Frivillige i Aarhus har gennem tiden gjort en forskel for andre

Europæisk Frivillighovedstad i Aarhus fejrer gennem et helt år byens lokale frivillige, der påtager sig meget forskellige opgaver, til glæde for mange. I dagens velfærdssamfund taler man om et aktivt medborgerskab, og kommunen er en aktiv part i at skabe de bedste rammer for frivillighedskulturen.

Frivilligheden er dog slet ikke noget nyt fænomen, men fokus har ændret sig i takt med at samfundet har forandret sig. Velfærdssamfundets sociale sikkerhedsnet og den lige ret til uddannelse, er eksempelvis noget vi i dag tager som en selvfølge. Men sådan har det ikke altid været.

Foto: Børge Venge, 1960, Aarhus Stadsarkiv

Aarhusianske frivillige var ”first movers”
Frivillighed i fortidens Aarhus havde for eksempel et helt nødvendigt og konkret fokus på, at skabe bedre vilkår for trængte medborgere, at give adgang til viden for menigmand og give handicappede børn gode oplevelser i en oplevelsesfattig hverdag. Aarhusianske mænd og kvinder så, hvor det haltede, og gik målrettet i gang med at ændre på vilkårene.

Man kan sige, at frivillighedens historie handler om ”first movers”, der var drevet af ønsket om at skabe bedre forhold for deres medborgere. I en vandreudstilling, som Den Gamle By tidligere på året lavede til Europæisk Frivillighovedstad, bliver der sat fokus på otte personer, der på hver sin måde har gjort en markant forskel for de mange i Aarhus. Bag udstillingen står Cecilie Sophie Grothe, der var i studenterpraktik på museet i 2017 og som har stået for research, udvælgelse, grundtekster og billedredaktion.

Her præsenteres tre fortællinger om tre markante aarhusianere, der gennem frivilligt arbejde gjorde en markant forskel i fortidens Aarhus. Fortællingerne bygger på Cecilies arbejde.

Julius Høegh-Guldberg åbnede det første folkelige bibliotek.
Oberst Julius Høegh-Guldberg (1779-1861) var en fremtrædende skikkelse i 1800-tallets Aarhus. Han ønskede at styrke ’almenvellet’, og det handlede både om at skabe og forbedre velfærd og forhold for den mindre bemidlede aarhusianer. Oplysning og viden til alle, både høj og lav, blev en mærkesag for Julius Høegh-Guldberg. I 1821 oprettede han Aarhus Stiftsbibliotek, som kongen havde givet tilladelse til.

Julius Høeg-Guldberg var oberst og stifter af det første bibliotek for alle aarhusianere, der åbnede i 1821.
Foto: Ukendt, ca. 1840, Den Gamle By

Biblioteket blev til i form af boggaver. Julius Høegh-Guldberg skrev ud om støtte i form af bøger. Bidragene strømmede ind, særligt fra byens borgere, stiftets præster og embedsmænd. Allerede i 1827 var bogsamlingen på cirka 6.000 bøger og interessen for biblioteket var stor. Stiftsbiblioteket lå i nogle af Domkirkens lokaler.

Det var vigtigt for Julius Høgh-Guldberg at biblioteket var tilgængeligt for alle i byen. Det skulle ikke kun være for ”Videnskabsdyrkere” men for alle, der havde lyst til en eller anden form for nyttig og underholdende Læsning. Stiftsbiblioteket adskilte sig derfor fra andre biblioteker i tiden, da det ikke udelukkende var forbeholdt byens velstillede borgere. Høegh-Guldberg stod også bag indretningen af en særlig afdeling med tekniske bøger til gavn for håndværkerne, så de fik mulighed for at dygtiggøre sig.

Tegning af Aarhus Domkirke set fra nordøst med de to kapeller, der rummede biblioteket under det skrå tag på nordsiden af korskarmen. Aarhus Stiftsbibliotek var et ’almuebibliotek’, som man kaldte folkebibliotekerne dengang.
Kunstner: J. Kornerup, 1855, Den Gamle By

Aarhus Stiftsbibliotek var i virkeligheden et ’almuebibliotek’, som man kaldte folkebibliotekerne dengang. Man siger at Stiftsbiblioteket var det første egentlige folkebibliotek i Aarhus. I 1881 lukkede Aarhus Stiftsbibliotek og bogsamlingen blev overdraget til Aarhus Katedralskole. Aarhusianerne blev dog ikke uden bibliotek, da Aarhus Folkebibliotek i mellemtiden var åbnet i 1869.

Ellen Schepelerns hjalp ”faldne” kvinder.
Præstefruen Ellen Schepelern (1876-1937) kom til Aarhus i 1905. Hun blev hurtigt optaget af at hjælpe unge kvinder, der kom ”på gale veje”. Ellen Schepelern stiftede Kvindehjælpen i 1906 i Aarhus.

Ellen Schepelern stiftede Kvindehjælpen i Aarhus. Hun var formand og en kreds af borgerskabets kvinder sad i bestyrelsen. Organisationen fik flere afdelinger i Aarhus og forstæderne, og med afdelinger i Sønderjylland og Viborg.
Ellen Schepelern blev født i 1876 og døde i 1937.
Foto: Waldemar Riis Knudsen, 1916, Den Gamle By

Først gik Ellen Schepelern sammen med lokale diakonisser rundt i byens gader og beværtninger. Her talte de med unge prostituerede kvinder eller kvinder, der på anden måde levede et for samtiden utugtigt liv.
Prostitution var et offentligt erhverv omkring 1900, men i 1906 blev det afskaffet og den statslige kontrol med kvinderne ophørte. Et stort antal prostituerede var pludselig uden hjem og arbejde. Ellen Schepelern inviterede de unge kvinder hjem i sit private hjem til sammenkomster med blandt andet kaffe, oplæsning og andagt. Opgaven greb om sig og Ellen Schepelern fik flere medhjælpere. Snart indså hun, at nogle få timers kontakt til de unge kvinder slet ikke var nok. Der burde oprettes egentlige hjem, hvor de unge kvinder kunne bo og arbejde og blive vejledt i en mere retlinet livsførelse.

Dette blev grundstenen i organisationen Kvindehjælpen. Den 6. februar 1906 blev foreningen stiftet, med Ellen Schepelern som formand og en kreds af borgerskabets kvinder som bestyrelsesmedlemmer. På kvindehjemmene fik de unge kvinder undervisning i husligt arbejde, og de lærte at opføre sig ordentligt og præsentabelt. Tanken var, at de unge kvinder fremfor alt skulle oplæres til at blive hustruer, mødre og husmødre.

Strygestuen på Kvindehjemmet, Banegårdsgade 19 omkring 1912.
Foto: Ukendt, 1912, Kvindehjælpens årsberetning.

Kvindehjælpen kom senere også til omfatte børneforsorg, for Ellen Schepelern havde indset det skadelige i, at kvinder ikke kunne være sammen med deres spædbørn. Derfor indrettede foreningen et mødre- og spædbørnshjem for “førstegangs forførte”.

Det var et stort arbejde at skaffe midler til Kvindehjælpen, der foregik gennem indsamlinger. Gennem tiden blev der gennemført flere landsindsamlinger. I 1916 flyttede Ellen Scheplern til Slagelse og senere til Viborg. Men hun fortsatte ufortrødent og var formand for Kvindehjælpen til sin død. I 1922 modtog Ellen Schepelern en fortjenstmedalje i guld for sin indsats.

Onkel Evald brændte for at hjælpe handicappede i Aarhus.
Vagmester Evald Boesen Petersen (1911-2000) var gennem mere end 40 år optaget af at give unge og ældre handicappede gode oplevelser. Han blev kendt som hele byens Onkel Evald.

I 1958 gik turen til Norge for en gruppe unge handicappede. Onkel Evald står i midten. Efter denne tur tog Onkel Evald initiativ til at arrangere, at spastisk lammede fra Norge kunne komme på ferie i Aarhus. Hans virke kom til også at omfatte handicappede fra andre byer og lande.
Foto: Børge Venge, 1958, Den Gamle By

Det var gennem arbejdet som vagtmester hos Falck, at han stiftede bekendtskab med mange handicappede, der sjældent kom uden for deres hjem. Dette rørte Onkel Evald, og han besluttede sig for at bringe livsglæde til handicappede i Aarhus. Op gennem 1950’erne arrangerede Onkel Evald stævner, udflugter, rejser og fester for de handicappede i Aarhus. Han arrangerede blandt andet busture til Harzen for 18 unge med spastiske lammelser, hvor hovedparten sad i kørestol.

I juli 1955 modtog Onkel Evald Aarhus Rundskues hæderspris for sin indsats og den blev overrakt af Aarhus’ borgmester. Aarhus Stiftstidende citerer borgmesteren for at sige: ”Kære onkel Evald! Du er en stor mand, en rar mand, en rigtig mand! Du har selvopofrende taget dig af de spastisk lammede på en saadan maade, at du et forbillede for os alle sammen. Du er en rigtig onkel Evald, derfor skal du ha’ hædersprisen.

Onkel Evalds initiativer rakte ud over landets grænser. I 1958 gik turen til Norge for en gruppe unge handicappede. Efter denne tur arrangerede Onkel Evald, at spastisk lammede fra Norge kunne komme på ferie i Aarhus.

Udflugt til Legoland for spastisk lammede børn, som Onkel Evald havde arrangeret.
Foto: Ukendt, 1968, Den Gamle By

Initiativerne blev finansieret ved indsamlinger. Der blev blandt andet afholdt ”Onkel Evald-fest”, der var en underholdningsaften i Rådhushallen i Aarhus, hvor overskuddet ubeskåret gik til Onkel Evalds arbejde. Det var Onkel Evald selv, der stod i spidsen for indsamlingsarbejdet.

I år hylder Aarhus så alle sine frivillige som Europæisk Frivillighovedstad. For der er stadig brug for initiativrige frivillige i samfundet.

På Stuegang i Aarhus – historien om byens hospitaler.

Ny, stor bog, der fortæller historien om Aarhus’ hospitaler, er udkommet i slutningen af november 2016. Læseren tages med fra de blot 20 senge på det lille hospital i midten af 1800-tallet og frem til i dag – og endda lidt ind i fremtiden.

Da Kommunehospitalet blev indviet i 1893 lå det uden for byen. Foto: Hammerschmidt Foto

Da Kommunehospitalet blev indviet i 1893 lå det uden for byen.
Foto: Hammerschmidt Foto

Aarhus Kommunehospital er det ældste hospital i Aarhus, der fortsat er i brug. Da Kommunehospitalet blev indviet i 1893 lå det uden for byen. Her var én overlæge, cirka 30 øvrige medarbejdere og i alt 160 sengepladser. Difteri, tyfus og tuberkulose var nogle af de hyppigst forekommende sygdomme på hospitalet sidst i 1800-tallet.

 Elever på Skovvangsskolen står i kø for at få deres lunger røntgenfotograferet. Billedet er fra 1958. Foto: Børge Venge

Elever på Skovvangsskolen står i kø for at få deres lunger røntgenfotograferet. Billedet er fra 1958.
Foto: Børge Venge.

Tuberkulose var i første halvdel af 1900-tallet en af de helt store dræbere – også i Aarhus. Mange folk boede i dårlige boliger, og smittespredningen var stor. Takket være en stor og systematisk indsats lykkedes det at få tuberkulosen bekæmpet. Billedet er fra 1958, og viser elever på Skovvangsskolen i kø for at få deres lunger røntgenfotograferet.

Overlæge på Aarhus Kommunehospital, Poul Ottosen, undersøger blodtryk og hjerter på handlende i Brugsen. 1975. Foto: Hans Bølcho

Overlæge på Aarhus Kommunehospital, Poul Ottosen, undersøger blodtryk og hjerter på handlende i Brugsen. 1975.
Foto: Hans Bølcho

Hjertesygdomme blev i årene efter 2. Verdenskrig den helt store dræber. I takt med at velstanden steg, sneg også mageligheden sig ind på mange danskere. Flere fik bil, kontorarbejde og tv, og for mange førte det til en mere stillesiddende tilværelse. Samtidig nød mange både alkohol og røg, og livsstilen kom nu i fokus. I 1975 undersøgte overlæge på Aarhus Kommunehospital, Poul Ottosen, blodtryk og hjerter på handlende i Brugsen.

Stuegang på Aarhus Amtssygehus i 1940’erne. Foto: Ukendt

Stuegang på Aarhus Amtssygehus i 1940’erne.
Foto: Ukendt.

Langt op i 1900-tallet var hospitalerne små verdener med en mandlig overlæge øverst i hierarkiet. Når lægen gik stuegang, fulgte det øvrige personale andægtigt med. Før lægens ankomst til den enkelte sengestue, havde sygeplejerskerne været der på forhånd for at anrette patienterne. Dynerne var blevet lagt pænt, og gardinerne var også blevet rettet til. Her er der stuegang på Aarhus Amtssygehus i 1940’erne.

Byggeriet i Skejby er fotograferet i 2014. Foto: John Kristensen, Hunderup luftfoto

Byggeriet i Skejby er fotograferet i 2014.
Foto: John Kristensen, Hunderup luftfoto

Byggeriet i Skejby er her fotograferet i 2014. Første spadestik var i 2009, og efter planen er hele komplekset klar i 2019.

Forside på bogenBaggrunden for bogen er, at Aarhus Universitetshospital i de kommende år flytter under ét tag i Skejby. Det betyder, at de gamle hospitaler i Aarhus lukker. Men for ikke at deres lange historie skal glemmes kontaktede Aarhus Universitetshospital Den Gamle By. Man spurgte, om museet kunne være med til at sikre historien – at samle historien op. Det kunne Den Gamle By, og igennem knap tre år har museet haft historiker Doron Haahr ansat til at skrive bogen om hospitalernes historie. Bogen udkom i november 2016.

Du kan læse en anmeldelse af ”På Stuegang i Aarhus” her:

http://jyllands-posten.dk/aarhus/kultur/ECE9169323/de-hvide-kitlers-parade/

Du kan læse mere om bogens forfatter, historiker Doron Haahr, her:

http://aarhushistorier.dk/om-doron

 

Den førerløse sporvogn på Trøjborg

For 100 år siden kunne folk på Trøjborg opleve en førerløs sporvogn i fuld fart ned ad Trøjborgvej. Det er én af de historier informant John Nielsen fortalte i et interview om dengang, der kørte sporvogne i Aarhus. Historier der skal indgå i udstillingen Aarhus Story.

Den uheldige sporvogn nr. 13 ses her på Dalgas Avenue i 1904.

Den uheldige sporvogn nr. 13 ses her på Dalgas Avenue i 1904.

Det var den 13. november 1915 vognstyrer Peter Rahbek havde vendt sporvogn nr. 13 ved endestationen på Tøjborgvej og var klar til næste tur mod byen. Derfor havde han ikke sat en stopklods foran hjulet. Da der endnu var lidt tid før afgang, smuttede han ind til købmanden for at købe skrå.

Da Rahbek kom ud af butikken, så han til sin rædsel, at sporvognen var begyndt at rulle ned ad Trøjborgvej. Sporvognen fik hurtigt så meget fart på, at det ikke lykkedes vognstyren at løbe den op og få den standset.

Vognen fortsatte i høj fart ned ad Trøjborgvej, kom rundt i svinget ved Skovvejen uden at vælte og fortsatte i endnu højere fart ned ad Skovvejen. Heldigvis var der ingen passagerer med den.

Sporvogn nr. 13 ved endestation på Trøjborgvej.

Sporvogn nr. 13 ved endestation på Trøjborgvej.

Fra Østbanetorvet afgik en anden sporvogn mod Trøjborg. Da vognstyren opdagede den løbske sporvogn komme lige imod ham i høj fart, sprang han ud af sporvognen og råber samtidig til den enlige passager i vognen, at han skal skynde sig at komme ud.

Det nåede han ikke, før de to sporvogne ramlede sammen med så stor kraft, at den løbske sporvogn blev afsporet og flere meter skinne blev revet op. Den uheldige passager slap fra sammenstødet med knubs overfladiske skrammer.

Bremsen blev løsnet

Undersøgelser af den forulykkede sporvogn viste, at det ikke var den manglende bremseklods, der var skyld i ulykken, men at bremsen var løsnet. Det var ikke vognstyrer Rahbek, der havde glemt at trække bremsen, men en nysgerrig dreng, der havde sneget sig ind i den tomme sporvogn og var kommet til at løsne bremsen.

Da sporvognen til hans store forskrækkelse var begyndt at køre og den panikslagne dreng ikke kunne standse sporvognen, sprang han af og løb sin vej,

Der findes ikke noget foto af den sporvogn nr. 13. der løb løbsk i 1915, men uheldene fulgte sporvogne med nr. 13. Her er det sporvogn nr. 13 fra 1948, der i 1954 løb løbsk ned ad Tordenskjoldsgade og væltede ind på kirkegården. Ingen kom til skade.

Der findes ikke noget foto af den sporvogn nr. 13. der løb løbsk i 1915, men uheldene fulgte sporvogne med nr. 13. Her er det sporvogn nr. 13 fra 1948, der i 1954 løb løbsk ned ad Tordenskjoldsgade og væltede ind på kirkegården. Ingen kom til skade.

 

Fra Domkirken til Dokk1

Med åbningen af multimediehuset Dokk1 i juni 2015 har Aarhus fået Skandinaviens største bibliotek. Dokk1 er foruden en udvidelse også en videreudvikling af Hovedbiblioteket i Mølleparken med fokus på at gøre mangfoldigheden af nutidens videnskilder tilgængelig for den enkelte.

Dokk1 set fra Mellemarmen, 2015. Fotograf Jette Munk.

Dokk1 set fra Mellemarmen, 2015. Fotograf Jette Munk.

Udlån af bøger i domkirken
Det moderne biblioteksvæsen har sine rødder tilbage til 1821, da dørene blev slået op til Aarhus Stiftsbibliotek, byens første offentlige bibliotek, som havde til huse i domkirkens to nordøstre kapeller. Bogbestanden var foræret til biblioteket af det aarhusianske borgerskab og kunne lånes mod en årlig betaling på 2 rigsbankdaler (lig med 184 skilling, en arbejdsmands dagløn var ca. 32 skilling), dog var det gratis for mindre bemidlede. Selvom bogbestanden voksede, var der tilsyneladende ikke det store udlån, måske appellerede de indsamlede bøger ikke til almindelige aarhusianeres læselyst. Den manglende interesse og det at mange af bøgerne gik til i de to uopvarmede og fugtige kapeller førte til, at Stiftsbibliotekets endte med at indgå i Katedralskolens Bibliotek i 1881. Hertil var der ikke offentlig adgang.

Aarhus Clemens Domkirke set nordøst fra med de to kapeller, der rummede biblioteket under det skrå tag på nordsiden af korsarmen.  Efter tegning af J. Kornerup 1855

Aarhus Clemens Domkirke set nordøst fra med de to kapeller, der rummede biblioteket under det skrå tag på nordsiden af korsarmen.
Efter tegning af J. Kornerup 1855

Aarhus Folkebibliotek
Siden 1868 kunne aarhusianerne imidlertid låne bøger på Aarhus Folkebibliotek, der var indrettet i lokaler i Paradisgade Skole. Biblioteket, der havde åbent to aftener om ugen, var etableret for privat midler og igen var bøgerne doneret af byens borgere. Oprindelig kunne enhver, der var konfirmeret, være låner; men da ”de ganske unge lærlinge gjorde sig skyldig i gentagne uordener” fandt bestyrelsen det nødvendigt at hæve alderen til 20 år.

Paradisgade Skole – blev indviet 1. nov. 1862 og var byens første betalingsfri skole. Faldende elevtal i den gamle Aarhus Kommune førte til skolelukninger og i 1972 var det Paradisgades Skoles tur.  Fotograf Børge Venge 1962

Paradisgade Skole – blev indviet 1. nov. 1862 og var byens første betalingsfri skole. Faldende elevtal i den gamle Aarhus Kommune førte til skolelukninger og i 1972 var det Paradisgades Skoles tur.
Fotograf Børge Venge 1962

Da lokalerne i Paradisgade Skole blev for trange, flyttede biblioteket til større lokaler i Borgerskolen i Vestergade 23. Her var der plads til den voksende bogsamling, der i 1893 talte ca. 3.000 bind, hvoraf hovedparten var skønlitteratur af tidens forfattere og resten var lettere faglitteratur.

Borgerskolen, Vestergade 23 i 1904. Huset, der oprindelig var en del af en stor købmandsgård fra o. 1750, blev i 1818 indrettet til borgerskole for børn og unge i Vor Frue Sogn. Bygningen blev i 1944 genopført i Den Gamle By. Fotograf: Ukendt

Borgerskolen, Vestergade 23 i 1904. Huset, der oprindelig var en del af en stor købmandsgård fra o. 1750, blev i 1818 indrettet til borgerskole for børn og unge i Vor Frue Sogn. Bygningen blev i 1944 genopført i Den Gamle By.
Fotograf: Ukendt

Fra 1917 var åbningstiden indskrænket til lørdag aften mellem kl. 19 og 21. Bogbestanden var da kun øget til ca. 4.700 bind og lokalerne var nedslidte, og bøgerne snavsede.

Interiør fra Vestergade 23 i 1930. Her kunne lånerne ikke selv gå rundt mellem reolerne og finde bøgerne. De skulle bestilles efter et katalog.  Fotograf ukendt.

Interiør fra Vestergade 23 i 1930. Her kunne lånerne ikke selv gå rundt mellem reolerne og finde bøgerne. De skulle bestilles efter et katalog.
Fotograf ukendt.

En væsentlig årsag til stilstanden på Folkebiblioteket skyldes åbningen af Statsbiblioteket på Vester Allé i 1902. Her fik byen den ordning med Statsbiblioteket, så dets læsesal og udlån var åbent for byens borgere om aftenen, mod et betydeligt tilskud til Statsbiblioteket, en mulighed, som mange benyttede sig af. Den ordning måtte imidlertid ophøre, da Universitetet blev oprettet i 1928, og Statsbiblioteket skulle være dets videnskabelige bibliotek.

Aarhus Kommunes Hovedbiblioteket
Det gav stødet til, at folkebiblioteket i Aarhus blev moderniseret. I 1934 flyttede biblioteket ind i en bygning i Mølleparken, der var opført og indrettet til formålet.

Aarhus Folkebibliotek i Mølleparken, 1936.  Fotograf ukendt.

Aarhus Folkebibliotek i Mølleparken, 1936.
Fotograf ukendt.

Det nye bibliotek blev taget så godt imod af aarhusianerne, at det snart viste sig, at bygningen ikke kunne håndterere den massive tilstrømning. For at afhjælpe problemet begyndte man at opbygge et net af filialer med biblioteket i Mølleparken som hovedbibliotek. Først i 1964-1967 gennemgik hovedbiblioteket en omfattende ombygning. Der blev opført to nye fløje, samt indskudt en etage i midterpartiet, der havde en ekstraordinær loftshøjde.

Udlån af grammofonplader i Hovedbiblioteket  Fotograf ukendt.

Udlån af grammofonplader i Hovedbiblioteket
Fotograf ukendt.

Oprindelig var bibliotekets primære opgave at give aarhusianerne mulighed for læseoplevelser; men i takt med udviklingen af videnssamfundet, udvidede biblioteket med formidling af musik, film og af de digitale muligheder, som f.eks. den digitale bog. Ligesom biblioteket også kom til at danne ramme for en lang række forskellige kulturelle arrangementer. Det betød, at huset i Mølleparken ikke længere slog til, og det blev besluttet at bygge Multimediehuset Dokk1 ved havnefronten.

Havnearbejdernes varmestue – et levende minde sat til salg

Havnearealerne tæt på byen, der engang var aktive og pulserende arbejdspladser, omdannes til boligområder, åbne pladser, kulturhuse og studiesteder. Hermed forandrer byens identitet sig. Den synlige fortælling om at Aarhus er blevet landets andenstørste by, meget på grund af sin havn, er flyttet ud af aarhusianernes øjesyn. Ud på Østhavnen.

Havnen er fortællingen om Aarhus, der tager teten og rykker fra de andre byer, og om alle de mænd og få kvinder, der har fået gang i hjulene ved at arbejde hårdt på havnen. Én bygning er i særlig grad med til at fortælle om havnens historie. Det er havnearbejdernes varmestue, der ligger på Mindet 4.

Wienerbrød og kaffe svinges igennem lugen ind til varmestuen. Omkring 1940. Lugen findes stadig, men nu som skab. I stedet er der lavet en større åbning, for en hurtigere ekspedition af vådt og tørt. Foto: Agge Fredslund Andersen

Wienerbrød og kaffe svinges igennem lugen ind til varmestuen. Omkring 1940.
Lugen findes stadig, men nu som skab. I stedet er der lavet en større åbning, for en hurtigere ekspedition af vådt og tørt.
Foto: Aage Fredslund Andersen

Siden 1935 har ”Den flade” varmestue huset havnearbejderne, når der var pauser og fri fra det hårde arbejde på havnen. Inden døre emmer bygningen af historie. Havnearbejderne selv værner om stedet, holder det i live ved at bruge det, selvom varmestuen egentlig lukkede for 12 år siden.
Nu er Mindet 4 sat til salg, for al aktivitet rykker ved årsskiftet ud i Østhavnen, hvor der bliver bygget fælles personalefaciliteter for alle de ansatte på havnen.

Havnearbejderne håber, at nogen vil købe stedet og skabe nyt liv med afsæt i det gamle. Restaurant, forsamlingshus, kulturelle aktiviteter – ideerne er mange. Interiøret oser af historie, og vil kunne give nogle helt fantastiske oplevelser i fremtiden, samtidig med at historien om fortiden fortsat fortælles.

Mindet er oldnordisk og betyder mundingen, altså lige der, hvor Aarhus Å løber ud i bugten. Det er lige her, at Aarhus vugge ligger.

Fra børnebiblioteket i Dokk1'en er der et godt overblik over den del af havnen, der stadig er i aktivitet. Den røde pil viser hvor Mindet 4 ligger. Foto: Anneken Appel Laursen, juni 2015

Fra børnebiblioteket i Dokk1’en er der et godt overblik over den del af havnen, der stadig er i aktivitet. Den røde pil viser hvor Mindet 4 ligger.
Foto: Anneken Appel Laursen, juni 2015

Havnearbejdernes varmestue på Mindet 4 kaldes "Den flade". "Den høje" varmestue lå i Pakhus 27 og eksisterer ikke længere. Det samme gælder pakhuset, der snart rives ned, til fordel for en åben pladsdannelse. Foto: Jonas Rump Nielsen, juni 2015

Havnearbejdernes varmestue på Mindet 4 kaldes “Den flade”. “Den høje” varmestue lå i Pakhus 27 og eksisterer ikke længere. Det samme gælder pakhuset, der snart rives ned til fordel for en åben pladsdannelse.
Foto: Jonas Rump Nielsen, juni 2015

Varmestuen på Mindet 26 under opførsel i 1935. Fotografiet afslører, at der er sket få ændringer med bygningen. En tilbygning mod syd og hjørnet har fået butiksvinduer. En ændring i vejnavnene, hvor Mindet i dag først begynder efter jernbaneoverskæringen, betyder at MIndet 26 er blevet til Mindet 4. Foto: Aage Fredslund Andersen

Varmestuen på Mindet 26 under opførsel i 1935. Fotografiet afslører, at der er sket få ændringer med bygningen. En tilbygning mod syd og hjørnet har fået butiksvinduer.
En ændring i vejnavnene, hvor Mindet i dag først begynder efter jernbaneoverskæringen betyder, at Mindet 26 er blevet til Mindet 4.
Foto: Aage Fredslund Andersen

Så er der gjort klar til servering i havnearbejdernes varmestue, Mindet 26 (nu Mindet 4). Kaffekopperne  er næsten som krus. Omkring 1940. Foto: Aage Fredslund Andersen

Så er der gjort klar til servering i havnearbejdernes varmestue, Mindet 26 (nu Mindet 4). Kaffekopperne er næsten som krus. Omkring 1940.
Foto: Aage Fredslund Andersen

Peter Mogensen er havnearbejder, og en af de mange, der gerne ser varmestuen Mindet 4 bevaret, i levende live. Den skal helst ikke blive til et museum. Foto: Jonas Rump Nielsen, juni 2015.

Peter Mogensen er havnearbejder, og en af de mange, der gerne ser varmestuen, Mindet 4 bevaret, i levende live. Den skal helst ikke blive til et museum eller forsvinde.
Foto: Jonas Rump Nielsen, juni 2015.

"2 kaffe og en ostemad, tak". Havnearbejdernes varmestue var oprindeligt i 2 etager. Gennem tragten på væggen talte man sammen, og den bestilte servering blev sendt op med madelevatoren til venstre for samtaleanlægget. Foto: Jonas Rump Nielsen, juni 2015.

“2 kaffe og en ostemad, tak”. Havnearbejdernes varmestue var oprindeligt i 2 etager. Gennem tragten på væggen talte man sammen, og den bestilte servering blev sendt op med madelevatoren til venstre for samtaleanlægget.
Foto: Jonas Rump Nielsen, juni 2015.

Den 80 år gamle varmestue ligner sig selv, næsten. Møblementet var dog oprindeligt lange borde og bænke. Men enten er der kommet nyt til i engang i 1940'erne eller også har man "arvet" Fiskerihavnens møblement, der åbnede i nye bygninger i 1941 - med præcis disse borde og stole. En ting er der ikke ændret på: Muligheden for at spille billard. Foto: Jonas Rump Nielsen, juni 2015.

Den 80 år gamle varmestue ligner sig selv, næsten. Møblementet var dog oprindeligt lange borde og bænke. Men enten er der kommet nyt til i engang i 1940’erne eller også har man “arvet” Fiskerihavnens varmestues møblement, der åbnede i nye bygninger i 1941 – med præcis disse borde og stole.
Foto: Jonas Rump Nielsen, juni 2015.

Man kan stadig spille billard på varmestuen. Foto: Aage Fredslund Andersen, omkring 1940.

Billard har altid været og er fortsat et fast element på “Den flade” varmestue, Mindet 4. Der er spænding om udfaldet af spillet, omkring 1940.
Foto: Aage Fredslund Andersen.

De første høje huse i Aarhus

“Man kan se Himmelbjerget og hele Århus-bugten fra højhuset på Langenæs” Sådan skrev Demokraten 19. juni 1959 efter at have været til rejsegilde på et af de tidligste højhusbyggerier i Aarhus, Langenæshus, der med sine 15 etager og 46 meter i højden altså har kunnet prale af ovenstående udsigt.

I slutningen af 1950’erne manglede Aarhus Kommune plads til at bygge boliger, for at imødegå befolkningstilvæksten. Det betød at de måtte bygge i højden, og Aarhus fik sine første høje huse. Tre af de første højhuse er BP-huset, Langenæshus og Marselisvænge.

bp-huset

-BP-huset set fra hjørnet af Europaplads og Havnegade september 1960. Foto: Hammerschmidt Foto.

BP-huset. Byens første højhus

BP-huset er det første højhus i Aarhus, dog var denne bygning aldrig tænkt som beboelsesejendom, men et kontor- og forretningshus der med sine rene og lige flader skulle stå som et udtryk for en moderne tid. I september 1959 skrev Demokraten om BP-huset: “Opførelsen af huset har kostet 8 mill. kr., hvilket er næsten 2 kr. pr. kg, idet huset vejer i alt 4,6 mill. kg. Højhusets mange vinduer giver naturligvis et venligt “ansigt” udadtil, og man bør vel nævne, at der findes 496 vinduer i hele huset.”

De første firmaer rykkede ind i den 40 meter høje bygning netop omkring september 1959.

langenaeshus

-Augustenborggade nr. 21. Rejsegilde på Langenæshus 18. juni 1959. Foto: Børge Venge.

Langenæshus

Langenæshus er opført af Foreningen til Fremskaffelse af Boliger for ældre og enlige. Den første beboer flytter ind i vintermånederne 1959. Snart efter fulgte mange andre nye lejere, der alle har kunne glæde sig over den fred og fordragelighed, der har måttet findes i bygningen: “Husets lydisolering vil blive særlig fin. Man ønsker, at der skal være ro i huset. Den ene beboer skal ikke kunne høre, når den anden går på WC.” (Demokraten 19/6 1959)

Marselisvænge

Marselisvænge, som Marselis Boulevard nr. 28 blev kaldt, kunne byde sine første beboere velkommen omkring maj måned 1961. Da stod de første lejligheder klar til indflytning, men hele højhuset var da endnu ikke færdigt, det var det først omkring september måned 1962. Med sine 14 etager og 42 meter var det en særdeles markant bygning i området.

marselisvaenge

-Højhuset “Marselisvænge” under opførelse set fra Dalgas Avenue d. 7. januar 1961. Foto: Ib Rahbek-Clausen

Desværre var et par af højhusets beboere ikke helt tilfredse med deres nybyggede lejligheder. Beboeren på 6. etage lejlighed 1 beklagede sig i marts 1962 over, at der nu i et ½ års tid var trængt regnvand ind i lejligheden. En fejl i husets ydre væg var skyld i miseren, der ødelage både maling og tapeter, samt afgav lugt i regnvejr. I juni 1962 klagede beboeren på 5. etage lejlighed 1 over, at han kun kunne åbne sit ene vindue nogle få centimeter, da et nedløbsrør var uhensigtsmæssigt placeret foran det.

Aarhus Rådhus – Tårnet der slet ikke var meningen

Tårnet på Aarhus Rådhus er et ikon i byens skyline. Og det til trods for, at de berømte arkitekter bag rådhuset, havde tænkt sig en tårn-løs bygning. Men borgere og meningsdannere ville det anderledes.

Som et af de få danske rådhuse er Aarhus Rådhus fredet på grund af bygningens enestående arkitektur. I 2006 blev det medtaget i Kulturkanonen under området arkitektur.

Som et af de få danske rådhuse er Aarhus Rådhus fredet på grund af bygningens enestående arkitektur. I 2006 blev det medtaget i Kulturkanonen under området arkitektur.

I 1937 udskrev kommunen en arkitektkonkurrence og ønskede sig en: ”…udpræget administrationsbygning, en arbejdsbygning uden noget tilstræbt pompøst og uden en forloren ”rådhusstil””. Arkitekterne Arne Jacobsen og Erik Møller vandt konkurrencen.

Arkitekterne Arne Jacobsen og Erik Møllers forslag, som vandt konkurrencen om et nyt rådhus i Aarhus i 1937. I det oprindelige forslag havde rådhuset ikke tårn. Arkitekternes akvarel.

Arkitekterne Arne Jacobsen og Erik Møllers forslag, som vandt konkurrencen om et nyt rådhus i Aarhus i 1937. I det oprindelige forslag havde rådhuset ikke tårn. Arkitekternes akvarel.

Men ikke alle var glade for vinderprojektet. En heftig debat i den lokale presse og blandt borgerne brød ud. Der manglede et tårn.
Og så synes man heller ikke, at bygningen var pompøs nok.
Arkitekterne vendte tilbage til tegnebrættet og præsenterede et nyt forslag om et rådhus beklædt med marmor og et 60 meter højt tårn. Det vandt genklang.

Rejsegilde for Aarhus Rådhus i 1939. Åge Fredslund Andersen fotograferede og billedet ligger i Danske Billeder.

Rejsegilde for Aarhus Rådhus i 1939. Åge Fredslund Andersen fotograferede og billedet ligger i Danske Billeder.

Aarhus Rådhus blev indviet i 1941. Samme år hvor borger nummer 100.000 blev født, og hvor Aarhus havde 500 års jubilæum som købstad.
Rådhustårnet er i dag en del af bybilledet. Men da det var nyt, sagde århusianerne drillende om det, at håndværkerne havde glemt at pille stilladset ned. I dag kan vi ikke forestille os tårnet anderledes, og det indgår jævnligt i præsentationer og fortolkninger af Aarhus.

Kunstner Ole Nielsen fortolkede tårnet i festugen 1993 (vist nok). Foto: Verner Hald.

Kunstner Ole Nielsen fortolkede tårnet i festugen 1993 (vist nok). Foto: Verner Hald.

 

Kirkegården ved Jydske Asyl (Psykiatrisk Hospital i Risskov)

Nordøst for Psykiatrisk Hospital i Risskov ligger en kirkegård, der ikke længere er i brug. På kirkegården ligger lige rækker af cementsten med navne og årstal som minde over afdøde patienter. De grå sten gør ikke meget væsen af sig, men de fortæller historien om mennesker, der alle har kæmpet med svær psykisk sygdom og som i årevis har været patient på det psykiatriske hospital, hvorfra de også døde. Andre typer gravsten på kirkegården vidner om, at også overlæger og ansatte, der har haft deres arbejde på Psykiatrisk Hospital i Risskov, er blevet begravet her.
Der hersker en fredfyldt stemning på den lille kirkegård med den smukke udsigt ud over Aarhus bugten. Nærmest som en slags mindelund. En mindelund over en række udstødte skæbner, for engang betød psykisk sygdom ofte, at man blev sendt væk på dårekister og senere sindssygeanstalter, til langvarige og ofte uvirksomme behandlinger. Her blev de ”gemt og glemt”. Det var her de endte deres dage.

Da Jydske Asyl blev indviet i 1852 med tilhørende park var det med en revolutionerende behandling. Patienterne skulle beskyttes mod sygdomsfremkaldende og sygdomsforstærkende daglige relationer til familie og lokalsamfund. Det var vigtigt for pioner og overlæge Harald Selmer at en sådan helbredelsesanstalt skulle placeres, hvor den kunne udnytte ”Naturens Skjønheder [i en] venlig Beliggenhed og et afvexlende Landskab”. Det handlede om rekreation, og parken var derfor lige så vigtig som hospitalet. Den blev anlagt med frugttræer og baner til tennis, boccia og meget andet.

Da Jydske Asyl blev indviet i 1852 med tilhørende park var det med en revolutionerende behandling. Patienterne skulle beskyttes mod sygdomsfremkaldende og sygdomsforstærkende daglige relationer til familie og lokalsamfund. Det var vigtigt for pioner og overlæge Harald Selmer at en sådan helbredelsesanstalt skulle placeres, hvor den kunne udnytte ”Naturens Skjønheder [i en] venlig Beliggenhed og et afvexlende Landskab”. Det handlede om rekreation, og parken var derfor lige så vigtig som hospitalet. Den blev anlagt med frugttræer og baner til tennis, boccia og meget andet.

Kirkegårdens historie:
Siden 1857 har der været knyttet en kirkegård til Psykiatrisk Hospital eller Jydske Asyl, som det oprindeligt hed. Den sidste begravelse skete i 1962, selvom kirkegården officielt var blevet nedlagt i 1957. Der var ikke længere brug for kirkegården, for behandling med psykofarmaka har siden 1950’erne givet reelle muligheder for behandlinger af psykiatriske patienter.

Kirkegården blev indviet 20. november 1857. Den er landets ældste kirkegård knyttet til et psykiatrisk hospital. Og der var et stort behov, da det 4 år gamle Jydske Asyl i 1856 blev udvidet til 400 pladser fra de oprindelige 130. Det skete fordi man nedlagde dårekisterne ved Frue Kirke i Aarhus. Fra 1861 blev Jydske Asyl endvidere pålagt at modtage uhelbredeligt og kronisk syge, så endnu flere patienter endte deres dage på hospitalet.

Behandlingsmetoderne var dengang som regel uvirksomme og højst lindrende, det betød indlæggelse i årevis, hvor patienterne enten døde af alderdom eller anden sygdom på hospitalet. Vejlby Kirkegård kunne ikke tage imod de mange døde, så en hospitalskirkegård var påkrævet.

Harald Selmer, var en af foregangsmændene i den moderne psykiatri, og den første overlæge på Jydske Asyl. Han tænkte i helt nye baner, hvor det handlede om rekreation og behandling, frem for forvaring. Født i 16. marts 1814 og død 17. december 1879.  Han ligger begravet på kirkegården. Foto: Ovartaci Museet

Harald Selmer, var en af foregangsmændene i den moderne psykiatri, og den første overlæge på Jydske Asyl. Han tænkte i helt nye baner, hvor det handlede om rekreation og behandling, frem for forvaring. Født i 16. marts 1814 og død 17. december 1879. Han ligger begravet på kirkegården. Foto: Ovartaci Museet

Kirkegårdens udformning:
Kirkegården blev anlagt som en 150 m lang og 50 m bred kile umiddelbart nord for hospitalsområdet. Oprindeligt hængte kirkegård og park mere sammen, hvor kirkegården var inspireret af barokkens mere stramme og symmetriske parkanlæg, modsat parkens mere romantiske og løse udtryk. I dag er de adskilt af nyere bygninger og træer, der hænger ind over kirkegårdens rum.

Anlægget var omtrent korsformet, med et cirkelformet anlæg, der hvor akserne krydsede hinanden. Her blev flere af hospitalets læger begravet, blandt andet overlæge Harald Selmer. I akserne var der stier, ligesom der var stier langs kanten af anlægget.
I 1889 fik kirkegården sit eget kapel. Det blev revet ned omkring 1970, for at give plads til en vendeplads. Den vestlige del af kirkegården eksisterer derfor ikke længere.

Kirkegården i dag:
Et besøg på kirkegården december 2014 afslører, at det cirkelformede anlæg stadig anes i overlægernes gravminder, der står med ryg mod hinanden under en forvokset stedsegrøn busk. Stisystemet er næsten væk, men gravstedernes placering og mellemrummene i mellem dem, viser, hvor stierne har været.

235 gravsten i cement er placeret i lige rækker på kirkegården ved Psykiatrisk Hospital i Risskov.

235 gravsten i cement er placeret i lige rækker på kirkegården ved Psykiatrisk Hospital i Risskov.

Hovedparten af kirkegården fremstår som en samlet græsflade, hvor gravminderne, på lige rækker, er inddelt i sektioner. Den østlige ende, der skråner ned mod Aarhus Bugt, snævrer til og munder ud i et fint kig til Aarhus Bugt.

En fyrmester ligger begravet i udkanten af kirkegården med udsigt ud over Aarhus Bugt. Han hed Chr. Heering og man kan læse den spændende og gribende historie om, hvordan han endte sine dage på Jydske Asyl i bogen "Fyrmesteren. Beretning om et liv på kanten af havet" af Bodil Selmer.

En fyrmester ligger begravet i udkanten af kirkegården med udsigt ud over Aarhus Bugt. Han hed Chr. Heering og man kan læse den spændende og gribende historie om, hvordan han endte sine dage på Jydske Asyl i bogen “Fyrmesteren. Beretning om et liv på kanten af havet” af Bodil Selmer.

I den østlige ende er det tydeligt, at kirkegården ikke længere er i brug. Efterårets løvfald har samlet sig i striber på græsset og afslører lave fordybninger i græstæppet. Her er kisterne sunket sammen under jorden, hvilket har skabt de svage hulninger. Dette fænomen ses sjældent på moderne kirkegårde, hvor man enten foretager genbegravelser eller på anden måde forhindrer sammensynkning.

Kirkegården set mod vest. Bladene har lagt sig i striber, og afslører svage hulninger i græsset. Det er gravstederne, der er sunket sammen.

Kirkegården set mod vest. Bladene har lagt sig i striber, og afslører svage hulninger i græsset. Det er gravstederne, der er sunket sammen.

Et minde over de døde og deres skæbner:
Over 2000 mennesker er igennem tiden blevet begravet på hospitalskirkegården, hvoraf 235 gravminder er bevaret den dag i dag.

Gravminderne er for hovedparten cementsten, der oprindeligt lå i græsset, men som er blevet skråtstillet for ca. 10 år siden, så de ikke skulle forsvinde helt. I forbindelse med denne genopstilling er navnetrækkene blevet malet op og de står stadig tydeligt. En undersøgelse[1] viser at de døde for manges vedkommende har været mennesker, der på en eller anden måde var udstødte eller marginaliserede i deres samtid. Nogle har haft endog brutale skæbner. Personer, der var indlagt på psykiatriske institutioner, har kulturhistorisk set været meget udsatte og skrøbelige.

Kirkegården har for længst udlevet sin rolle som begravelsesplads for afdøde patienter. Men på sin vis fungerer kirkegården fortsat som mindested over skæbner, der måske har været udstødt af samfundet eller at de har været så syge, at de ikke kunne være andre steder end på hospitalet. Det er nogle af samfundets allersvageste, hvis historie her bliver husket.

Kirkegården snævrer ind mod øst, med udsigt ud over Aarhus Bugt.

Kirkegården snævrer ind mod øst, med udsigt ud over Aarhus Bugt.

Fremtiden:
Psykiatrisk Hospital skal flytte ud til Aarhus Universitetshospital i Skejby og en epoke på mere end 160 år slutter snart. Området er solgt, og lige nu gennemfører Aarhus Kommune en forundersøgelse med henblik på en lokalplan for området. I kulturhistorisk redegørelse i Aarhus Kommunes kommuneplan 2013 er området udpeget som kulturmiljø. Det omfatter bygningerne, parken og kirkegården som helhed. Man er altså opmærksom på, at her er en stærk kulturhistorisk fortælling om et unikt sted, hvor synet på psykisk sygdom for alvor ændrede sig. Bygningerne vidner til fulde om dette, og kirkegården er vidnesbyrdet om, at der har været skæbner, der har været med til at bane vejen for den moderne psykiatri. De levede og døde på det psykiatriske hospital i Risskov.

 

Vil du vide mere:
Tim Flohr Sørensens artikel ”Kirkegården ved Jydske Asyl – betragtninger over æstetik, stoflighed og forfald” i Det skjulte Aarhus, Fra bjerget til byen 3, 2008.
Johannes Nielsen, Jørgen Nielsen og Eddie Danielsen: ”Kirkegården ved psykiatrisk hospital i Århus”, Ovartaci Fonden, 2007.
Bodil Selmer: “Fyrmesteren. Beretning om et liv på kanten af havet”. Fiskeri-og Søfartsmuseets Forlag 2010.
”Kulturhistorisk Redegørelse 2013”. http://www.aarhus.dk/da/borger/bolig-og-byggeri/Kommuneplanlaegning/Kulturhistorisk-redegoerelse-2013.aspx

[1] Johannes Nielsen, Jørgen Nielsen og Eddie Danielsen: ”Kirkegården ved psykiatrisk hospital i Århus”, Ovartaci Fonden, 2007. Alle gravsteder er identificeret og placeret på oversigtskort. Der findes endvidere en database, hvor samtlige gravminder er knyttet til de enkelte patienters historie.

 

Gå på opdagelse i 80.000 Aarhusfotografier og oplev udvalgte fra 1974 i Den Gamle Bys nye billedarkiv

Den Gamle By markerer i dag officielt åbningen af museets billedarkiv, der rummer mere end 80.000 historiske Aarhusfotos. Fra i dag kan gæster også opleve fotoudstillingen ”1974”, der viser byen, mennesker og situationer fra Aarhus i året 1974.

I sommerens løb er det gule gartnerhus på  Eugen Warmings Vej 10 blevet renoveret og indrettet til billedarkiv. I billedarkivet kan alle interesserede komme og kigge i det rige materiale, hvad enten det er Festugen gennem tiden, barndomshjemmet i Mejlgade eller billeder fra Centralværkstedet fra starten af århundredet, der søges.

Aarhus i 1974 – fotoudstilling i billedarkivet

I billedarkivet kan man finde fotos fra 1800-tallet og frem til i dag. Der er billeder med motiver af alle slags, både taget af pressefotografer og af private. Billederne i udstillingen 1974 er udvalgt i tråd med Den Gamle Bys nye 1974-bydel og er således en række øjebliksbilleder, der tager os tilbage til dette år. Billederne er udvalgt af Jyllandspostens fotochef Brian Karmark og Den Gamle Bys fotoansvarlige Kitt Boding-Jensen, ud fra fotografisk kvalitet og motiverne historiske karakter.

Miniudstillingen viser 1974 i glimt. Fra en overfyldt parkeringsplads ved Bilka til en gruppe engelske skolebørn på skibstogt, som ankommer til Aarhus, tager billederne os med på en tidsrejse til trompetbuksernes og rockmusikkens storhedstid. Samlet set fremviser billederne en erindringsmosaik af året 1974, hvor nye sammenhænge opstår på tværs af motiverne i vores møde med dem.

 

Texaco, 1974

Et af de billeder, der emmer af 70’er stemning, er billedet af en Texaco tankstation, på Ormslevvej. Det taler næsten for sig selv. Der sker ikke noget vigtigt på billedet, alligevel er det et uforligneligt ”tidsbillede”. Især bilen og benzinpumperne er med til at understrege periodens særkende.
Fotograf: Jens-Kristian Søgaard

 

Flere billeder viser dagligdagen som helt almindelige mennesker oplevede den. Små hverdagsøjeblikke og dagligdagshandlinger, som for eksempel billedet herunder af børn, der leger i en baggård. Billedet er på en gang umiddelbart aflæseligt som hvad man kunne kalde ”typisk 70er agtigt” i sin udstråling og motivet antyder en gådefuld og spændende fortælling som vækker vores nysgerrighed. Man føler man er gået glip af noget. Hvad er det børnene laver, hvad taler de mon om? Det er tydeligt at der blev fortalt gode historier henover stakkittet.  Fotograf: Kurt W. Sørensen

Flere billeder viser dagligdagen, som helt almindelige mennesker oplevede den. Små hverdagsøjeblikke og dagligdagshandlinger, som for eksempel billedet herunder af børn, der leger i en baggård. Motivet antyder en gådefuld og spændende fortælling, som vækker vores nysgerrighed. Man føler, man er gået glip af noget. Hvad er det børnene laver, hvad taler de mon om? Det er tydeligt, at der blev fortalt gode historier henover stakittet.
Fotograf: Kurt W. Sørensen

 

Aarhus Banegård 1974

Et tog ruller bort mod den disede baggrund. Dette billede fra Aarhus Hovedbanegård har en næsten filmisk kvalitet. Det fremstår som en afskedsscene. 1974 var også året, hvor DSB indførte Intercity-togdriften. En kioskvogn, hvor man kunne få en forfriskning, blev samme år standard på disse strækninger. f.eks. mellem Aarhus og København. Nu 40 år senere har DSB netop trukket i bremsen for denne service og har igen afskaffet salgsvognen i togene. Fotograf: Torben Stroyer

”Nina er gået i bad. Jeg spiser ostemad” sang Povl Dissing på albummet ”Svantes viser” og strøg i 1974, sammen med Benny Andersen, til tops på hitlisterne. Svantes viser er nok stadig i dag det disse kunstnere er mest kendte for i den brede befolkning. De er også repræsentanter for den bølge af folkemusik som slår an i 70ernes musikmiljø. Årets hitlister måtte dog deles med både, disco- og rockmusik foruden Kaj og Andrea. Her ses Poul Dissing under koncert på Aarhus Theater. Fotograf: Jens-Kristian Søgaard

”Nina er gået i bad. Jeg spiser ostemad” sang Povl Dissing på albummet ”Svantes viser” og strøg i 1974, sammen med Benny Andersen, til tops på hitlisterne. Svantes viser er stadig i dag det, disse kunstnere er mest kendte for i den brede befolkning. De er også repræsentanter for den bølge af folkemusik. som slår an i 70´ernes musikmiljø. Årets hitlister måtte dog deles med både, disco- og rockmusik foruden Kaj og Andrea. Her ses Povl Dissing under en koncert på Aarhus Theater. Fotograf: Jens-Kristian Søgaard

 

Indlægget er skrevet af billedarkivets medarbejder Stig Asbjørn Vestergaard.

Billedarkivet har åbent hver tirsdag og torsdag fra 11.00 til 16.00. Den første torsdag i måneden til 18.00. (Dog ikke på helligdage eller i julen).

Den Gamle Bys billedarkiv ligger på Eugen Warmings vej 10

Se mere på: www.dengamleby.dk/museum-aarhus/billedarkivet 

Jazzbar Bent J – aarhusiansk jazzhistorie kommer på museum

Når Jazzbar Bent J åbner i Den Gamle By i sommeren 2015, kommer et unikt stykke Aarhus-historie på museum. Bent J var ikke kun et værtshus med stamgæster, bartendere og billige bajere. Det var også en institution i det danske jazzmiljø. 

Netop nu indsamler Den Gamle By historien om Jazzbar Bent J, der lå på Nørre Allé 66 fra 1973 til 2008. Det sker blandt andet med hjælp fra de stamgæster, bartendere og jazzmusikere, som selv er kommet der gennem tiden. Det er et unikt stykke af den aarhusianske jazzhistorie, som dermed bliver bevaret og udstillet, og samtidig er det første gang her i Danmark, at et helt værtshus kommer på museum.

Bent i baren_LOW

Bent i baren – det er sådan, Jazzbar Bent J huskes af mange. Bent J. Jensen drev jazzbaren i Nørre Allé i Aarhus i perioden 1973-2008. Foto: Albert Meier.

Et værtshus med hjertevarme

– ”Der var højt til loftet.”

– ”Der var ikke nogen, der så skævt til nogen. ”

Sådan beskrev en række tidligere kunder, bartendere og musikere samstemmende den legendariske Jazzbar Bent J – i daglig tale ”Bent J” -, da de forleden var samlet i det lokale, hvor vi netop nu er ved at genskabe jazzbaren. Bent J åbner i sommeren 2015, så arbejdet med genskabelsen har allerede været i gang et stykke tid.

Jeppe Halkier Hansen og Lisbeth Skjernov fra Den Gamle By

Projektleder Jeppe Halkier Hansen informerede de fremmødte om status på indretningen, mens jeg selv efterlyste fotos, materiale og erindringer fra Bent J.

I Den Gamle By har vi lang tradition for at samarbejde med personer, grupper og fagfolk med særlig viden og ekspertise, når nye butikker, værksteder og lejligheder skal indrettes. Det gælder selvfølgelig også, når det er et værtshus, der skal indrettes. Netop derfor havde vi inviteret en forsamling af Bent J-kendere indenfor, så vi både kunne spørge dem til råds og blive klogere på jazzbarens historie og indretning.

– ”Alle kunne komme på Bent J lige fra direktører til havnearbejdere, ludere og lommetyve” fortæller Herbert Meinke – bedre kendt som Herbie. I 18 år stod han bag baren i Jazzbar Bent J. Og det tog ham da heller ikke mange minutter at finde sin gamle plads ved den gamle bardisk, som på dagen var sat et tilfældigt sted i lokalet, hvor den var mindst i vejen for de håndværkere, der er i gang med at sætte inventaret op.

28. okt. 2014 (49)

De to tidligere bartendere, Esther Brakl og Herbie, følte sig straks hjemme bag baren.

Flere af de fremmødte benyttede desuden lejligheden til at tilbyde Den Gamle By forskelligt materiale – fotos, udklip mv. – som vi tog imod med kyshånd.

Bassisten Jeppe Tange og guitaristen Alex Olesen havde medbragt deres instrumenter og sørgede således på smukkeste vis for at genskabe den helt rigtige jazzede Bent J-stemning, så man et næsten glemte alt byggerodet og bare følte sig hensat til de gode gamle dage på Bent J. Jeppe Tanges egen musikerkarriere begyndte netop med de berømte jamsessions på Bent J.

Jeppe Tange og Alex Olesen

Bassisten Jeppe Tange og guitaristen Alex Olesen sørgede for den rette jazz-stemning på trods af byggerodet.

Små stjernefrø og store verdensstjerner

Udover den særlige stemning blandt kunder og bartendere, var det især jazzmusikken, der fyldte meget i de fremmødtes erindring om Jazzbaren.

Mange nævnte specifikt de mange store verdensstjerner, der gennem årene har spillet på den lille jazzbar; navne som Benny Golson, James Moody og Lee Konitz og mange andre, der ellers var vant til at spille på større og langt mere fashionable scener rundt om i verdens metropoler.

Benny Golson_LOW

Saxofonisten Benny Golson er en af de store internationale jazzstjerner, der har lagt vejen forbi den lille jazzbar gennem tiden. Foto: Albert Meier.

– ”Det var Bent’s internationale kontakter, der fik de store navne til at komme til byen og optræde på Bent J” forklarer Herbie. Det imponerende kontaktnetværk havde Bent J. Jensen i stort omfang opbygget igennem 1950’erne og 60’erne som koncertarrangør i Aarhus Studenterjazz. Bent brændte nemlig for jazzen gennem hele sit liv.

Samtidig med koncerterne med de store jazzstjerner fungerede jazzbaren også en rugekasse for nye unge talenter, fortæller Esther Brakl, der arbejdede som bartender i Bent J fra 2001 til 2007:

– ”De ringede ofte og spurgte, om de måtte komme og spille gratis. På den måde fik de erfaring med at optræde for et publikum. Det var også sådan, jeg selv begyndte med at synge”.

Niels Lan Doky

Jazzbar Bent J var et samlingspunkt for det danske jazzmiljø. Her lytter gæsterne opmærksomt til Niels Lan Doky og Niels Henning Ørsted Pedersen. Foto: Albert Meier

At Bent J var et omdrejningspunkt for ikke bare det aarhusianske, men hele det danske jazzmiljø, vil også blive afspejlet i den fremtidige formidling i udstillingen. Det er en klar ambition for Den Gamle By, at den genskabte jazzbar skal gøres levende, så man på udvalgte dage skal kunne nyde en øl ved stambordet og i et vist omfang høre livejazz.

Mange af de fremmødte bartendere gav udtryk for, at de hellere end gerne stillede sig bag baren igen for at lange både øl og Bent J-historier over disken til Den Gamle Bys gæster.

Jazzbar Bent J åbner i sommeren 2015
Det var en livsdrøm, der blev realiseret, da Bent J. Jensen åbnede sit jazzværtshus i 1973. Og det livsværk, han skabte, overdrog han selv til Den Gamle By, da han efter 35 år valgte at lukke stedet i 2008.

2

Det var Bent selv, der foreslog Den Gamle By at overtage hans livsværk. Han bidrog med oplysninger og skrev blandt andet musikernes navne bag på de koncertbilleder, der hang over stambordet.

Trods sygdom bidrog han med oplysninger om nogle af genstandene, da Den Gamle Bys medarbejdere rykkede ind efter lukningen. Lokalet blev grundigt opmålt, genstandene blev registreret og nedpakket, og museets håndværkere nedtog så meget som muligt af det faste inventar – herunder baren, bordene og bænkene. Efter syv år i en container, bliver det hele nu sat op igen.

For Jeppe Halkier Hansen, der er projektleder for indretningen, er det en drøm at være en del af projektet. Han er selv jazzmusiker og kom på Bent J gennem flere år frem til lukningen i 2008. Det er ham, der sørger for, at håndværkerne sætter de mange inventardele korrekt op.

”Det er noget af et puslespil at få alle inventarbrikkerne til at passe sammen. Men det skal nok lykkes!” forsikrer Jeppe.

Når Jazzbaren genopstår i Den Gamle By, bliver det i et lokale der ligner det originale, så indretningen bliver så tæt på det oprindelige, som overhovedet muligt. Indenfor bliver placeringen af både scenen, vindfanget, baren, plakatvæggen, stambordet og de øvrige borde og bænke, som det stod oprindeligt. Udvendigt bliver facaden den samme med den velkendte grønne bræddebeklædning, røde markiser og gule vinduesruder.

Interiør Jazzbar Bent J

Indretningen i det genskabte Bent J bliver så tæt på det originale, som overhovedet muligt. Så når jazzbaren genopstår næste år, kommer det til at fremstå som da det lukkede i 2008.

Selvom lokalets dimensioner er stort set identiske med det oprindelige i Nørre Allé, er der dog alligevel enkelte steder, hvor vi må ”hugge en hæl og klippe en tå”.

Et enkelt sted bliver vi for eksempel nødt til at sætte et ekstra lille stykke træ ind, og her gælder det for museets malere om at ramme den rigtige nikotin-patinerede farvenuance, som man ser på det originale træværk.

Og da vi desværre ikke har det originale hus – det står nemlig stadig i Nørre Allé – har vi været nødt til at tilpasse et andet hus til inventaret, og det har derfor været nødvendigt at foretage to markante ændringer. For det første placeres toiletterne anderledes. Og for det andet kommer man ikke direkte ind fra gaden, men går op ad en lille trappe i opgangen, inden man træder ind via det vindfang, som mange vil kunne huske – det tog nemlig en del af udsynet mod scenen.

Louis Armstrong-plakat_LOW

Plakaten med Louis Armstrong, der reklamerer for et afføringsmiddel, kommer selvfølgelig op på toiletdøren. Toiletterne kommer dog til at ligge i den modsatte ende af lokalet i forhold til den oprindelige indretning.

Bortset fra disse få ændringer, vil jazzbaren blive genskabt som den var ned i mindste detalje. Dermed vil stamgæster, bartendere og musikere kunne føle sig helt hjemme, mens nye gæster vil få mulighed for at opleve stedet for første gang.

Selvom jazzbaren kommer til at ligge i Den Gamle Bys 1974-kvarter, bliver der ikke tale om at føre den tilbage i tid i indretningen. Det stod klart allerede da vi hentede inventaret i 2008, at den skulle genopstå som da den lukkede. Ellers ville man mangle en væsentlig del af stedets historie og en stor del af inventaret ville være for nyt. Så vi har valgt at bibeholde det som det så ud den sidste aften i 2008.

Bent J facade

Den Gamle By tog også facadebeklædningen med, da jazzbarens inventar blev hjemtaget. Den er netop nu ved at blive sat op på hjørnehuset fra København, hvor Bent J indrettes.

Vi efterlyser fortsat historier og materiale

I forbindelse med Den Gamle Bys genopførelse af inventaret fra Bent J, efterlyser vi alt lige fra historier og viden til fotos, lyd-/video-optagelser, udklip og andet scrapbogsmateriale fra Bent J, så historien kan blive dokumenteret og bevaret i museets arkiv for eftertiden. Dermed kan historien om Bent J leve videre sammen med udstillingen i mange år frem.

Så hvis du ved noget, har noget liggende eller kender nogen der har, så kontakt os meget gerne på mail@dengamleby.dk

Ud over dokumentation, skal materialet også bruges til at formidle historien om Bent J i selve udstillingen, ikke mindst af hensyn til de af museets gæster, der ikke kender den i forvejen.

Desuden planlægger vi en artikel om jazzbar Bent Js historie, som vil blive tilgængelig på museets hjemmeside. Det er museets journalist Dorte Søholm, der vil skrive artiklen i serien Made in Aarhus.

Links

Læs mere om Jazzbar Bent J i Den Gamle By

Følg Jazzbar Bent J på Facebook

Læs mere om hjørnehuset fra København, som Bent J indrettes i 

Se webartiklerne i Den Gamle Bys Made in Aarhus–serie