Månedsarkiv: januar 2016

Januar 1945 – Vennelyst i ruiner

Den af

I januar 1945 var det tydeligt for enhver, at Tyskland ville tabe krigen. Der var derfor grund til optimisme, og i det lokale illegale blad, “Aarhus Ekko”, kunne man læse, at 1945 med sikkerhed ville blive ”Befrielsens Aar”. Tidligere ville mange nok afvise den slags bombastiske udmeldinger som den rene ønsketænkning, men nu måtte selv de mest inkarnerede pessimister erkende, at det tyske nederlag syntes lige om hjørnet.

Samme illegale blad advarede dog imod at tage glæden på forskud og forudså, at det nazistiske Tysklands forbitrede dødskamp let kunne komme til at koste byen dyrt. Tilbage var nu spørgsmålet: Hvor lang tid vil det tage, og hvor slemt bliver det?

Det fik århusianerne en forsmag på natten til den 12. januar. Ved halv et-tiden hørtes over det indre Aarhus bragene fra en række voldsomme eksplosioner. Kort tid efter farvedes nattehimlen ved ø-gadekvarteret af et kraftigt ildskær. Det populære folkelige forlystelsessted, Vennelyst Teater, stod i flammer.

Det folkelige forlystelsessted Vennelyst Teater blev natten til 12. januar 1945 totalt ødelagt af tyske terrorbomber. (Besættelsesmuseet)

Klokken 23.45 var en gruppe maskerede og bevæbnede mænd fra den tyske terrorbande ”Peter-Gruppen” trængt ind i Vennelysts restaurant, hvor de gennede personalet sammen i et mindre selskabslokale, kaldet ”Gummicellen”. De bevæbnede mænd afbrød her medlemmerne af ”Aarhusegnens selskabelige Forening”, der var i gang med årets første bestyrelsesmøde. Mødet havde varet adskillige timer, og et øjeblik var det ved at gå rigtigt galt, da de godt beduggede foreningsfolk troede det hele var en morsomhed. Den fornøjelige stemning forduftede dog hurtigt, da det gik op for forsamlingen, at de maskerede mænd havde tænkt sig at sprænge bygningen.

Tyskerne og deres danske hjælpere havde allerede udført flere lignende attentater mod det århusianske forlystelsesliv. Senest mod Haandværkerforeningen i Paradisgade og Molles Kro i Kannikegade. Blandt de maskerede mænd, der nu stod i ”Gummicellen” var den fhv. SS-soldat fra Frikorps Danmark, Aage Mariegaard, der også havde være med, da Peter-gruppen sprængte Aarhus-Hallen. Her blev fem mennesker dræbt, heriblandt en seksårig pige.

Med attentatet afsluttedes en lang tradition med morskab i Vennelyst Parken. Alene oprydningsopgaven syntes uoverskuelig og byrådet besluttede ikke at genopføre teatret. (Besættelsesmuseet)

Med attentatet afsluttedes en lang tradition med morskab i Vennelyst Parken. Alene oprydningsopgaven syntes uoverskuelig og byrådet besluttede ikke at genopføre teatret. (Besættelsesmuseet)

En tjener mandede sig op og fortalte, at der var indrettet værelser til personalet oppe under loftet. Her lå nogle og sov, bl.a. teaterdirektørens 12-årige datter. Direktøren og hans kone var til selskab på den modsatte side af gaden. De sovende blev vækket og ført ned i lokalet til de øvrige.

I mellemtiden var der ankommet en bil fra Gestapo-hovedkvarteret i politistationen i Mejlgade. Føreren var attentatmændenes næstkommanderende, den tyske SS-mand Poul Lensing, der medbragte sprængstoffet. Der var i alt 40 kg. plastisk sprængstof, mere end rigeligt til at forvandle det store teaterkompleks til ruiner. To sække med sprængstof blev placeret på selve scenen og andre rundt om i teatersalen. Sækkene var forbundet med en hurtigbrændende lunte, så de ville gå af samtidigt. Hele herligheden blev forsynet med en 4 meter langsomtbrændende tændsnor, så gerningsmændene kunne regne med et par minutter til at komme derfra.

Da alt var klart, blev gidslerne frigivet efter at være blevet truet til ikke at afgive signalement af gerningsmændene. ”Peter-Gruppens” leder, SS-kaptajnen Horst Issel, tændte personligt tændsnoren, hvorefter han og gruppens øvrige medlemmer vendte tilbage til Gestapo-hovedkvarteret.

Dagen efter rejste gruppen videre til andre jyske byer, hvor de fortsatte terroren. Der gik en måned før de vendte tilbage til Aarhus, og denne gang blev ingen skånet.

Når modstandsbevægelsen saboterede tyske interesser hævnede de sig ved bl.a. at ødelægge århusianske forlystelsessteder. Den 30. september gik det ud over Aarhus-Hallen, hvor fem mennesker mistede livet. (Besættelsesmuseet)

Når modstandsbevægelsen saboterede tyske interesser hævnede de sig ved bl.a. at ødelægge aarhusianske forlystelsessteder. Den 30. september gik det ud over Aarhus-Hallen, hvor fem mennesker mistede livet. (Besættelsesmuseet)

December 1944 – Den sidste krigsjul?

Den af

I december-udgaven af artikelserien om Aarhus i 1944 ville det nok være naturligt at bringe en hyggelig julehistorie. Vi har gravet i arkiverne efter et lyspunkt, men vi har desværre kunne konstatere, at det var meget småt med julehyggen i Aarhus for 70 år siden.

Årsagen til det, skal findes i, at verdenskrigen var rykket tættere på, og forholdene nu kunne minde om dem, som herskede i de øvrige tyskbesatte lande.

Mangel på alt

De nye skærpede forhold kunne først og fremmest mærkes i hjemmene, hvor knapheden nu for alvor satte igennem. Stadigt flere fødevare-grupper var rationerede eller helt forsvundet fra forretningerne. I det mørke og kolde efterår kom man for alvor til at mærke manglen på ordentligt vintertøj, og det blev ikke bedre af, at man havde svært ved at opvarme hjemmet med de magre brændselskvoter.

Der var langt mellem de veldækkede juleborde i 1944. Forretningerne havde kun et begrænset udvalg og kunne slagteren levere varen, var det ikke sikket, at den almindelige familie havde råd til at købe. (Besættelsesmuseet)

Der var langt mellem de veldækkede juleborde i 1944. Forretningerne havde kun et begrænset udvalg og kunne slagteren levere varen, var det ikke sikket, at den almindelige familie havde råd til at købe. (Besættelsesmuseet)

Selvom rationeringssystemet fungerede udmærket og sørgede for, at der i princippet var nok mad til alle, betød prisstigningerne, at det blev dyrt. Men kunne derfor sagtens opleve, at en familie havde nok rationeringsmærker, men ikke penge at købe for. Staten forsøgte ganske vidst at regulere priserne, så alle familier havde råd til mad og tøj, men på trods af det, var det særdeles krævende at få husholdningsregnskabet til at gå op. I julen var det helt slemt, og mange familier havde ganske enkelt ikke råd til at købe det ekstra, som forventedes i den søde juletid – i hvert ikke fald hvis der også skulle gaver under træet til jul.

Angsten

Det værste ved året 1944 var dog, hverken kulden og eller den tiltagende mangelsituation. Det værste var den snigende angst, der løbet af året havde rodfæstet sig i de fleste. Almindelige folk færdedes kun på gaden efter mørkets frembrud, hvis det var absolut nødvendigt. Bankede det på døren om aftenen, lukkede man ikke op.

Mod slutningen af 1944 kunne igen længere vide sig sikker, og mange fuldkommen uskyldige aarhusianere blev før eller siden hvirvlet ind i opgøret mellem frihedskæmperne og tyskerne. Enten som vidne, pårørende eller offer for den vold, som nu hørte til dagens orden. Mod udgangen af 1944 spidsede det for alvor til, da modstandsbevægelsens intensiverede aktivitetsniveau fik tyskerne til at svare igen med terror og drab. Og havde man haft forhåbninger om, at december ville blive en rolig måned, kom man til at tage grueligt fejl.

Håndværkerforeningens bygning i Paradisgade blev udsat for et bombeattentat natten til 2. december 1944. Attentatet blev udført af den berygtede tyske terrorbande ”Peter-gruppen”, der stod bag de fleste tyske gengældelsesaktioner i Aarhus under besættelsen. (Besættelsesmuseet)

Håndværkerforeningens bygning i Paradisgade blev udsat for et bombeattentat natten til 2. december 1944. Attentatet blev udført af den berygtede tyske terrorbande ”Peter-gruppen”, der stod bag de fleste tyske gengældelsesaktioner i Aarhus under besættelsen. (Besættelsesmuseet)

Journalist Morten Sørensen, fra Aarhus Amtstidende, blev dræbt af skud affyret fra en forbi kørende bil, da han var på vej på arbejde d. 20. december 1944. Det var ”Peter-gruppen” som stod bag drabet, og det var formodentligt Morten Sørensens erhverv, som bragte ham i tyskernes søgelys. (Aarhus under Besættelsen)

Journalist Morten Sørensen, fra Aarhus Amtstidende, blev dræbt af skud affyret fra en forbikørende bil, da han var på vej på arbejde d. 20. december 1944. (Aarhus under Besættelsen)

Allerede d. 1. december indledte tyskerne en bølge af bombeattentater mod det aarhusianske restaurationsmiljø, hvorved man hurtigt fik lagt en dæmper på folks lyst til at deltage ved diverse julefrokoster og fester. Ved attentatet mod Håndværkerforeningens selskabslokale blev en servitrice dræbt og to tjenere såret. Den 7. og 20 december myrdede den tyske terrorbande ”Peter-gruppen” i alt fire personer, der var udvalgt mere eller mindre tilfældigt. Årets sidste offer for den forøgede tyske repressaliepolitik var journalisten Morten Sørensen, der blev dræbt at en salve fra en lyddæmpet maskinpistol, da han var på vej på arbejde på Aarhus Amtstidende. Modstandsbevægelsen sørgede dog for at få det sidste ord, da de på årets sidste dag skød og dræbte en mand, som arbejdede for Gestapo.

Lys forude

Det er intet under, at danskerne var storforbrugere af kulørte blade og romanhæfter, der tilbød en tiltrængt flugt fra den triste og uhyggelige hverdag. Alternativt kunne man hente trøst i de illegale blade, hvor man kunne følge med i de stadig mere opløftende nyheder om krigens gang. Ved årsskiftet 1944/45 var der igen godt nyt, da det blev meddelt, at tyskernes store offensiv ved Ardennerne i Belgien var gået i stå. Man konkluderede derfor, at århusianerne havde fejret den sidste krigsjul. Der var med andre ord lys forude.