Sonjas Søstre vil stadig have Marselisborg!

Forleden var jeg på besøg i et øvelokale uden for Hjortshøj for at opleve lyden af Aarhus i 1970’erne i selskab med det gendannede kvinderockband Sonjas Søstre. Jeg var på research, for lige nu er vi i Den Gamle By i gang med at indsamle historier og genstande om rocken i Aarhus.

Det aarhusianske kvinderock-band Sonjas Søstre havde skiftende besætning. De gennemgående medlemmer var Bente Holt Knudsen (i midten) og Lise Helledie (bagest til venstre)

Sonjas Søstre opstod i Aarhus som del af den politiske venstrefløj og det kvindepolitiske miljø i sidste halvdel af 1970’erne. De begyndte med de rent politiske sange, men bevægede sig ret hurtigt over i det mere kvindepolitiske.

Bente Holt Knudsen, forsanger og guitarist i bandet, fortæller:
“Det var bare SÅ fedt at være i band kun med kvinder. Og vi var jo overbeviste om, at alt ville forandre sig snart; at der ville komme et retfærdigt socialistisk samfund.”

Og Lise Helledie, bassist, fortsætter:
“Der skete rigtig meget i Aarhus i mange forskellige miljøer på det tidspunkt. Man kunne gøre alting – og man gjorde det bare!”

Sonjas Søstre fyrer den af i “øveren”. Bente Holt knudsen på guitar/vokal, Lise Helledie på bas, Dorte Hagen Jensen på trommer og Anne Litthauer på harmonika/kor.

Og jeg skal da lige love for, at de stadig kan fyre den af! De gav blandt andet et af deres store 1970’er-hit ”Brev til Dronning Margrethe”. Første vers lyder:

Kære Dronning. Os I Århus vi er vis på du forstår,
hvorfor kravet nu er stillet: Vi vil have Marselisborg.
Vi har alle læst aviser om din klogskab og dit vid,
Så nu be’r vi dig bevise, at du ser den nye tid.

Og at drømmen om Marselisborg ikke er helt forsvundet fremgik af snakken, omend forhåbningerne er noget mere realistiske i dag, end de var i 1970’erne.
”Tænk på, hvad det ikke kunne blive til!”, konstateres det med et glimt i øjet. Og med direkte henvisning til begivenhederne på Dannerhuset i København, hvor det faktisk lykkedes nogle kvindepolitiske grupperinger at overtage huset efter en dramatisk besættelse i 1979.

En koncertoptagelse på et gammelt kassettebånd var med til at skabe den helt rigtige stemning, da de mange fotos, plakater osv. blev gennemgået.

De fire “søstre” havde taget forskelligt materiale med fra dengang i 1970’erne, deriblandt plakater, koncertprogrammer, kontrakter, sangtekster, plader, bånd og fotos. Det blev til en spændende snak om det politiske og kvindepolitiske miljø i Aarhus i 1970’erne, om både Fronthuset, Æsken, Kollektivet i Anholtsgade, Opgang 2, demonstrationer for Plattepigernes Kamp og de første kvindemusikfestivaler.

Sonjas Søstre var desuden i en årrække tilknyttet Århus Musikkontor, som var de aarhusianske musikeres eget bookingbureau etableret bl.a. af medlemmerne fra gruppen Taurus. Og der var skam bud efter det rockende kvindeband. Lise Helledie husker tydeligt, at Poul Krebs engang skulle forklare nogen, hvorfor Århus Musikkontor havde Sonjas Søstre med i bookingbureauet: ”De kan jo sælges!”

Det er ellers som regel Shit og Chanel, der løber med al opmærksomheden, når talen falder på aarhusiansk kvinderock, så hvordan var forholdet til dem – var de en inspiration? Slet ikke, nærmest tvært imod. Forskellen beskriver  Bente Holt Knudsen således:  “Vi brød os ikke om det dér universitetsmiljø. Vi var jo feminister! Vores udgangspunkt var det politiske miljø. Vi lavede musik, mens de skrev musik. Vi ville heller ikke have undervisning i at spille, men ville selv udvikle musikken.”

Her er det Bente Holt Knudsen og Dorte Hagen Jensen, der viser én af søstrenes plakater frem.

Søstrene  donerede en række ting til Den Gamle By som dokumentation for kvinderock i Aarhus i 1970’erne. For som de selv udtrykker det: Nu skal Sonja’erne på museum!”

Sonjas Søstre blev opløst i 1981, men gendannedes igen i 2009 og spiller i dag fortrinsvis nyt materiale.

Du kan følge Sonjas Søstre på Facebook.

Læs mere om forsanger Bente Holt Knudsen

Læs mere om Den Gamle Bys indsamling af materiale om rock og rytmisk musik i Aarhus