Frivillige i Aarhus har gennem tiden gjort en forskel for andre

Europæisk Frivillighovedstad i Aarhus fejrer gennem et helt år byens lokale frivillige, der påtager sig meget forskellige opgaver, til glæde for mange. I dagens velfærdssamfund taler man om et aktivt medborgerskab, og kommunen er en aktiv part i at skabe de bedste rammer for frivillighedskulturen.

Frivilligheden er dog slet ikke noget nyt fænomen, men fokus har ændret sig i takt med at samfundet har forandret sig. Velfærdssamfundets sociale sikkerhedsnet og den lige ret til uddannelse, er eksempelvis noget vi i dag tager som en selvfølge. Men sådan har det ikke altid været.

Foto: Børge Venge, 1960, Aarhus Stadsarkiv

Aarhusianske frivillige var ”first movers”
Frivillighed i fortidens Aarhus havde for eksempel et helt nødvendigt og konkret fokus på, at skabe bedre vilkår for trængte medborgere, at give adgang til viden for menigmand og give handicappede børn gode oplevelser i en oplevelsesfattig hverdag. Aarhusianske mænd og kvinder så, hvor det haltede, og gik målrettet i gang med at ændre på vilkårene.

Man kan sige, at frivillighedens historie handler om ”first movers”, der var drevet af ønsket om at skabe bedre forhold for deres medborgere. I en vandreudstilling, som Den Gamle By tidligere på året lavede til Europæisk Frivillighovedstad, bliver der sat fokus på otte personer, der på hver sin måde har gjort en markant forskel for de mange i Aarhus. Bag udstillingen står Cecilie Sophie Grothe, der var i studenterpraktik på museet i 2017 og som har stået for research, udvælgelse, grundtekster og billedredaktion.

Her præsenteres tre fortællinger om tre markante aarhusianere, der gennem frivilligt arbejde gjorde en markant forskel i fortidens Aarhus. Fortællingerne bygger på Cecilies arbejde.

Julius Høegh-Guldberg åbnede det første folkelige bibliotek.
Oberst Julius Høegh-Guldberg (1779-1861) var en fremtrædende skikkelse i 1800-tallets Aarhus. Han ønskede at styrke ’almenvellet’, og det handlede både om at skabe og forbedre velfærd og forhold for den mindre bemidlede aarhusianer. Oplysning og viden til alle, både høj og lav, blev en mærkesag for Julius Høegh-Guldberg. I 1821 oprettede han Aarhus Stiftsbibliotek, som kongen havde givet tilladelse til.

Julius Høeg-Guldberg var oberst og stifter af det første bibliotek for alle aarhusianere, der åbnede i 1821.
Foto: Ukendt, ca. 1840, Den Gamle By

Biblioteket blev til i form af boggaver. Julius Høegh-Guldberg skrev ud om støtte i form af bøger. Bidragene strømmede ind, særligt fra byens borgere, stiftets præster og embedsmænd. Allerede i 1827 var bogsamlingen på cirka 6.000 bøger og interessen for biblioteket var stor. Stiftsbiblioteket lå i nogle af Domkirkens lokaler.

Det var vigtigt for Julius Høgh-Guldberg at biblioteket var tilgængeligt for alle i byen. Det skulle ikke kun være for ”Videnskabsdyrkere” men for alle, der havde lyst til en eller anden form for nyttig og underholdende Læsning. Stiftsbiblioteket adskilte sig derfor fra andre biblioteker i tiden, da det ikke udelukkende var forbeholdt byens velstillede borgere. Høegh-Guldberg stod også bag indretningen af en særlig afdeling med tekniske bøger til gavn for håndværkerne, så de fik mulighed for at dygtiggøre sig.

Tegning af Aarhus Domkirke set fra nordøst med de to kapeller, der rummede biblioteket under det skrå tag på nordsiden af korskarmen. Aarhus Stiftsbibliotek var et ’almuebibliotek’, som man kaldte folkebibliotekerne dengang.
Kunstner: J. Kornerup, 1855, Den Gamle By

Aarhus Stiftsbibliotek var i virkeligheden et ’almuebibliotek’, som man kaldte folkebibliotekerne dengang. Man siger at Stiftsbiblioteket var det første egentlige folkebibliotek i Aarhus. I 1881 lukkede Aarhus Stiftsbibliotek og bogsamlingen blev overdraget til Aarhus Katedralskole. Aarhusianerne blev dog ikke uden bibliotek, da Aarhus Folkebibliotek i mellemtiden var åbnet i 1869.

Ellen Schepelerns hjalp ”faldne” kvinder.
Præstefruen Ellen Schepelern (1876-1937) kom til Aarhus i 1905. Hun blev hurtigt optaget af at hjælpe unge kvinder, der kom ”på gale veje”. Ellen Schepelern stiftede Kvindehjælpen i 1906 i Aarhus.

Ellen Schepelern stiftede Kvindehjælpen i Aarhus. Hun var formand og en kreds af borgerskabets kvinder sad i bestyrelsen. Organisationen fik flere afdelinger i Aarhus og forstæderne, og med afdelinger i Sønderjylland og Viborg.
Ellen Schepelern blev født i 1876 og døde i 1937.
Foto: Waldemar Riis Knudsen, 1916, Den Gamle By

Først gik Ellen Schepelern sammen med lokale diakonisser rundt i byens gader og beværtninger. Her talte de med unge prostituerede kvinder eller kvinder, der på anden måde levede et for samtiden utugtigt liv.
Prostitution var et offentligt erhverv omkring 1900, men i 1906 blev det afskaffet og den statslige kontrol med kvinderne ophørte. Et stort antal prostituerede var pludselig uden hjem og arbejde. Ellen Schepelern inviterede de unge kvinder hjem i sit private hjem til sammenkomster med blandt andet kaffe, oplæsning og andagt. Opgaven greb om sig og Ellen Schepelern fik flere medhjælpere. Snart indså hun, at nogle få timers kontakt til de unge kvinder slet ikke var nok. Der burde oprettes egentlige hjem, hvor de unge kvinder kunne bo og arbejde og blive vejledt i en mere retlinet livsførelse.

Dette blev grundstenen i organisationen Kvindehjælpen. Den 6. februar 1906 blev foreningen stiftet, med Ellen Schepelern som formand og en kreds af borgerskabets kvinder som bestyrelsesmedlemmer. På kvindehjemmene fik de unge kvinder undervisning i husligt arbejde, og de lærte at opføre sig ordentligt og præsentabelt. Tanken var, at de unge kvinder fremfor alt skulle oplæres til at blive hustruer, mødre og husmødre.

Strygestuen på Kvindehjemmet, Banegårdsgade 19 omkring 1912.
Foto: Ukendt, 1912, Kvindehjælpens årsberetning.

Kvindehjælpen kom senere også til omfatte børneforsorg, for Ellen Schepelern havde indset det skadelige i, at kvinder ikke kunne være sammen med deres spædbørn. Derfor indrettede foreningen et mødre- og spædbørnshjem for “førstegangs forførte”.

Det var et stort arbejde at skaffe midler til Kvindehjælpen, der foregik gennem indsamlinger. Gennem tiden blev der gennemført flere landsindsamlinger. I 1916 flyttede Ellen Scheplern til Slagelse og senere til Viborg. Men hun fortsatte ufortrødent og var formand for Kvindehjælpen til sin død. I 1922 modtog Ellen Schepelern en fortjenstmedalje i guld for sin indsats.

Onkel Evald brændte for at hjælpe handicappede i Aarhus.
Vagmester Evald Boesen Petersen (1911-2000) var gennem mere end 40 år optaget af at give unge og ældre handicappede gode oplevelser. Han blev kendt som hele byens Onkel Evald.

I 1958 gik turen til Norge for en gruppe unge handicappede. Onkel Evald står i midten. Efter denne tur tog Onkel Evald initiativ til at arrangere, at spastisk lammede fra Norge kunne komme på ferie i Aarhus. Hans virke kom til også at omfatte handicappede fra andre byer og lande.
Foto: Børge Venge, 1958, Den Gamle By

Det var gennem arbejdet som vagtmester hos Falck, at han stiftede bekendtskab med mange handicappede, der sjældent kom uden for deres hjem. Dette rørte Onkel Evald, og han besluttede sig for at bringe livsglæde til handicappede i Aarhus. Op gennem 1950’erne arrangerede Onkel Evald stævner, udflugter, rejser og fester for de handicappede i Aarhus. Han arrangerede blandt andet busture til Harzen for 18 unge med spastiske lammelser, hvor hovedparten sad i kørestol.

I juli 1955 modtog Onkel Evald Aarhus Rundskues hæderspris for sin indsats og den blev overrakt af Aarhus’ borgmester. Aarhus Stiftstidende citerer borgmesteren for at sige: ”Kære onkel Evald! Du er en stor mand, en rar mand, en rigtig mand! Du har selvopofrende taget dig af de spastisk lammede på en saadan maade, at du et forbillede for os alle sammen. Du er en rigtig onkel Evald, derfor skal du ha’ hædersprisen.

Onkel Evalds initiativer rakte ud over landets grænser. I 1958 gik turen til Norge for en gruppe unge handicappede. Efter denne tur arrangerede Onkel Evald, at spastisk lammede fra Norge kunne komme på ferie i Aarhus.

Udflugt til Legoland for spastisk lammede børn, som Onkel Evald havde arrangeret.
Foto: Ukendt, 1968, Den Gamle By

Initiativerne blev finansieret ved indsamlinger. Der blev blandt andet afholdt ”Onkel Evald-fest”, der var en underholdningsaften i Rådhushallen i Aarhus, hvor overskuddet ubeskåret gik til Onkel Evalds arbejde. Det var Onkel Evald selv, der stod i spidsen for indsamlingsarbejdet.

I år hylder Aarhus så alle sine frivillige som Europæisk Frivillighovedstad. For der er stadig brug for initiativrige frivillige i samfundet.

En bortfløjen kanariefugl

Den Gamle By har en stor samling af Aarhusaviser især fra 18- og 1900-tallet, som er et meget nyttigt og givende kildemateriale i researcharbejde til forskellige historier til den store permanente udstilling Aarhus fortæller, der åbner i 2017.

I forbindelse med en undersøgelse af hvad henholdsvis Århus Stiftstidende og Demokraten skrev om Storlockouten i 1899, fangede øjet de mange forskellig annoncer. Der var en del, der handlede om priser på forskelige varer og annoncer, der tilbød varer til fordelagtige priser.

Annoncer for lejligheder, værelser og arbejde; der blev søgt mange bud- drenge og -piger. Der var annoncer for livseliksir, der ville gøre den, der indtog denne, til et godt sundt menneske, heste og hunde til salg og herreløse geder, der kunne afhentes på Aarhus politistation. Men der var én annonce, der specielt faldt i øjnene:

Annonce fra den 8. august 1899 i Demokraten.Kanariefugl fanget af Nielsen, Nørrealle 74 St.

Annonce fra den 8. august 1899 i Demokraten.Kanariefugl fanget af Nielsen, Nørrealle 74 St.

10 dage senere kunne man i Aarhus Stiftstidende se en efterlysning: ” Kanariefugl med brun plet i nakken er bortfløjen og bedes af dem, der muligvis måtte fange den, afleveret. Hjelmsgade 16, 1. Sal.”

Annonce fra 18. august 1899 i Aarhus Stiftstidende

Annonce fra 18. august 1899 i Aarhus Stiftstidende

Det var da lige godt utroligt, det måtte være den samme kanariefugl, da Nørre Allé og Hjelmensgade ligger i det samme område af byen. Ifølge skattemandtalslister fra 1899 og Aarhus vejviseren fra 1899 var kanariefuglen ejet af en familie ved navn Wolf der bestod af far, mor og 3 børn. Faderen var premierløjtnant ved 28. Battaljon i Aarhus. Finderen af kanariefuglen var skrædder og havde kone og 5 børn.

Fig. 3: Skattemandtals liste fra Aarhus Erhvervsarkiv. Familien Nielsen (foto af K.E. Spencer)

Skattemandtals liste fra Aarhus Erhvervsarkiv. Familien Nielsen (foto af K.E. Spencer)

Eftersom annoncen om efterlysningen var kommet i Aarhus Stiftstidende 10 dage efter, at skrædder Nielsen havde indrykket annoncen om fundet af kanariefuglen, var det tydeligt, at familien Wolf ikke læste ”Demokraten” eller, at de ikke havde set annoncen.

Det er meget tvivlsomt, at skrædder Nielsen abonnerede begge aviser. Derfor var chancen for, at han så annoncen om efterlysningen meget lille.

Mon lockouten har hjulpet?

Var der så overhovedet en chance for, at familien Wolf fik deres kanariefugl tilbage? Jo, en lille chance var der. Netop på dette tidspunkt foregik der en landsdækkende lockout, der på sit højeste i sommeren 1899 berørte ca. 40.000 arbejdere. For at undgå optøjer var det vigtigt at beskæftige de berørte bedst muligt. Et tiltag var at ”Demokraten” og ”Aarhus Stiftstidende” blev omdelt gratis til de interesserede.

Man kunne håbe, at skrædder Nielsen læste den, eller at en anden i nabolaget i Nørre Allé læste den gratis avis den 18. august og fortalte skrædder Nielsen om annoncen, så den savnede lille kanariefugl med brun plet i nakken kom tilbage til dens rette ejermand.

Indlægget er skrevet af: Karen Spencer

Jazzbar Bent J – aarhusiansk jazzhistorie kommer på museum

Når Jazzbar Bent J åbner i Den Gamle By i sommeren 2015, kommer et unikt stykke Aarhus-historie på museum. Bent J var ikke kun et værtshus med stamgæster, bartendere og billige bajere. Det var også en institution i det danske jazzmiljø. 

Netop nu indsamler Den Gamle By historien om Jazzbar Bent J, der lå på Nørre Allé 66 fra 1973 til 2008. Det sker blandt andet med hjælp fra de stamgæster, bartendere og jazzmusikere, som selv er kommet der gennem tiden. Det er et unikt stykke af den aarhusianske jazzhistorie, som dermed bliver bevaret og udstillet, og samtidig er det første gang her i Danmark, at et helt værtshus kommer på museum.

Bent i baren_LOW

Bent i baren – det er sådan, Jazzbar Bent J huskes af mange. Bent J. Jensen drev jazzbaren i Nørre Allé i Aarhus i perioden 1973-2008. Foto: Albert Meier.

Et værtshus med hjertevarme

– ”Der var højt til loftet.”

– ”Der var ikke nogen, der så skævt til nogen. ”

Sådan beskrev en række tidligere kunder, bartendere og musikere samstemmende den legendariske Jazzbar Bent J – i daglig tale ”Bent J” -, da de forleden var samlet i det lokale, hvor vi netop nu er ved at genskabe jazzbaren. Bent J åbner i sommeren 2015, så arbejdet med genskabelsen har allerede været i gang et stykke tid.

Jeppe Halkier Hansen og Lisbeth Skjernov fra Den Gamle By

Projektleder Jeppe Halkier Hansen informerede de fremmødte om status på indretningen, mens jeg selv efterlyste fotos, materiale og erindringer fra Bent J.

I Den Gamle By har vi lang tradition for at samarbejde med personer, grupper og fagfolk med særlig viden og ekspertise, når nye butikker, værksteder og lejligheder skal indrettes. Det gælder selvfølgelig også, når det er et værtshus, der skal indrettes. Netop derfor havde vi inviteret en forsamling af Bent J-kendere indenfor, så vi både kunne spørge dem til råds og blive klogere på jazzbarens historie og indretning.

– ”Alle kunne komme på Bent J lige fra direktører til havnearbejdere, ludere og lommetyve” fortæller Herbert Meinke – bedre kendt som Herbie. I 18 år stod han bag baren i Jazzbar Bent J. Og det tog ham da heller ikke mange minutter at finde sin gamle plads ved den gamle bardisk, som på dagen var sat et tilfældigt sted i lokalet, hvor den var mindst i vejen for de håndværkere, der er i gang med at sætte inventaret op.

28. okt. 2014 (49)

De to tidligere bartendere, Esther Brakl og Herbie, følte sig straks hjemme bag baren.

Flere af de fremmødte benyttede desuden lejligheden til at tilbyde Den Gamle By forskelligt materiale – fotos, udklip mv. – som vi tog imod med kyshånd.

Bassisten Jeppe Tange og guitaristen Alex Olesen havde medbragt deres instrumenter og sørgede således på smukkeste vis for at genskabe den helt rigtige jazzede Bent J-stemning, så man et næsten glemte alt byggerodet og bare følte sig hensat til de gode gamle dage på Bent J. Jeppe Tanges egen musikerkarriere begyndte netop med de berømte jamsessions på Bent J.

Jeppe Tange og Alex Olesen

Bassisten Jeppe Tange og guitaristen Alex Olesen sørgede for den rette jazz-stemning på trods af byggerodet.

Små stjernefrø og store verdensstjerner

Udover den særlige stemning blandt kunder og bartendere, var det især jazzmusikken, der fyldte meget i de fremmødtes erindring om Jazzbaren.

Mange nævnte specifikt de mange store verdensstjerner, der gennem årene har spillet på den lille jazzbar; navne som Benny Golson, James Moody og Lee Konitz og mange andre, der ellers var vant til at spille på større og langt mere fashionable scener rundt om i verdens metropoler.

Benny Golson_LOW

Saxofonisten Benny Golson er en af de store internationale jazzstjerner, der har lagt vejen forbi den lille jazzbar gennem tiden. Foto: Albert Meier.

– ”Det var Bent’s internationale kontakter, der fik de store navne til at komme til byen og optræde på Bent J” forklarer Herbie. Det imponerende kontaktnetværk havde Bent J. Jensen i stort omfang opbygget igennem 1950’erne og 60’erne som koncertarrangør i Aarhus Studenterjazz. Bent brændte nemlig for jazzen gennem hele sit liv.

Samtidig med koncerterne med de store jazzstjerner fungerede jazzbaren også en rugekasse for nye unge talenter, fortæller Esther Brakl, der arbejdede som bartender i Bent J fra 2001 til 2007:

– ”De ringede ofte og spurgte, om de måtte komme og spille gratis. På den måde fik de erfaring med at optræde for et publikum. Det var også sådan, jeg selv begyndte med at synge”.

Niels Lan Doky

Jazzbar Bent J var et samlingspunkt for det danske jazzmiljø. Her lytter gæsterne opmærksomt til Niels Lan Doky og Niels Henning Ørsted Pedersen. Foto: Albert Meier

At Bent J var et omdrejningspunkt for ikke bare det aarhusianske, men hele det danske jazzmiljø, vil også blive afspejlet i den fremtidige formidling i udstillingen. Det er en klar ambition for Den Gamle By, at den genskabte jazzbar skal gøres levende, så man på udvalgte dage skal kunne nyde en øl ved stambordet og i et vist omfang høre livejazz.

Mange af de fremmødte bartendere gav udtryk for, at de hellere end gerne stillede sig bag baren igen for at lange både øl og Bent J-historier over disken til Den Gamle Bys gæster.

Jazzbar Bent J åbner i sommeren 2015
Det var en livsdrøm, der blev realiseret, da Bent J. Jensen åbnede sit jazzværtshus i 1973. Og det livsværk, han skabte, overdrog han selv til Den Gamle By, da han efter 35 år valgte at lukke stedet i 2008.

2

Det var Bent selv, der foreslog Den Gamle By at overtage hans livsværk. Han bidrog med oplysninger og skrev blandt andet musikernes navne bag på de koncertbilleder, der hang over stambordet.

Trods sygdom bidrog han med oplysninger om nogle af genstandene, da Den Gamle Bys medarbejdere rykkede ind efter lukningen. Lokalet blev grundigt opmålt, genstandene blev registreret og nedpakket, og museets håndværkere nedtog så meget som muligt af det faste inventar – herunder baren, bordene og bænkene. Efter syv år i en container, bliver det hele nu sat op igen.

For Jeppe Halkier Hansen, der er projektleder for indretningen, er det en drøm at være en del af projektet. Han er selv jazzmusiker og kom på Bent J gennem flere år frem til lukningen i 2008. Det er ham, der sørger for, at håndværkerne sætter de mange inventardele korrekt op.

”Det er noget af et puslespil at få alle inventarbrikkerne til at passe sammen. Men det skal nok lykkes!” forsikrer Jeppe.

Når Jazzbaren genopstår i Den Gamle By, bliver det i et lokale der ligner det originale, så indretningen bliver så tæt på det oprindelige, som overhovedet muligt. Indenfor bliver placeringen af både scenen, vindfanget, baren, plakatvæggen, stambordet og de øvrige borde og bænke, som det stod oprindeligt. Udvendigt bliver facaden den samme med den velkendte grønne bræddebeklædning, røde markiser og gule vinduesruder.

Interiør Jazzbar Bent J

Indretningen i det genskabte Bent J bliver så tæt på det originale, som overhovedet muligt. Så når jazzbaren genopstår næste år, kommer det til at fremstå som da det lukkede i 2008.

Selvom lokalets dimensioner er stort set identiske med det oprindelige i Nørre Allé, er der dog alligevel enkelte steder, hvor vi må ”hugge en hæl og klippe en tå”.

Et enkelt sted bliver vi for eksempel nødt til at sætte et ekstra lille stykke træ ind, og her gælder det for museets malere om at ramme den rigtige nikotin-patinerede farvenuance, som man ser på det originale træværk.

Og da vi desværre ikke har det originale hus – det står nemlig stadig i Nørre Allé – har vi været nødt til at tilpasse et andet hus til inventaret, og det har derfor været nødvendigt at foretage to markante ændringer. For det første placeres toiletterne anderledes. Og for det andet kommer man ikke direkte ind fra gaden, men går op ad en lille trappe i opgangen, inden man træder ind via det vindfang, som mange vil kunne huske – det tog nemlig en del af udsynet mod scenen.

Louis Armstrong-plakat_LOW

Plakaten med Louis Armstrong, der reklamerer for et afføringsmiddel, kommer selvfølgelig op på toiletdøren. Toiletterne kommer dog til at ligge i den modsatte ende af lokalet i forhold til den oprindelige indretning.

Bortset fra disse få ændringer, vil jazzbaren blive genskabt som den var ned i mindste detalje. Dermed vil stamgæster, bartendere og musikere kunne føle sig helt hjemme, mens nye gæster vil få mulighed for at opleve stedet for første gang.

Selvom jazzbaren kommer til at ligge i Den Gamle Bys 1974-kvarter, bliver der ikke tale om at føre den tilbage i tid i indretningen. Det stod klart allerede da vi hentede inventaret i 2008, at den skulle genopstå som da den lukkede. Ellers ville man mangle en væsentlig del af stedets historie og en stor del af inventaret ville være for nyt. Så vi har valgt at bibeholde det som det så ud den sidste aften i 2008.

Bent J facade

Den Gamle By tog også facadebeklædningen med, da jazzbarens inventar blev hjemtaget. Den er netop nu ved at blive sat op på hjørnehuset fra København, hvor Bent J indrettes.

Vi efterlyser fortsat historier og materiale

I forbindelse med Den Gamle Bys genopførelse af inventaret fra Bent J, efterlyser vi alt lige fra historier og viden til fotos, lyd-/video-optagelser, udklip og andet scrapbogsmateriale fra Bent J, så historien kan blive dokumenteret og bevaret i museets arkiv for eftertiden. Dermed kan historien om Bent J leve videre sammen med udstillingen i mange år frem.

Så hvis du ved noget, har noget liggende eller kender nogen der har, så kontakt os meget gerne på mail@dengamleby.dk

Ud over dokumentation, skal materialet også bruges til at formidle historien om Bent J i selve udstillingen, ikke mindst af hensyn til de af museets gæster, der ikke kender den i forvejen.

Desuden planlægger vi en artikel om jazzbar Bent Js historie, som vil blive tilgængelig på museets hjemmeside. Det er museets journalist Dorte Søholm, der vil skrive artiklen i serien Made in Aarhus.

Links

Læs mere om Jazzbar Bent J i Den Gamle By

Følg Jazzbar Bent J på Facebook

Læs mere om hjørnehuset fra København, som Bent J indrettes i 

Se webartiklerne i Den Gamle Bys Made in Aarhus–serie

Med dampskib til skoven

Når folk i disse dage nyder sommerens flygtige solstråler ved ”Sculpture by the Sea” følger de reelt en fin gammel aarhusiansk tradition.

Sculpture by the Sea

Ønsker du at opleve Sculpture by the Sea, kan det ske om bord på den tidligere Livø-færge M/S Bertha. Færgen sejler fra Marselisborg Marina og lægger til ved Ballehage.

Smukt ved strand og skov

I mere end 250 år har stranden og Marselisborgskovene været et yndet udflugtsmål for byens borgere. Det hele begyndte, da skovarbejderne og folkene i skovmøllerne begyndte at servere smuglerbajere og andre forfriskninger for skovens gæster. Senere kom mere officielle traktørsteder til, og på lune sommersøndage skete det, at byens konditorer opsatte telte, hvorfra de solgte kager og andet mundgodt.

 

Thors Mølle

Siden slutningen af 1700-årene har der i Marselisborgskovene været steder, hvor en vandringsmand eller skovtursgæst kunne nyde en forfriskning eller to. Thors Mølle er bland de ældste af disse steder. Foto ca. 1890.

Dampselskabet Turisten A/S

De mange udflugtsgæster kom til hest, i vogn eller på gåben, men fra omkring år 1900 blev det de to små dampskibe ”Turisten” og ”Marselisborg”, der var det foretrukne transportmiddel. De to skibe var ejet af Dampselskabet Turisten A/S, hvis formål var at sikre ”en billig og bekvem befordring” til byens nærmeste kyststrækninger. Den første sejlads fandt sted 2. Pinsedag 1896 med ”Turisten”, der i avisen blev beskrevet som en ”En fiks og vims lille Ting.” med plads til 70-80 passagerer.

 

“Marselisborg” stævner ud

Meget lig de skibe, der i disse dage bringer udstillingsgæster frem og tilbage mellem lystbådehavnen og skulpturerne ved Ballehage, sejlede de fordums skovbåde på strækningen fra havnen, ved Toldboden, og ud til det sted, hvor Ørnereden ligger i dag. I perioder sejlede skibene også til Risskov og helt ud til Moesgaard Strand.

 

Kæmpe succes

Interessen var overvældende, og på kajen i Aarhus så man ellers ordentlige folk begynde at puffe til hinanden i deres bestræbelser på at komme om bord. En overgang blev det så slemt, at politiet så sig nødsaget til at postere en betjent for et dæmpe gemytterne.

Ganske beruset af aarhusianernes entusiasme for at opleve Marselisborgskoven fra søsiden besluttede selskabet bag ”Turisten”, at der skulle skaffes endnu et skib. ”Marselisborg” blev indsat i maj 1897 og var næsten dobbelt så stor, som det oprindelige flagskib. Selv med denne betragtelige forøgelse i kapaciteten besluttedes det, at ”Turisten” skulle udskiftes med en endnu større damper, nemlig en Turisten version 2, med plads til hele 400 passagerer.  Successen fortsatte og omkring århundredskiftet befordrede de små dampere i sæsonen 150.000 glade gæster.

 

Der kunne være godt fyldt op om bord på skovbådene – især når større selskaber og foreningen skulle på skovtur. Her er det jernbanefolkenes sangforening med familier ved Ørnereden

Skovtur til vands

På bådene var der et mindre sortiment af forfriskninger, men for de fleste gæster, var det de små traktørsteder langs ruten, hvor man indtog sit måltid eller slukkede tørsten. Ved Ørnereden havde den driftige skovfoged Peder Rasmussen bygget et primitivt lille etablissement, hvorfra skovfogedfruen Marie diskede op med en kop kaffe og en ostemad. Var man heldig, kunne man ud ad bagdøren også købe en håndbajer. Stedet var noget af en guldgrube, og det hævdedes at den gode skovfoged kunne supplere sin faste indtægt med ca. 4000-5000 kr. (mere end en kvart million i nutidspenge). Rundt om i skoven lå andre gamle udskænkningssteder, f.eks. ved Silistria, Hørhaven og Thors Mølle.

Med den omsætning var det naturligt, at kommunen ønskede at overtage forretningerne i skovene, og derfor planlagde man i 1908 at opføre to skovpavilloner ved skovbådenes populære anløbssteder. Begge pavilloner blev tegnet af arkitekt Eggert Achen, der også havde stået for ombygningen af Hotel Royal. Det fornemme Varna stod færdigt i 1909 og det mere folkelige traktørsted Ørnereden kom til i 1910.

Varna

Første stop på ruten var broen ved Varna. Herfra gik turen videre ud til Ørnereden og evt. også Moesgaard Strand

Nedgang og afslutning

Frem mod Anden Verdenskrig kom skovbådene ind i en kedelig udvikling. En række uheld og vinterskader på skibenes anløbsbroer betød, at der måtte bruges mange penge. Samtidigt forårsagede en række regnfulde sommersæsoner et faldende passagertal.  Økonomien rakte ikke længere, og selvom selskabet bag bådene flere gange fik økonomisk hjælp af kommunen, så det sort ud for de to små dampere. Den tyske besættelse af Danmark i 1940 satte en endelig stopper for skovbådene.

”Turisten” blev solgt til Tyskland, hvor den forsvandt i løbet af krigsårene, mens ”Marselisborg” måtte tåle den ydmygelse at blive ophugget og anvendt som brændsel. Skibets dampmaskine blev genbrugt som drivmaskine ved brunkulsproduktion.

Skovbådenes genkomst

Bortset fra en enkelt festuge eller to, er skovbådene indtil nu forblevet noget, der hørte fortiden til. Men hvem ved – måske er sejladsen i forbindelse den tilbagevendende event Sculpture by the Sea en ny begyndelse for en fin gammel aarhus-tradition?

 

Litteratur:

Jensen, Bernhard & Peder: Marselisborgskovene – Historie og begivenheder gennem århundreder. Aarhus 1974.

Jensen, Bernhard: Med skib til skoven – af de århusianske skovbådes historie. Aarhus 1977-78.