Historien om frihedskæmperarmbindet

Nu er det lige straks 5. maj og dermed årsdag for Danmarks befrielse. I den anledning har vi skrevet denne lille artikel om det klassiske frihedskæmperarmbind med de blå, røde og hvide farver, som frihedskæmperne bar i befrielsesdagene.

frihedskæmper

Dette godt slidte eksemplar af det ikoniske frihedskæmperarmbind, har tilhørt ingen ringere end kaptajn Gunnar Frijsenvang, der var byleder for modstandsbevægelsen i Aarhus d. 5. maj 1945.

5. Maj 1945

Da modstandsfolkene trådte åbent frem d. 5. maj 1945 var de fleste iklædt deres private tøj. Nogle kom i kedeldragter og andet arbejdstøj, mens andre var trukket i det pæne nålestribede jakkesæt. Enkelte havde ”organiseret” forskelligt militært udstyr som f.eks. hjelme, hvorved de afgav et vist soldatermæssigt udtryk. Bevæbningen var en blanding af nedkastet engelsk og amerikansk materiel, der var suppleret af danske og stjålne tyske våben.

 

hærarmbindet, aarhus-armbindet

Militær ventegruppe, formodentligt 2. Kolonne, på havnen i Aarhus i dagene efter befrielsen. Bemærk den meget forskelligartede mundering og bevæbning, der byder på både tyske, danske og engelske udstyrsstykker. På fotografiet ses desuden eksempler på både hærarmbindet og aarhus-armbindet. (Besættelsesmuseet)

I mangel af bedre

Oberstløjtnant (senere general) Vagn Bennike, leder af modstanden i Jylland fra 1944, ved en parade i Aarhus i sommeren 1945. På sin vis, bærer Bennike her en slags dobbelt uniformering (fra Niels Aage Nielsen, Mellem Jyske Modstandsfolk 1941-45).

Den brogede flok af modstandsfolk havde dog ét væsentligt fællestræk – nemlig det armbind, der blev kendt som frihedskæmperarmbindet. Hensigten med denne minimale uniformering var at sørge for, at modstandsfolkene blev opfattet som soldater og derved opnåede soldatens rettigheder. Det var nemlig sådan, at tyskerne i princippet anerkendte Haag-konventionens artikler om landkrig fra 1907, hvori der stod, at bevæbnede personer, som optrådte under kommando og bar et synligt symbol eller emblem, kunne klassificeres som kombattanter – altså soldater. Faldt man ikke indenfor denne klarificering løb man, ved tilfangetagelse, en betydelig risiko for at blive summarisk henrettet.

Med det in mente var det ikke underligt, at man brugte ressourcer på at producere denne light-udgave af soldateruniformen. Det senere så velkendte frihedskæmperarmbind blev produceret allerede i 1941-42, men fik først noget senere tilknytning til modstandskampen. Det første blå-rød-hvide armbind blev produceret af repræsentanter for den danske hær, som en forberedelse til den dag, hvor tyskerne måtte tabe. Når det skete, kunne man således være klar med en lovligt uniformeret militærstyrke, der kunne sikre ro og orden i landet. Derfor benævnes dette armbind ofte ”Hærarmbindet”.

Armbindet designes

Den blå baggrundsfarve på armbindet er lavet af afklippede ærmer på gamle dragonfrakker, der ellers lå og samlede støv på militærets lagre. Det røde felt skulle angiveligt stamme fra postuniformer. Den hvide bændel i midten er i armbindets første versioner forsynet med forkortelsen MI, der står for Materiel Intendantur (hvilket svarer cirka til vores dages Forsvarets Materiel Kommando). Hele herligheden var forsynet med et rundt metalemblem med løver og hjerter fra det såkaldte ”Lille Rigsvåben”. Det skal indskydes, at armbindet findes i flere forskellige udgaver og kvaliteter, og det er langt fra alle, der var forsynet med emblem.

Til militærgrupperne

I løbet af 1943-44 begyndte man i dybeste hemmelighed at opstille de såkaldte militære ventegrupper (M-grupper, Undergrundshæren), hvis opgave var at forhindre tyskerne i at ødelægge livsvigtig infrastruktur i tilfældet af en allieret invasion. Det lå også i kortene, at militærgrupperne kunne få til opgave at støtte de allierede tropper med lokalkendskab, men også deltage aktivt i forbindelse med decideret nedkæmpelse af tyske enheder. Det var derfor essentielt, at militærgrupperne blev forsynet med armbind, så de kunne opfattes som en lovligt kæmpende styrke.

Som navnet antyder, var ventegrupperne organiseret efter militært mønster. Dette betød bl.a., at gruppelederne i det fleste tilfælde havde militær baggrund, ligesom de fleste af gruppens menige medlemmer havde aftjent værnepligt. Den samlede organisation var underlagt den illegale militærledelse, kaldet ”Den lille Generalstab” med general Ebbe Gørtz som øverstbefalende.

 

General Ebbe Gørtz, øverstkommanderende for de militære ventegrupper, hilser her på en gruppe af sine folk. Soldaten til venstre i billedet er udstyret med armbind, tysk hjelm, dansk soldaterfrakke og amerikansk karabin (Frihedsmuseet).

Som et kuriosum skal det lige nævnes, at man fra ledelsens side ikke ville have, at folk fra ventegrupperne, især ikke officererne, deltog i andet illegalt arbejde. Der er dog utallige eksempler på, at ledende personer deltog aktivt i f.eks. sabotagearbejdet.

 

Fordeling af armbind

Det var nok tanken, at armbindene skulle fordeles til alle grupper, men pga. forskellige logistiske vanskeligheder nåede de aldrig ud i alle afkroge af landet. Man kan se, at de københavnske og sjællandske grupper var velforsynede, mens det kun var ganske få modstandsfolk i Nordjylland, som blev udstyret med det officielle armbind. På disse ”fjerne” steder improviserede man og lavede sit eget.

Det skal i øvrigt indskydes, at også sabotagegrupperne og mange andre typer af frihedskæmpere blev ”uniformeret” med armbindet i dagene op til befrielsen.  Hensigten har formodentligt været at sørge for, at modstanden fremstod så samlet og forenet, som overhovedet muligt.

Vi håber snart at kunne bringe historien om det særlige århusianske frihedskæmperarmbind.

Kilder:

Convention (IV) respecting the Laws and Customs of War on Land and its annex: Regulations concerning the Laws and Customs of War on Land. The Hague, 18 October 1907.

2 tanker om "Historien om frihedskæmperarmbindet"

Skriv et svar