførte spærretid kunne ingen der kom med toget til Aarhus komme fra banegården efter kl.20. Politiet var sig klar over, at dette ville udgøre et problem og tog derfor kontakt til den tyske bykommandant Major Kruse, der gjorde en undtagelse og lod politiet eskortere alle der ankom til Aarhus hjem.

Man valgte derfor at tage kontakt til sporvejsdirektøren, der indvilligede i at stille trambusser til rådighed. Herefter henvendte politiet sig på rutebilremisen på Dollerupvej, hvor der var tre chauffører, der endnu ikke var taget hjem fra arbejde. Der blev straks gjort tre rutebiler klar og kl.20.30 stod de klar på Banegårdspladsen. Indtil kl. 01.30 blev 325 rejsende kørt til deres bopæl. Havde det ikke været for politiet havde de måtte vente på banegården indtil kl. 06.00 om morgenen.

Politimester Ejnar Hoeck fortalte efter besættelsen, at det fortrinsvis var store logistiske udfordringer, der kom til at definere hans 29. august. Besættelsesmuseet.

Tyske vagtposter overalt

Det var tydeligt, at den militære undtagelsestilstand havde udløst en hel anden militær undtagelsestilstand. I alle hovedgaderne var de tyske patruljer opstillet med korte mellemrum. De var bevæbnede med pistoler, geværer, maskinpistoler og håndgranater.

Foran hovedbanegården var der opstillet talrige vagtposter såvel som en maskingeværsrede. Bevægede man sig rundt i byen blev man ved hver enkelt vagtpost råbt an med et højt ”halt”, samtidig med at man blev belyst med en stærk lommelygte og et skydevåben. Herefter skulle man hurtigst muligt finde sine papirer frem.

Den tyske maskingeværspost ved banegården den 29. august 1943. Besættelsesmuseet.

Lovovertrædelser kunne få store konsekvenser

Trods tyskernes massive patruljering var der alligevel enkelte der skulle prøve lykken på dagen. Kl. 15.20 blev to mænd indbragt til politistationen. De var blevet anholdt af civilklædte tyskere for at omdele kommunistiske skrifter.

Sagen blev herefter både taget op i det danske retssystem og Luftwaffes krigsret her i byen. Under behandlingen af sagen i krigsretten gjorde dommeren det klart, at i al fald den ene af de to mænd havde gjort sig skyldig i ”begunstigelse af fjenden”, for hvilket straffen var døden. Til mandens held var der en overbetjent fra det danske sikkerhedspoliti tilstede, der kunne meddele dommeren, at sagen allerede var under behandling af de danske myndigheder, hvilket blev fundet tilfredsstillende. Luftwaffes Krigsret lod sagen gå videre ved den danske domstol.

Den 11. oktober 1943 blev manden idømt 30 dages hæfte. Hvad han har tænkte kan man kun forestille sig, men sagen viser på bedste vis, at den linje der fra tysk side var lagt for dagen efter augustoprørene var markant anderledes og hårdere.

Denne linje skulle få uoverskuelige konsekvenser for en lang række danskere, der skulle ende i fængsel, i KZ-lejre eller endda betale med livet. Man var gået ind i besættelsens anden fase, hvor vold, lovløshed, sabotager, schalburgtager, likvideringer og clearingdrab skulle sætte dagsordenen. Befolkningen havde budt besættelsesmagten trods, og en ild var for alvor tændt hos dem der havde viljen og modet.

 

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *